Min livshistorie - Fortalt af Annette Lund
Jeg blev født den 7. August 1954 som nr. 2 i en børneflok på 4. Egentlig skulle jeg have været en dreng – ifølge familiens ønsker og forhåbninger – og dette fulgte mig i de første mange år i min tidlige barndom. Jeg var både meget drenget, havde gode drengevenner, og havde også et drenge-øgenavn, men det skal ikke nævnes her. Det kunne jo hænde, at det ville blive brugt imod mig, så derfor forbliver det privat! De første 6 år af mit liv boede vi på Østerbro. Men da min søster skulle i skole, flyttede vi til Amager, hvor vi flyttede sammen med min mormor og morfar. Bortset fra en afstikker til Miami i 1980'erne har jeg boet på Amager siden – mere om det senere.
Baptisme i modermælken
Mine forældre og bedsteforældre på begge sider var baptister, så på den måde har jeg fået det baptistiske ind med modermælken. Men det var nu først, da vi flyttede til Amager, vi begyndte at komme jævnligt i kirken, idet min mormor tog min søster og mig med i søndagsskolen i Købnerkirken. Senere, som 7-årig, blev jeg spejder, og det holdt jeg ved, indtil jeg i 1980 fødte vores første barn. Det var nu ikke fordi det fyldte så forfærdeligt meget i hverdagen på det tidspunkt at komme i kirken. Det var blot en naturlig del af livet, som hørte til om søndagen samt de dage, der nu var spejdermøder og -ture. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at få interesse for ungdomsforeningen, og både igennem spejderne og ungdomsforeningen har jeg fået nogle rigtig gode venner, som er mine venner den dag i dag, og som betyder rigtig meget for mig. Jeg synes, det er vigtigt at have venner omkring sig, som man har haft en fortid med, og som kender en fra barndommen.
At bruge tiden fornuftigt
Det er Annette bagerst
Da mine forældre blev skilt i 1969, begyndte jeg at blive mere aktiv i kirken – vel sagtens for at bruge tiden fornuftigt og ikke komme til at tænke for meget på alt det kedelige, der skete omkring mig. Men det skulle også vise sig at være en rigtig god idé af andre årsager. Allerede et par år efter fandt jeg min livsledsager, som det så smukt hedder, via aktiviteterne i kirken.
Efter endt realeksamen i 1971 kom jeg i lære hos Sadolin & Holmblad, hvor jeg fik en kontoruddannelse. Jeg var hos S & H indtil 1978, hvor jeg fik job som korrespondent/sekretær på BP Kemi, indtil jeg fødte vores første søn, Carsten. Siden har jeg gået hjemme, og det var i virkeligheden det, det hele handlede om for mig, at blive hjemmegående husmor og passe hus, mand og børn. Det har jeg ønsket mig siden mine meget unge år, og derfor har jeg på 29. år stadig mit drømmejob.
De unge år
Jeg begyndte at komme sammen med Niels-Erik i slutningen af 1970. I vores unge år var vi en flok på 8-10 fra ungdomsforeningen, der var sammen flere gange om ugen enten i kirken eller på skift hos hinanden. Det var også på den tid, jeg begyndte at komme fast til gudstjeneste om søndagen, fordi alle vi unge aftalte at mødes. Det havde jeg ikke været vant til tidligere, da mine forældre ikke sådan gik fast i kirke, men kun kom til særlige anledninger og i forbindelse med spejderne, da min mor var spejderfører i mange år. Nu blev det en hyggelig og dejlig vane at komme i kirke søndag formiddag. Tit aftalte hele ungdomsflokken et eller andet efter gudstjenesten, som vi skulle mødes til igen senere på eftermiddagen eller om aftenen. Det er en tid, jeg tænker tilbage på som meget positiv og dejlig, og som har givet os en masse fælles oplevelser både i Købnerkirken og rundt omkring i hele landet, når der var førerstævner og korpslejre med spejderne, ungdomsårsmøder osv. osv. Det har helt sikkert også været med til, at jeg senere fik lyst til at involvere mig mere i ansvaret for både spejdere, ungdomsforening, kor m.m.
TUK
Marianne i spejderuniform 1961
I mange år var jeg aktiv i TUK, hvilket stod for Tværkirkeligt Ungdoms Kor, og gennem dette kor fik jeg fantastisk mange dejlige oplevelser, som har været helt uvurderlige for mig og stadig er det. Koret blev meget brugt i hele landet og var også på turnéer i Sverige og Norge, hvilket dengang var noget helt fantastisk for os alle sammen. Jeg fortsatte i koret også efter vi fik vores første søn, Carsten. Han var med i liften og blev nærmest korets maskot, både når vi havde korøvelser, og når vi var rundt i landet til alle mulige arrangementer. Det var trist, da TUK i 1981 måtte stoppe sine aktiviteter. Men alle de gode oplevelser, vi havde i koret kan ingen tage fra mig, og jeg vil huske dem resten af mit liv som en helt fantastisk tid.
