Menu

Vedtægter for Købnerkirkens baptistmenighed

  1. Menighedens opgave er at fremme det kristne fællesskab mellem menighedens medlemmer til opbyggelse af den enkeltes tro og at fremme evangeliets udbredelse til andre, herunder at udøve kristen næstekærlighed, såvel gennem selvstændigt virke som i samarbejde med Det danske Baptistsamfund, som menigheden er tilsluttet, samt i økumenisk sammenhæng.
  2. Medlemmer af menigheden er de på det givne tidspunkt i medlems-protokollen opførte personer. Tilgang til menigheden finder sted ved dåb – efter personlig bekendelse af tro på Jesus Kristus, genoptagelse, ved tilflytning fra anden baptistmenighed eller ved tilflytning fra andet kirkesamfund – under forudsætning af, at vedkommende er døbt efter personlig bekendelse af tro på Jesus Kristus. I særlige tilfælde kan medlemmer af barnedøbende kirkesamfund optages på bekendelse, dersom de har tvingende samvittighedsgrunde hertil.
    Afgang fra menigheden finder sted ved død, bortrejse til anden baptistmenighed eller et anerkendt kirkesamfund, udtrædelse eller udelukkelse.
  3. Menighedens øverste myndighed er forhandlingsmødet, hvor hvert medlem har tale- og stemmeret. Forhandlingsmødet, der ledes af forhandlingslederen, træffer beslutning om og lader ved forhandlingsmødets sekretær protokollere i forhandlingsprotokollen alle afgørelser vedrørende menighedens virke og økonomi.
    Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed blandt de fremmødte medlemmer. Hvert medlem har én stemme. Er stemmetallet lige, afstemmes på ny, men opnås da ikke flertal for forslaget, er det forkastet. Sager af særlig betydning, som f.eks. vedtægtsændringer, køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og andre forpligtelser skal vedtages på to på hinanden følgende forhandlingsmøder; for så vidt angår vedtægtsændringer dog to på hinanden følgende ordinære forhandlingsmøder.
    Den daglige ledelse af menigheden, herunder udførelse af de på forhandlingsmøderne trufne afgørelser, varetages af forstanderen og et af menigheden efter særlige regler valgt menighedsråd, der udgør menighedens styrelse.
    Sagernes forelæggelse på forhandlingsmødet foretages efter forberedende behandling i menighedsrådet.
  4. Ordinære forhandlingsmøder afholdes fem gange om året og bekendtgøres i kirkebladet og ved gudstjenester. Ekstraordinære forhandlingsmøder indvarsles mindst 8 dage forud for mødet ved en almindelig gudstjeneste.
  5. Menighedens økonomi bæres hovedsageligt ved frivillige menighedsbidrag. Menighedens regnskab føres af kassereren og fremlægges til orientering på forhandlingsmødet. Årsregnskabet, der følger kalenderåret, revideres af 2 af forhandlingsmødet valgte revisorer og forelægges til godkendelse på forhandlingsmødet i marts.
  6. Menighedens ejendele tilhører menigheden som juridisk person. Det enkelte medlem har ikke som sådan nogen ejendomsret over noget menigheden tilhørende. Som følge heraf kan det enkelte medlem ikke på nogen måde råde over menighedens ejendele, ud over hvad der følger af dets stemmeret i menighedens anliggender. Medlemmerne hæfter ikke personligt for menighedens forpligtelser, men menigheden hæfter med sine ejendele for opfyldelsen af de af menigheden som sådan stiftede forpligtelser. Tilsvarende kan der ikke i menighedens ejendele søges sikkerhed eller fyldestgørelse for medlemmers private gæld.
  7. Underskriftsberettigede på menighedens vegne over for offentlig myndighed og i alle økonomiske anliggender er menighedsrådsformand, forhandlingsleder og kasserer under ét, når forhandlingsmødet har vedtaget pågældende anliggende. Forhandlingsprotokollen – eller en af forhandlingslederen og sekretæren bekræftet udskrift af denne – danner, når forhandlingsmødet har godkendt referatet, gyldigt og fuldt juridisk bevis for det passerede, såvel over for medlemmerne indbyrdes som over for tredjemand.
  8. Ved menighedens eventuelle deling, hvorved der opstår en ny menighed tilsluttet Det danske Baptistsamfund, skal dens ejendele fordeles efter bedste skøn ved forhandling mellem begge parter. Kan overensstemmelse ikke opnås, henvises sagen til afgørelse i BaptistKirken i Danmark (herefter BiD).
  9. Dersom en del af menigheden udskiller sig fra menigheden og BiD, har den ingen lod eller del i menighedens ejendele og kan følgelig ikke gøre krav gældende af nogen som helst art.
  10. Hvis menigheden udtræder eller udskilles af BiD, træffes der efter aftale med BiDs ledelse på to på hinanden følgende forhandlingsmøder beslutning om, hvad der skal ske med menighedens ejendele og eventuelle formue, idet der ved denne afgørelse tages hensyn til modtagne tilskud til menigheden og til fremtidige missionsmuligheder.
  11. Hvis menighedens medlemstal er gået ned til 7 – om ikke før – skal der ske henvendelse til BiD’s ledelse. Derefter træffes der, på to på hinanden følgende forhandlingsmøder, beslutning om, hvorvidt menigheden skal fortsætte som selvstændig menighed eller opløses som sådan for at indgå som del af en anden baptistmenighed.
    Menighedens aktiver skal ved opløsning – uanset årsag – overføres til anden baptistmenighed eller til BiD.

Ovenstående vedtægter er vedtaget på menighedens ordinære forhandlingsmøder den 23.5.1985 og den 19.9.1985.

§ 11 er ændret ved beslutning foretaget på menighedens ordinære forhandlingsmøder den 21.5.1987 og den 17.9.1987.

§ 2 er ændret ved beslutning foretaget på menighedens ordinære forhandlingsmøder den 18.3.2001 og den 20.05.2001.

§ 7 er ændret ved beslutning foretaget på menighedens ordinære forhandlingsmøder den 19.11.2006 og den 28.1.2007.