Menu

Årsberetninger for Købnerkirkens Baptistmenighed 2006

Menighedsrådets årsberetning

Så tilføjer Købnerkirkens menighed endnu et år til sin historie. Det var et år, hvor vi fik lov til at opleve store glæder, men også dage, hvor tunge og vanskelige beslutninger skulle tages.

Vi har meget at være taknemmelige over i det forgangne år, så lad os dvæle et øjeblik ved noget af det.

En af de største glæder en menighed kan opleve er, når et menneske siger ja til Jesus. I 2006 oplevede vi det i Påsken, da Elena lod sig døbe, og igen i august, da Christine lod sig døbe.

En anden stor ting, der skete i vores menighed, var stiftelsen af Ama’r Gospelkor, et kor, som nu tæller ca. 70 medlemmer, hvoraf størstedelen er kirkefremmede. En gruppe mennesker, som trofast kommer i vores kirke hver tirsdag for at synge om Gud og troen på ham. Ingen i koret kan sige sig fri for at blive påvirket af de stærke og livsbekræftende sange, og ingen i koret kan sige sig fri for at blive påvirket af den opmærksomhed, som koret får, især i kraft af korvennerne. Korvennerne er et konstant vidnesbyrd om den interesse, som menigheden har for koret og dets medlemmer.

En tredje ting, som må nævnes, er Kulturcaféen. Ud over at den giver os selv en række gode oplevelser, har vi her muligheden for at invitere venner og bekendte med i kirken, hvor de kan nyde god mad og lytte til et foredrag, høre en koncert eller se en film eller måske noget helt andet. Vi har haft den glæde at se mange, vi ikke kendte i forvejen, men der er stadig plads til flere.

En fjerde ting, jeg vil nævne, er vores udvalg. Kigger vi tilbage på årets mange anledninger, det være sig grillfester i vores gård, fastelavnsfest, byvandringer, Skærtorsdagens nadverfejring, stiftelsesfest, bankospil, julefest – ja, fyld selv mere på, så står det klart, at vi har en gruppe meget engagerede og dygtige udvalgsmedlemmer.

Jeg kunne nævne flere eksempler, men lad mig slutte af med at nævne Julius Købners 200 års dag, som vi har markeret med en artikelserie af meget høj kvalitet, forfattet af Anders Damgaard.

Når man kigger på alle disse ting, så er der en fællesnævner, som vi også for det kommende år skal holde os for øje, og det er deres udadvendthed. Vi har i sjælden grad haft mulighed for at være kirke for vores omgivelser, og det skal vi fortsætte med i det nye år.

Vi har også truffet beslutninger, som ikke har været nemme. Afledt af vores budget for 2006 måtte vi se i øjnene, at vores præst gennem 10 år ikke så sig i stand til at fortsætte på de vilkår, vi kunne tilbyde. Igennem de forgangne 10 år har vi oplevet mange gode ting sammen, og vi ønsker Lars og hans familie Guds velsignelse over deres fremtidige virke.

Lad mig slutte med en tak til alle, som på den ene eller anden måde har bidraget til at gøre 2006 til et godt og spændende år, og lad os minde hinanden om, at han, som har begyndt den gode gerning i os, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag (Filip. 1,6).

Jan Kaas Henriksen, januar 2007

Årsberetning for Ama’r Gospelkor 2006

Året 2006 var året, hvor vi med sug i maven indbød til gospelsang i Købnerkirken. Koret har udviklet sig flot og tegner nu 70 medlemmer.

Vi har været meget velsignede og har fået nogle dygtige og engagerede kræfter, især Niels Engell-Hansen lægger et stort arbejde i koret. Vores nye dirigent, Nina Luna Eriksen, klarer det også flot. Koret har i årets løb været ude og synge til 2 arrangementer, nemlig en pinseradiogudstjeneste og i december et meget stort julearrangement hos DIS. Derudover har koret sunget i Købnerkirken, bl.a. til den fælles københavnske gudstjeneste 2. juli og senest til en fantastisk julekoncert, som også viser, at koret er i stand til selv at supplere sin økonomi, da denne gav et flot overskud.

