Min livshistorie - Fortalt af Grete Osbæck
Rødder
Jeg blev født den 25. marts 1929 på Lergravsvej 25, 4. på Amager.
Mine forældre var Rosa Jacobsen (1899 – 1986) og Axel Osbæck (1891 – 1979). De var begge født og opvokset på Amager, min far på Christianshavn, min mor i Sundby.
Min mormor, Anna Andersen (1875 – 1938), og min morfar, Jens Christian Jacobsen (1870 – 1925), var også begge fra Amager.
Min farmor, Ingrid Stina Johansdotter (1844 – 1932), og min farfar, Johan Alfred Osbeck (1842 – 1916), kom fra Småland. De mødte hinanden i Danmark. Johan var smed og var udlært hos sin far, som også var smed, ligesom hans far og farfar og videre tilbage i slægten. Johan lærte ikke at læse, før han blev voksen. Hans far, Anders Gabriel Osbeck (1818 – 1886), syntes, at der var mere brug for ham i smedjen. Derfor var det kun Johans søskende, der kom i skole. Senere, da hans egne børn kom i skole, lærte de ham at læse. Johan var ivrig socialist, så de brugte avisen "Socialdemokraten" som lærebog. Det gav ekstra motivation, så de fik hurtigt lært ham at læse og skrive. Ingrid Stina havde været ansat som tjenestepige og havde hurtigt tilegnet sig det danske sprog, men Johan lærte det aldrig.
To værelser med opredning
Da mine forældre blev gift i 1928, var min far enkemand og havde 6 børn fra sit tidligere ægteskab. Far arbejdede som smed på B&W, og senere blev han fællestillidsmand dér. Han var ivrig fagforeningsmand og socialdemokrat til fingerspidserne. Min mor gik derhjemme og passede os 8 børn. Jeg fik nemlig en lillesøster allerede, da jeg var 16 måneder gammel. Min ældste bror var soldat og var derfor ikke så ofte hjemme. Vores lejlighed bestod af to værelser, køkken og et lille toilet. Mor kedede sig aldrig, især ikke når alle vi børn skulle i seng om aftenen, hvor der skulle redes senge alle steder, selv i køkkenet.
Far, mor og Jesus
Grete er nummer tre fra venstre
Min barndom var fuld af kærlighed og varme. Vi søskende holdt utroligt meget af hinanden, og vi elskede at være sammen. Vi mærkede aldrig, at vi var fra 2 ægteskaber.
Senere flyttede vi til en større lejlighed, og da jeg var 7 år, købte mine forældre et hus på Vejlands Allé og en købmandsforretning på Følfodvej.
Mine forældre og søskende var alle baptister og døbt i Salemskapellet, som var baptisternes mødesal og lå i Islandsgade, der i dag hedder Lærdalsgade. Bibellæsning og bøn var noget, der hørte med i hele vores opvækst.
Der var meget musik og sang i mit hjem. Vi spillede alle på mindst ét instrument, og alle spillede orgel og senere klaver. Vi holdt meget af de gamle hosiannasange og de sange, som strengekoret sang dengang. Den eneste, som ikke deltog, var min mor. Hun bare lyttede eller sang med i baggrunden, alt imens hun stoppede strømper eller strikkede. Jeg gik til klaverundervisning hos Ragnhild Holm. Hun var en streng lærer, og jeg var direkte bange for hende.
Min far var en levende og god fortæller. Han fortalte om slægtens historie på godt og ondt; og da jeg allerede som barn var meget historieinteresseret, dukkede der snart en lille slægtsforsker op i mig. Senere blev det min helt store interesse.
Min mor fortalte om Jesus og bad aftenbøn med min lillesøster og mig. Det var hende, der var den bedste, når det var de åndelige værdier, det handlede om. Hun talte med Gud om alt og var altid sikker på Hans hjælp under alle forhold. Jeg gik i småbørnsklassen, som det hed dengang, i Salemskapellet og senere i søndagsskole i Købnerkirken. Da jeg var 8 år, blev jeg lærke og senere spejder. Det fyldte meget i min barndom og ungdom og var med til at give mig en masse dejlige oplevelser og en masse gode venner og har i den grad beriget mit liv.
Den 25. april 1943 blev jeg døbt i Købnerkirken af Pastor Bredahl Petersen. Siden da har jeg tilhørt Købnerkirken, som jeg altid har følt var mit andet hjem.
At lægge bånd på sine følelser uden at miste sig selv
Efter endt skolegang var jeg blevet 17 år og skulle i gang med en uddannelse. Siden jeg var barn, havde jeg ønsket mig at blive sygeplejerske.
Først var jeg et halvt år på Ubberup Sygeplejehøjskole, som ligger ved Kalundborg. Det var en dejlig tid med mange gode oplevelser, men også en modningstid. Jeg kom jo nærmest lige fra skolen og fra et meget beskyttet og kærligt miljø og havde nu ikke mine forældre lige i nærheden i det daglige.
