Min livshistorie - Fortalt af Gerda Nghiem Tham
De første år
I det Herrens år 1928 kom jeg til verden på Amager Fælledvej nr. 17, 3. tv lige over for den Kgl. Mønt. Revysangerinden Liva Weel boede i nr. 15, 3. th og havde væg op til vores lejlighed, så hun klagede over mine vræl, da jeg var baby. Den 21. april 1937 flyttede vi til Amagerbrogade nr. 7, hvor jeg har boet lige siden.
Mine forældre
Mine forældre mødte hinanden i Svendborg, da de begge var fra Sydfyn. De arbejdede på hvert sit sagførerkontor. Min mor, Ester Bondo Petersen (1902-1995), var bl. a. meget dygtig til stenografi. Min far, Karl Nielsen (1901-1991), endte siden i Amagerbanken efter at have prøvet at være forstkandidatstuderende. Karl havde afsluttet en præliminæreksamen med de højeste karakterer (svarende til 10. klasse højt niveau). Hans far havde ikke råd til at lade ham studere.
Far blev Danmarks ældste student
I banken avancerede Karl fra assistent til fuldmægtig til prokurist i Amagerbankens hovedsæde og til bankbestyrer på Islands Brygge - i alt 44 år. Ved siden af administrerede han ejendommene Syven og Nymølle + andre ejendomme. Derudover var han i Missionskommiteen i Baptistsamfundet i godt 22 år og kasserer for Verdenskongressen i København i 1947. Han var i Menighedsrådet i moderkirken, Kristuskirken i København, i mange år.
Efter sin pensionering i 1968 brugte han 6 år på at savne sit arbejde, og via Folkeuniversitetet opfyldte han omsider sin inderste lyst at studere. Men først i 1982 meldte han sig på Frederiksberg Studenterkursus. Der tog han så studentereksamen i 1984 som 82 årig. Så han står stadig (2006) i Guiness Rekordbog som Danmarks ældste student. Siden nåede han at gå på Københavns Universitet, hvor han læste sociologi og geografi. Sideløbende var Karl også meget aktiv i diverse foreninger, herunder især partiet Venstre, hvor han opnåede at blive æresmedlem.
Gud hjalp mor med sovsen
Ester arvede desværre et svagt helbred fra sin far. Ikke desto mindre var hun et utroligt dygtigt menneske på alle en husmors pligter såsom alle former for håndarbejde, syltning, madlavning, børneopdragelse med meget mere. Eftersom Karl arbejdede hårdt og længe - også ud over normal arbejdstid - hele sit liv, så var det hendes opgave at holde sammen på familien og at give ham frihed til hans mange opgaver. For at dette skulle lykkes, levede Ester fra hun var helt lille Gud så nær, så hun blev et meget stærkt bønsmenneske og vidnesbyrd - ikke mindst for sin familie. Begge hendes forældre havde rødder blandt de første baptister på Sydfyn. Karl derimod vidste ikke, hvad en baptist var for noget. De blev gift i 1925, men først i 1939 ramte Guds kald Karl under morgenbarberingen.
Paulus’ Andet Brev til Korinterne, kap. 6, vers 2: I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!
Denne åbenbaring blev årsag til, at Karl ville døbes. Det blev han d. 19. november 1939.
Dette var blot et af Guds undere og bønhørelser af min mors bønner, suk og tårer gennem de mange år, og som varede hele livet. Hendes bønner og omsorg omfattede ikke bare min storebror, Svend Bondo Nielsen (f. 1927), og mig men også resten af familien og andre med livets prøvelser som sygdomme, eksaminer og vigtige beslutninger. Ja, mor lagde alt i Guds hænder helt ned til, at sovsen blev god nok til vores gæster. Derfor er hun stadig et levende eksempel for min bror og mig. Lige til sin død var hun aktiv - trods hun de sidste år var næsten blind - med at hækle eller strikke utallige store og små tæpper + små trøjer til Rwanda og Burundi eller til Mother Theresa i Calcutta.
Dårlige liv
Ifølge Sygekassen, som i gamle dage var en slags privat forsikringskasse, var begge mine forældre dårlige liv, der lige fra deres unge år ikke kunne få optagelse. Derfor var jeg heller ikke synderlig fysisk stærk, hvad der bevirkede, at jeg alt for tidligt måtte forlade skolen. Det var jeg meget ked af. Som 14 årig måtte jeg så finde på noget andet, og det blev dag- og aftenskole + i husmoderlære hos min mor. Desuden havde jeg musikken, idet flytningen til Amagerbrogade gav mere plads, så der kunne stå et instrument. Min første lærer blev Ragnhild Holm, der tilhørte Købnerkirken. Siden flyttede hun til Tølløse Højskole.
Et nemt arbejde - i lære hos Herman D. Koppel
Mine forældre syntes, at jeg skulle have et nemt arbejde, så de bestemte, at jeg skulle fortsætte med at spille. Så min næste lærer var komponisten Herman D. Koppel. Næste trin blev så Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor jeg i årenes løb var igennem samtlige eksaminer i klaver som hovedfag og sang som bifag + de øvrige fag. Afslutningen på det hed dengang Store Eksamen. Men da jeg fik den, hed den både det + Diplomeksamen. Det endte med højeste karakter, som gav adgang til Solistklassen, og den sluttede med debutkoncert i Konservatoriets sal d. 11. februar 1953. Den sidste eksamen var som statsprøvet musikpædagog.