Der er en meget god stemning i koret, og vi hører tit, at det netop er dét, vi er kendt for ude i byen, og at folk kommer hos os, fordi der er rart at være. Vi taler i bestyrelsen meget om at være en menighed, som er til stede i koret, og vi forsøger at videreformidle Købnerkirken til alle de fremmede, vi har i kirken hver tirsdag aften, via bøn og informationer om menighedens andre arrangementer. Dette bliver især muligt på grund af det store arbejde, som vores korvenner udfører. Der skal herfra sendes en meget hjertelig tak. Det er et helt uvurderligt stykke arbejde, og det betyder meget for koret at se menighedens interesse.

Vi glæder os til at starte på en ny sæson i 2007 og planlægger bl.a. en Gospel Workshop i september måned. Kig endelig ned og se og hør koret øve tirsdage mellem kl.19 og 21.30.

Julie Holme Kristensen, januar 2007

Årsberetning for Børne- og ungdomsudvalget 2006

I 2005 var overskriften taknemmelighed. Her ved udgangen af 2006 har vi mest lyst til at græde. I øjeblikket findes intet børne- og ungdomsarbejde i Købnerkirken, og det er usikkert, hvad der sker i fremtiden.

Det begyndte eller så godt:

Børnekirkens lokale var lige blevet renoveret, og vi havde fundet en struktur, som både den lille, trofaste børnegruppe og de voksne trivedes med.

I dramagruppen for de 3- til 6-årige mødtes vi hver anden lørdag til leg, sang og drama og sluttede forårssæsonen med en pragtopførsel af De tre Bukkebruse.

Så var der ”Store Rengøringsdag”. Og tro det eller lad være: Rengøring kan også være sjovt. Vi havde en god dag med de større børn, hvor vi fik sat skik på ungdomslokalet i den gamle andagtssal. Efter en grundig og effektiv oprydning og rengøring spiste vi pizza og drak cola i spandevis, mens vi lagde store planer for fremtiden.

Desværre må vi erkende, at alt, hvad der blev bygget op, nu er sunket i grus. Af forskellige årsager, som vi i dag kun kender delvist, forsvandt alle børnene og halvdelen af medarbejderne fra børnekirken, og de gode ideer i ungdomsgruppen viste sig ikke at have de unges interesse, når det kom til stykket. Som salt i såret så vi os efter sommerferien nødsaget til at lukke børnedramagruppen pga. sygdom blandt medarbejderne.

Sådan er det nu.

Men der findes en lille gruppe på 5-10 halvstore børn og unge, som har deres rødder i Købnerkirken, og som gerne vil deltage i fællesskabet. Det er dem, vi først og fremmest skal søge at nå i 2007. Vi ved, vi er i hård konkurrence med alt det andet spændende, der også foregår i deres hverdag. Hvordan det skal lykkes, og hvem der skal gøre det, ved vi ikke. Men disse unge er Købnerkirkens fremtid, og vi har ikke råd til at miste endnu en generation.

Lad os bede Gud om inspiration og kræfter til at løfte denne opgave til velsignelse for Købnerkirken og, ikke at forglemme, de unge selv.

Lone Anhøj, januar 2007

Årsberetning for Festudvalget 2006

Festudvalget har haft højtiderne for øje hele året. Vi fortsatte de mere regelrette kirkefester, og specielt fortsatte vi påskens program, hvor et dejligt og vigtigt budskab - den kristne families fællesspisning - samt en film, der var værd at se og diskutere, blev en succes igen. Vi fortsætter denne tradition, og Jan vil tage initiativet sammen med GTU, når påsken nærner sig.

Der er ligeledes tanker om, at julen vil kunne holdes på samme måde, men mere om det, når den tid kommer.

Gudstjenesterne i løbet af året, specielt pinsen og høstgudstjenesten tillige med julens festlige stunder, ser vi alle frem til, og de er blevet holdt i den gode ånd, som er sædvanen.