Jeg var endnu meget ung, da jeg var færdig på Ubberup. Mine forældre talte derfor med William Petersen om at tage mig ind som elev i et års tid, til jeg var gammel nok til at begynde på den egentlige uddannelse. William Petersen var læge og havde et lille privathospital i Hellerup, hvor han havde indlagte barselskvinder og medicinske patienter. Her kom jeg så til at arbejde i ca. et år. William Petersen var et fantastisk menneske, en meget dygtig og omsorgsfuld læge, der altid havde tid til at lytte til den enkelte. Han var baptist og tilhørte Kristuskirken på Nørrebro i København.
I det år, jeg var elev der, lærte jeg virkelig, hvad omsorg er, og hvor meget det betyder for alle mennesker uanset social status. Her var nemlig mange meget velhavende mennesker indlagt. Jeg var med til at bringe mange børn til verden. Jeg oplevede, at meget syge mennesker blev raske, selv om ingen havde troet det. Men jeg oplevede også, at døden ikke kun kom hos ældre mennesker, men også hos meget unge, og det var meget svært for mig, især i begyndelsen.
Her fik jeg lært at lægge bånd på mine følelser, når det var nødvendigt, uden dog at miste noget af mig selv. Hvis ikke jeg havde lært det dengang, var jeg aldrig blevet sygeplejerske.
I lære som sygeplejerske
I 1949 begyndte jeg som sygeplejeelev på Frederiksberg Hospital. Det var en stor dag for mig, og jeg havde glædet mig utroligt meget til at begynde på min uddannelse. Da jeg var blevet installeret på mit værelse, blev jeg indbudt til at mødes med nogle gamle elever, der var baptister og ville byde mig velkommen. Med ved velkomsten var også Ragnhild Andersen, der havde været missionær i Afrika, og som viste sig at skulle være min sygeplejelærer i nogle af fagene på sygeplejeskolen. Hun kom til at betyde meget for mig og blev også mit store ideal. Efter min afsluttende eksamen i 1953 gik der endnu et år med uddannelse på operationsstue og uddannelse i den primære sundhedssektor.
Efterhånden glædede jeg mig meget til nye udfordringer. Jeg søgte flere spændende jobs på én gang, og besluttede mig til at tage det første, der kom. Det blev en afløserstilling i Dansk Røde Kors i sundhedstjenesten i Slesvig-Holsten. Stillingen var på et år. Det passede mig vældig godt. Jeg havde en uges tid til at få mig et kørekort. Jeg nåede det lige.
I dette job var der masser af udfordringer: Patienter i hjemmene skulle passes. Spædbørn og skolebørn skulle tilses og vejes. Samtidig skulle jeg deltage i de kulturelle ting, der foregik blandt de dansksindede sydslesvigere. Der var på det tidspunkt mange sociale problemer for de danske, som levede her i grænselandet. Det var ikke de bedst lønnede stillinger folk fik, hvis de var medlemmer af den danske forening, og når deres børn gik i de danske privatskoler.
Mange af de fritidsaktiviteter, der havde været for børn og unge, havde været forbudt under krigen og var ikke kommet i gang igen. En dag fik jeg så et godt tilbud. Det handlede om at starte danske spejderkredse op. Vi havde ingen penge, ingen lokaler og ingen uniformer. Men der var mange udfordringer og mange børn, som gerne ville være spejdere. Så vi samlede en gruppe mødre, bedstemødre og andet godtfolk, og så gik vi i gang. Vi holdt møderne på de danske skoler. Uniformerne skulle være blå med gule tørklæder, men vi måtte selv skaffe stoffet og selv sy uniformerne. Det var en spændende og travl tid, men det lykkedes. Jeg kan blive helt bevæget, når jeg ser billeder fra Sydslesvig og ser alle de blå uniformer. Det var en dejlig tid med mange dejlige oplevelser i det sydslesvigske, men min ansættelse var ved at løbe ud.
Jeg skulle i gang med at finde mig et nyt job. Jeg søgte to stillinger på én gang. Den ene var på det amerikanske hospital i Paris. Den anden var på et eller andet sygehus i Grønland.
Et eller andet sygehus i Grønland
Det første tilbud kom fra Den kongelige grønlandske Handel, som det hed dengang. Det sagde jeg straks ja tak til. Skibet Umanak, som jeg skulle sejle med, sejlede allerede 2 dage efter, jeg var kommet tilbage til København. Så det var om at få pakket i en fart og så af sted en af de første dage i maj 1955. Jeg skulle arbejde i Godhavn (Qeqertarsuaq) på Diskoøen i Nordgrønland.
Jeg kendte ikke noget til forholdene i Grønland. Jeg vidste kun, at det var et lille sygehus med kun én sygeplejerske og én læge.
Sejlturen til Godhavn skulle tage 8 dage. Vi havde en fantastisk tur med roligt vejr. Vi nød alle turen i fulde drag, men da vi nærmede os Kap Farvel, begyndte vi at få problemer med isen. Der var megen pakis, og da vi nåede op i nærheden af den grønlandske kyst, kunne skibet kun sejle meget langsomt. Flere gange lå vi fast i isen, og da vi nåede til Christianshåb (Qasigiannguit), lå vi helt fast. Den last, vi havde med til denne by, måtte losses fra skibet og ned på isen og køres ind til byen på hundeslæder. Nogle af os unge passagerer kørte med, og jeg oplevede naturens skønhed og storhed, men også vores afhængighed af naturens luner. Grønlænderne havde levet med det i århundreder som en naturlig del af deres liv.