Au pair i Paris
Ad mærkelige veje kom jeg som au pair pige til Paris i sommeren 1954, hvor jeg var hos en velhavende arkitektfamilie i 3½ måned for at lære sproget og passe den syvårige søn. Fra 1. september 1954 havde jeg fået lov at bo 1 år på Det Danske Hus i Studenterbyen i Paris. Vi var to pianister, der boede dør om dør og gik hos den samme professor Vlado Perlemutter. På Det Internationale Hus, der var samlingssted, spiste man sine måltider bortset fra morgenmaden. På den måde traf jeg vietnameseren Nghiem Tham, som jeg blev gift med efter to års forlovelse.
Søndagsskolemarch
Min første oplevelse med menigheden på Amager var en søndagsskolemarch fra Nørrebro gennem byen ud til Salemskapellet, der var forgængeren til Købnerkirken. Det skete engang i midten af 30’erne og var en stor oplevelse. Næste gang var ved Købnerkirkens indvielse d. 27. oktober 1939, hvor kirken var stuvende fuld af glade mennesker, der kom langvejs fra. Senere som spejderpige var der nytårsparade + jeg sang solo et par gange.
Til vækkelsesmøde i Købnerkirken
Min egentlige kontakt med Købnerkirken skete søndag d. 14. juli 1942. Om sommeren boede vi i sommerhus i Dragør på det tidspunkt. Så hver søndag gik vi som regel i Dragør kirke. Denne søndag morgen sagde min mor: "Skal du ikke med din far i kirke i dag?" Pludselig for der en djævel i mig, så jeg svarede: "Nej, jeg vil ikke have med Gud at gøre". Da jeg hidtil havde levet meget tæt på, at Gud var min far, og at englene sad på skuldrene og holdt øje, så var dette en helt ny fornemmelse, og den var ikke rar.
J. F. Willumsen 1916
Netop denne søndag aften var det baptisternes årsmødes afslutning i Købnerkirken, så både far og mor ville gerne derind og spurgte, om jeg ikke ville med. Da jeg indvendigt havde fortrudt formiddagens sætning, sagde jeg: "Jo, det vil jeg da godt". Så vi cyklede af sted og kom til at få en plads på 3.-sidste bænk på venstre side. Der var fyldt med mennesker - også oppe på pulpituret. Bredahl Petersen var kirkens forstander, og foruden var der 4 andre præster, unge præster, som skulle tale. Hver især gav de det bedste de kunne fra Guds ord; og alle ordene ramte mig så tårerne trillede hele tiden. Til sidst samlede Bredahl Petersen det i skriftordet, Lukas kap. 11, vers 23: Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.
Da jeg i forvejen var så flov over mine tårer, tænkte jeg, du får aldrig kræfter til at kæmpe mod Gud, så du kan lige så godt give op med det samme. Så jeg rakte hånden op, og det var der også mange andre, der gjorde, da kaldet lød til at gøre det. Derfor var vi mange på knæ efter gudstjenesten med en præst eller person at bede sammen med.
Det var en glad familie, der cyklede hjem den aften. Siden blev jeg døbt d. 18. oktober 1942 i Kristuskirken sammen med 5 andre. Det er så blevet en glad vandring med Jesus og alle de undere, som jeg ikke kan remse op eller tælle. Senere var jeg af og til i Købnerkirken ved fællesgudstjenester og som støtte for børnekoret. Men nr. 2 kaldelse til at tjene ved orglet i kirken kom i december 1974. Købnerkirkens organist, Einar Torstensson, ønskede af flere årsager at holde op, så den daværende præst, Børge Berntsen, kom og spurgte, om jeg ville fylde pladsen i stedet. Efter betænkningstid begyndte jeg min tjeneste som organist i Købnerkirken i januar 1975.
Den største glæde
Jeg kan ikke nøjes med én men må have to.
Foto: Dan-Tuyet Tham
Den første store glæde er, at jeg aldrig når til bunden eller kan fatte højden og dybden, bredden og længden af Guds nåde, miskundhed, undere og ledelse gennem hele mit liv, at han stadig holder ud med mig, selv om jeg må sige som Paulus i Paulus’ brev til Romerne 7, vers 19: Thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.
At Jesus har båret det hele på korset i mit sted og fjernet det så langt som Østen er fra Vesten.
Det næste, der gør mig rigtig glad, er Guds forunderlige natur, farverne, lyset og fantasien i al hans skabning i alle former af natur og mennesker, og at han ydermere har givet mennesker mulighed for at bruge de evner, de hver især har.
... og den største sorg?
At den onde har så stor magt, så han kan ødelægge livet for nationer ved krige og familier ved minikrige og for det enkelte menneske, som bliver lokket til at gøre noget skadeligt for sig selv eller andre.
Skulle jeg leve livet forfra
Nej, jeg har ikke fantasi til at lave om på det liv, der nu er levet. At musikken så ikke blev så let en vej, som mine forældre havde tænkt sig, gør ikke noget, for det jeg ønskede, nemlig at blive grønthandler eller sygeplejerske, det havde jeg nok ikke magtet. Desuden er livet for hver eneste person en skoling til det liv, Jesus har forberedt for alle dem, der tror på ham og tager imod ham.
Gerda Nghiem Tham
Maj 2006