Udvalget bestod i 2006 af Alice Johansen-Stolt, Inge Lørum og Jan Nicolaisen som formand. Vi ønsker at flere var med i festudvalget, vi mødes fire gange om året.

Jan har meddelt udvalget, at han ikke kan fortsætte som formand og i udvalget efter nytår.

Jan Nicolaisen, januar 2007

Årsberetning for Gudstjeneste- og Undervisningsudvalget 2006

Udvalget består af følgende: (Kirkens præst) samt Jesper Mølgaard, Jan Kaas Henriksen og Jan Nicolaisen.

Udvalget har før vores præsts fratræden arbejdet med at skabe en gudstjeneste, der appellerede til både unge og ældre i menigheden samt til helt kirkefremmede.

At skabe en gudstjeneste, der appellerer til alle, er måske en opgave, der slet ikke lader sig løse, i hvert fald mener vi ikke, at denne opgave er løst, og måske skal man slet ikke have en gudstjeneste, der appellerer til alle på én gang?

Det er den slags problemstillinger, GTU-udvalget løbende står over for, men efter vores præsts fratræden har det meste af udvalgets arbejde bestået i at sørge for, at der kunne afholdes en gudstjeneste hver søndag.

Gudstjenesteudvalgets medlemmer har alle være på udkik efter gæsteprædikanter eller selv fungeret som prædikanter og gudstjenesteledere.

Der skal fra GTU-udvalgets side lyde en tak til alle, der har ydet et bidrag til, at vi kunne afholde gudstjeneste i Købnerkirken hver eneste søndag.

En speciel tak til vores organister Gerda Tham og Ingeborg Hansen, som på forbilledligt vis har delt opgaven mellem sig.

En anden tak skal gå til Elise Gaust, som har sagt ja til at prædike den sidste søndag i hver måned, hvilket er forfriskende og en lettelse i planlægningsarbejdet.

En anden dejlig ting, vi har oplevet, er, når Ama´r gospelkor medvirker i gudstjenesten. Vi har den aftale, at Gospelkoret medvirker nogle gange i løbet af året. Næste gang Ama´r Gospelkor medvirker ved en gudstjeneste er efter planen søndag d. 20. maj og 30. september 2007.

Med hensyn til uddannelsesaktiviteter har GTU-udvalget ikke været særlig aktive, men vi holder løbende øje med aktuelle uddannelsestilbud på fx SALT; Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi, og vi vil henvende os til menigheden, hvis der bliver udbudt særlige uddannelser, der lige passer til bestemte personer eller grupper i menigheden.

GTU-udvalget ser frem til arbejdet med at finde en ny præst til menigheden, og vi ser frem til samarbejdet med præsten i GTU-udvalget.

Jesper Mølgaard, januar 2007

Årsberetning for Købnerkirkens Kulturcafé 2006

Efter et årelangt tilløb indviede vi den 3. september 2006 Købnerkirkens Kulturcafé med et spændende foredrag af Øjvind Kyrø. Øjvind fortalte under titlen ”Fornemmelse for snyd” om det okkulte Danmark. Siden fulgte, den 5. oktober, endnu et spændende foredrag af teologen Niels Christian Hvidt om kristne mirakler. Efterårets sidste arrangement i kulturcaféen stod sangeren, musikeren, komponisten og vinkenderen Jens Bendix for. Og som der stod på vores hjemmeside dagen efter, blev det "en aften i glædens tegn".

Foruden disse tre arrangementer var kulturcaféudvalget medarrangør af de to julekoncerter med hhv. Ama'r Gospelkor og Marie Carmen Koppel.

Ideen bag Købnerkirkens Kulturcafé er enkel: Vi skaber nogle tilbud, der er så spændende, at vi selv ville have lyst til at deltage, også selv om vi aldrig havde sat vores ben i Købnerkirken før. Målgruppen er Købnerkirkens naboer, venner og alle andre interesserede.