Et nyt kapitel
I 1976 blev jeg gift med Niels-Erik, og vi fik to dejlige drenge, Carsten og Christian, i hhv. oktober 1980 og juni 1982. Det var et helt nyt kapitel at blive forældre. Vi var jo en god flok jævnaldrende, så der gik næsten inflation i bryllupper og fødsler i årene 1976-1983. Det nød vi alle godt af. Ikke nok med at vi havde det rart sammen, nu fik vi også børn stort set samtidig, og børnene fik glæde af hinanden de første mange år af deres liv. Nogle af dem er såmænd stadig hinandens bedste venner, og det kan man jo kun glæde sig over.
I 1979 døde min mor. Det har indtil nu været den største sorg i mit liv, og det har i virkeligheden taget mig mange år at komme rigtigt over det. Ja, egentlig tror jeg aldrig, jeg kommer helt over det. Men heldigvis kommer man jo videre, og i den situation var jeg taknemmelig og glad for, at jeg havde TUK, kirken og mine venner der. Det betød alt for mig at kunne være sammen med nogen, som kendte både min mor og mig og hele situationen. Samtidig var det vigtigt for mig at have noget fornuftigt at tage sig til for ikke at gå helt til grunde i sorg og fortvivlelse.
En chance for livet
Nu sker det somme tider, at der kommer chancer i livet, som man ikke vil lade gå fra sig. I 1983 fik Niels-Erik en af disse. Han blev tilbudt job i Miami, hvor DFDS havde et "amerikansk eventyr", som var gået helt galt. Han blev bedt om at tage over og afvikle dette, og vi blev enige om at tage af sted alle 4 i de 10 måneder, det skulle vare. Carsten var på det tidspunkt 2 år, og Christian var 7 måneder. Det blev en fantastisk tid for os som familie, men det betød jo, at vi måtte sige farvel for en tid til Købnerkirken og vennerne herhjemme. Det var dog ikke så slemt, for vi vidste jo, at vi snart kom hjem igen. Der skulle dog gå 3½ år, før vi vendte næsen hjemad igen. Det var da også kun fordi Carsten skulle starte i skole i sommeren 1986, og vi havde besluttet, at børnene ikke skulle blive amerikanske, men skulle i skole i Danmark og have en god, dansk uddannelse. Det var en svær beslutning. Men i dag er vi helt sikre på, at den var helt rigtig, også selvom det har betydet afsavn på nogle andre punkter, fordi Niels-Erik stadig arbejder i Miami og derfor har lidt længere vej til arbejde end de fleste. Vi har på den anden side kunnet bevare kontakten til "vores andet hjem" og samtidig været så heldige at tage det bedste fra både USA og DK, og bedre kan man vel ikke ønske sig tilværelsen?
Forefaldende arbejde
Som årene gik, blev børnene jo større og mere og mere selvstændige, og jeg kunne begynde at engagere mig i ting, som ikke lige havde med hjem og børn at gøre. Det blev begyndelsen på min nu ret så aktive hverdag i Købnerkirken, hvor jeg p.t. er kasserer (på 15. år), medlem af menighedsrådet, kasserer for gospelkoret og står for det meste af administrationen i menigheden, kirkeblad, menighedens årsberetning plus "det løse" og "almindeligt forefaldende arbejde".
Jeg siger tit, at det skulle forbydes børn at flytte hjemmefra. Selvom jeg har brugt det meste af min tid sammen med dem så meget, det kunne lade sig gøre uden at ødelægge livet for dem, havde jeg det rigtig svært i starten, da først den ene og senere den næste flyttede hjemmefra. Jeg syntes, tiden var gået alt for hurtigt. Men når det er sagt, nyder jeg også min frihed og uafhængighed nu, hvor jeg stort set kan gøre, som jeg vil til hverdag og alligevel have et tæt forhold til både dem, svigerdatter og børnebørn, som der er to af i øjeblikket. Udover mine gøremål i kirken er det jo dejligt at have tid og mulighed for at være sammen med veninder, kunne dyrke motion, rejse osv., når man har lyst.
Hvad ville jeg gøre om, hvis jeg kunne ændre noget? Jeg ville være begyndt at løbe og dyrke motion noget tidligere i mit voksenliv, men ellers elsker jeg mit liv og nyder min hverdag med alt, hvad den indebærer.
Annette Lund, Juli 2009