Købnerkirkens Kulturcafé er blevet muliggjort af menighedens modige beslutning om at afsætte et betragteligt beløb på budgettet til mission, for det er mission, det handler om. Kulturcaféen er en enestående chance for at møde nogle af dem, der ellers aldrig ville sætte deres ben i vores kirke, under hyggelige former med mulighed for samtale om andet end vind og vejr. Tæller vi de to julekoncerter med, har Kulturcaféen haft besøg af flere hundrede gæster, vi aldrig har set før. Og nogle af dem kommer igen.

I skrivende stund ser vi frem til en række spændende aftener med kendte kunstnere, som vil besøge os i løbet af 2007. Skulle vi i caféudvalget ønske os noget, skulle det være flere hænder til at løfte opgaven. Et kulturcaféarrangement er en stor opgave, og der er plads til alle, der har lyst til at hjælpe – både med det praktiske og med simpelthen at være nærværende og til stede for vores gæster, når det går løs, og vi andre farer forvirret rundt.

Jacob Anhøj, januar 2007

Årsberetning for Købnerhus 2006

Ja, kalenderen lyver jo ikke, men taler sit eget klare sprog – der er igen gået et år. 2006 ligger bag os, det er historie, vi ikke kan påvirke mere - og vi har allerede taget hul på det nye år, i skrivende stund har vi endda passeret første halvdel af januar.

Er det til at begribe, nej, det er det næsten ikke, en dag er omme, før vi ser os om, det er mørkt, når vi står op, og mørkt, når vi går til ro – det går næsten bare ud i ét på denne årstid.

Nu er det jo nok heldigt, at det ikke er noget, vi mennesker kan ændre på, for det kunne vi sikkert ikke blive enige om, men vi kan da lægge planer for det nye år og siden hen prøve at gennemføre dem, og det vil vi gøre også i Købnerhus’ regi. Året 2006 adskilte sig ikke meget fra de seneste år, der var tale om aktiviteter og projekter til fortsat vedligeholdelse - og ikke de store nye overraskelser eller planer.

Det syner sikkert ikke af meget, dét der er gjort, men det gør jo i sig selv ikke noget, bare det gode niveau bibeholdes, som vi alle har lov til at glæde os over.

Økonomien er også fortsat imponerende og varetages på eksemplarisk vis af Niels-Erik Lund. Mange har desuden i årets løb gjort en stor frivillig indsats – jeg vil undlade at nævne navne – men vi tænker både på personer i bestyrelsen, i menigheden og udenfor Købnerhus’ bestyrelse – der skal udtrykkes en stor tak til alle for enhver hjælp, der er ydet, stor eller lille – men alt sammen for at hjælpe til at bevare og konstant vedligeholde de værdier, der er skabt omkring Købnerhus og vor kirke.

Bestyrelsen mødtes gentagne gange i det forgangne år og vil fortsætte sit arbejde i 2007 – der er p.t. ingen indikationer, der peger i retning af store projekter/opgaver for det foranstående år, så det peger igen i retning af vedligeholdelse, men skulle der opstå uforudsete ting, vil vi i bestyrelsen bestræbe os på hurtigt og økonomisk forsvarligt at finde acceptable løsninger.

En tak til menigheden og alle i Købnerhus for et godt samarbejde og opbakning i året, der gik, samtidig med ønsket om et godt og lykkebringende år 2007.

På bestyrelsens vegne

Torben Rysgaard, januar 2007

Årsberetning for Kommunikationsudvalget 2006

Hvis 2005 var året, hvor Kommunikationudvalget fandt sine ben at stå på, så var 2006 året, hvor Kommunikationsudvalget fik fødder at gå på.

Driftsopgaverne i 2006 var de samme som tidligere: Årsberetning, kirkeblad og hjemmeside. Arbejdet fandt i 2006 sit leje, opgaverne blev sat i system og løser nu næsten sig selv (sådan da).

Således udkom årsberetningen i 2006 for første gang i mands minde et godt stykke tid før planlagt. Successen tilskriver vi god planlægning og korte kommandoveje i redaktionen.

Kirkebladet, Nyt fra Købnerkirken, fortsatte sin gode udvikling og rapporterer med tekst og flotte farvefotografier trofast hver anden måned stort og småt fra hverdag og fest i Købnerkirken. Som noget nyt skrives forsiden i disse præsteløse tider på skift af forskellige menighedsmedlemmer, hvilket ikke er så ringe endda.

Hjemmesiden, koebnerkirken.dk, fik i maj måned en grafisk og teknisk "ansigtsløftning", som bl.a. medførte en topplacering blandt offentlige hjemmesider i IT- og Telestyrelsens projekt "Bedst på Nettet" og en fin omtale på Kristeligt Dagblads hjemmeside, kristendom.dk. Vores hjemmeside besøges af mange forskellige mennesker, i alt mere end 1000 gange hver måned – et tal, der har været stigende i 2006. Og 36 personer, de fleste uden for menigheden, har tilmeldt sig nyhedsbrevet på hjemmesiden.

Det var også i 2006, at flere af menighedens medlemmer på opfordring fra Kommunikationsudvalget begyndte at skrive livshistorier. Indtil videre er det blevet til fem personlige beretninger, som kan læses på hjemmesiden eller på papir, hvis man foretrækker det. Tror man, at baptister er kedelige, finder man hurtigt ud af, at det ikke passer. Med livshistorierne kommer vi hele verden rundt. Snart befinder vi os i Hørsholm eller Tølløse, snart er vi i Sibirien eller på besøg hos professor Perlemutter i Paris. Og så var der Grete, der bogstaveligt talt fandt sin Villy på en isflage i Grønland.

Et andet spændende projekt fra Kommunikationsudvalgets hånd er "Historien om Julius Købner". Julius Købner fyldte 200 år den 11. juni. Et frugtbart samarbejde mellem historikeren Anders Damgaard og teologen Bent Hylleberg gav os i 2006 de første fire kapitler i den spændende og dramatiske fortælling om en af baptisthistoriens mest interessante personligheder. Og føljetonen fortsætter et godt stykke ind i 2007.

Det var også i 2006, vi begyndte at arbejde bevidst og målrettet med at synliggøre Købnerkirken i pressen. Og vi må nok indrømme, at det er en udfordring at få pressen interesseret i alle de gode historier, vi synes, vi har at fortælle. Til gengæld har lokalaviserne været flinke til at bringe vores pressemeddelelser i forbindelse med Købnerkirkens Kulturcafé og Ama'r Gospelkor. Og i Baptistkirkens nyhedsbrev, som læses af flere tusinde mennesker hver uge, optrådte Købnerkirken i sidste halvdel af 2006 gennemsnitligt hver tredje uge.

Alt i alt var 2006 et godt år for Kommunikationsudvalget. For 2007 ønsker vi, at der bliver endnu flere gode historier fra livet i Købnerkirken at fortælle vores omgivelser. Og vi vil gøres vores bedste for selv at blive bedre til at fortælle verden, at der i Købnerkirken findes et rart, varmt og åbent fællesskab for alle, der vil være med.

Jacob Anhøj, januar 2007

Årsberetning for Kvindekredsen 2006

Året 2006 afviger ikke meget fra 2005, og dog - ved forretningsmødet blev Inge Albertsen valgt ind i bestyrelsen i stedet for Rita Jensen. Kvindestævnet i april blev aflyst, da vi jo også havde det fælles københavnske seniortræf i marts måned.

Den 14. juni var vi på sommerudflugt, og som noget nyt havde vi nogle med fra Citykirken. Turen gik til Kragerup gods, hvor vi spiste frokost og derefter var til rundvisning på godset. Derfra kørte vi til Ringsted baptistkirke, hvor vi drak eftermiddagskaffe og hørte om deres arbejde. Vi var tilbage ved Købnerkirken ca. kl. 17 efter at have sat Citykirke-folkene af i Tåstrup. Vi havde en dejlig dag, og det var dejligt at lære dem fra Citykirken at kende.

Den 25. november havde vi vort julemarked, det var ikke nogen succes i år, så det er nok sidste gang, vi har holdt julemarked. Nu er vi gået i tænkeboks for at finde ud af, hvad vi så skal. Vi er åbne for gode ideer.

I maj måned blev der sendt pakker til Burundi, og i november blev der igen i år sendt pakker til Letland. De har stadig brug for vores hjælp, og vi kan blive af med lidt af vores overflod.

Den 9. december var det tid for årets julemiddag. I år havde vi besøg af Else og Leif Ingebrechtsen, der sang for os. Leif holdt en andagt for os, og Gerda Tham spillede til julesalmerne. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag.

Grete Simonsen, januar 2007

Årsberetning for Økonomiudvalget 2006

Økonomiudvalget mødes i løbet af året efter behov og har en fin dialog om de ting, der sker i menigheden.

Det er jo ikke det udvalg, man lægger mest mærke til i menighedens hverdag, men vi er her og taler ofte om, hvilke tiltag der kan gøres hist og pist, så det hele hænger bedst muligt sammen.

Vi har fortsat vores "mange bække små"-teori. Vi har bl.a. nedlagt menighedens girokonto og opfordrer fortsat medlemmerne til at bruge menighedens bankkonto.

P.t. har legatsøgningerne ikke været så mange, men lidt til børnekirken blev det til i løbet af året. Frivillige forfattere til ansøgninger må meget gerne henvende sig. Udvalget har i november måned fremlagt et budget for 2007, hvor der er budgetteret med en 30-timers ansat. Dette er nok den største omvæltning i økonomiudvalget i år. Der er i år blevet indført et minimumsbidrag, og dette ser ud til at forløbe fint. Endeligt vil vi gerne slå et slag for forpligtelseserklæringerne igen, da disse jo giver et ekstra tilskud til menigheden fra Finansministeriet (nærmere information kan fås hos Lis Kongsvad).

Lad os alle ønske hinanden et godt nytår og bede for en sund økonomi i Købnerkirken i år 2007.

På hele udvalgets vegne,

Julie Holme Kristensen, januar 2007

Årsberetning for Rengørings- og vedligeholdelsesudvalget 2006

Den store aktivitet, der er i vores gamle kirke, kan nu ses og lugtes, bl.a. fugt. I skrivende stund er der ved at blive indhentet tilbud på at få repareret, malet. m.m. under trappen. Der arbejdes også på at få gjort vores kirke mere handicapvenlig.

I 2007 er vi tre menigheder, som skal holde snavset nede, tak til alle jer, som igen i det forgangne år var med til at få dette arbejde til at lykkes. En smiley får vi måske ikke, men når vi løfter i flok, så er vi mange nok.

Laila Hansen, januar 2007

Årsberetning for Social- og omsorgsudvalget 2006

Social- og omsorgsudvalget har i 2006 haft 4 større arrangementer.

I februar afholdt vi i samarbejde med børne- og ungdomsudvalget fastelavnsfest for menigheden, venner og naboer, en hyggelig dag, hvor vi slog katten af tønden og spiste fastelavnsboller.

I maj måned var vi med Frank på den længe lovede byvandring på Christianshavn. Vi var ikke så mange, og vejret var trist, men vi fik en dejlig tur med gode historier og lidt godt til ganen i form af italienske specialiteter, serveret med Franks gode sans for detaljer. Så gå ikke glip af turen "Christianshavn 2", som vi forventer løber af stablen i foråret 2007.

Så blev det juni, og vi har efterhånden en tradition for at afholde en grillfest for menigheden og vores naboer i Lindehaven. Der var stor opbakning, vejret var godt og underholdningen i top. Ivan Zimmerman og hans 2 assistenter tryllede for os, der var skattejagt for børnene, og vore 2 troubadourer, Jan Kaas og Jacob Anhøj, havde udvidet med en mand mere, nemlig Mikkel Anhøj. De sang og spillede, så det var en fornøjelse. Det var igen en rigtig god aften.

I november havde vi så vores bankospil, hvor vi var 40 fremmødte, det var flere end sidste år og en rigtig hyggelig og underholdende aften.

Til slut vil jeg takke jer alle for en stor opbakning til vores arrangementer. Håber vi ses i år 2007.

Birgitte Reiner, januar 2007