Om bord på skibet havde jeg mødt Villy, som senere skulle blive min mand. Han skulle nu sejle med en mindre båd til sit bestemmelsessted. Jeg skulle vente, til skibet kunne komme ud af isen og videre til Godhavn, via Egedesminde (Aasiaat). Men jeg nød livet i fulde drag. Efter en uges forsinkelse kom vi ud af isen og nåede Godhavn. Turen havde da varet en måned.
Godhavn er og bliver for mig det dejligste sted på jorden. Vi sejlede ind til Godhavn i små både, da der stadig var meget is. Der stod mange grønlændere på kajen for at byde mig velkommen. De havde ikke haft nogen sygeplejerske i et stykke tid, så de havde glædet sig til min ankomst, men var også spændt på at se giraffen. Også lægen var der med én af sygehusets hundeslæder. Vi kørte direkte til sygehuset. Lægen var kommet til Godhavn på grund af en mæslingeepidemi og var nærmest blevet tvunget til at blive vinteren over. Isen havde lagt sig tidligt, så det var ikke muligt at få en ny læge fra Danmark. Lægen havde ikke kunnet klare mørketiden og var blevet psykisk syg, så hun længtes meget efter at komme hjem til Danmark.
Et sygehus uegnet til menneskebolig
Sygehuset i Godhavn var for længst kasseret som menneskebolig, men det kunne godt bruges til sygehus. Der var ikke indlagt vand og intet afløb for det brugte vand. Der var netop etableret strøm i kirken og på sygehuset som de eneste steder i byen. Men det var ikke altid, det virkede. Så kom petroleumslamperne i brug.
Der var meget, der skulle ordnes i starten. Instrumenter til småoperationer skulle pakkes og steriliseres, så det var klar, til den nye læge skulle komme.
Jeg havde fra starten en grønlænder, som var tolk for mig. Men de grønlandske elever og hjælpere på sygehuset begyndte fra den første dag at lære mig det grønlandske sprog, og ikke mindst at synge de grønlandske sange og salmer.
Den nye læge kom endelig fra Danmark. Han var meget dygtig og samtidig meget praktisk. Desværre måtte vi sende vores gode tolk og jordemoder til Godthåb (Nuuk), da hun blev alvorligt syg. Vi havde så ingen anden jordemoder end mig. Det gik for det meste hurtigt og nemt, og de få gange, der var problemer, klarede lægen det på vores lille, meget primitive operationsstue.
Vi lavede selv den medicin, vi skulle bruge. Vi kunne ikke lave tabletter, så smertestillende medicin m.m. fik patienterne i pulver.
Godhavn var en by med en utrolig smuk natur. Om sommeren var der midnatssol. Alt havde de smukkeste blå og røde farver. Det myldrede med blomster i alle mulige farver.
Efterhånden var det lyst hele døgnet. Det var svært at sove, for det var som om, der ikke faldt ro over folk. Børnene legede ude, selv om det faktisk var nat. Folk sov, når de blev trætte, og spiste, når de blev sultne. Tiden gik ligesom ud i ét.
Modsat var det så i mørketiden, hvor det vigtigste at huske, når man skulle udenfor, var lommelygten. Men også mørketiden var dejlig. Vi hyggede os med hinanden og kom meget hos de danskere, som var ansat i de forskellige jobs.
Den 11. januar så vi solen igen. Den første dag var det kun i to minutter. Men allerede næste dag var det 20 minutter. Det var så stemningsfuldt og betagende. Vi var gået op på et af fjeldene for at opleve dette skue, hvor himmelen pludselig blev som rødglødende af sollyset. Pludselig var det så forbi igen. Men lyset tog hurtigt til i den følgende tid.
Vi skulle foruden patienterne i hjemmene også tilse de mennesker, som boede på vores fire udsteder (bygder). Derfor var både lægen og jeg ofte alene tilbage på sygehuset.
Vi måtte så klare alt så godt, vi kunne. Der var ingen tandlæge, så flere gange måtte en af os trække tænder ud. Den første gang jeg skulle gøre det, havde jeg givet smertestillende medicin til patienten to gange. Den tredje gang kom patienten og sagde "nu skal du trække tanden ud". Jeg var heldig – det gik godt. Grønlænderne var utroligt tillidsfulde over for både lægen og mig.
Manden til venstre er Eivin
Pigerne, som arbejdede på sygehuset, var noget helt for sig selv. De var søde og omgængelige. Men at få dem til at arbejde efter en tidsplan var noget besværligt. De kom, når de vågnede om morgenen, og ofte blev de på sygehuset og hyggede sig med patienterne, efter de havde fået fri. Men hvis jeg sagde, at det var vigtigt, at de mødte kl. syv næste morgen, fordi vi skulle operere, så kom de altid i god tid om morgenen, ofte en hel time før.
Kort tid efter jeg var kommet til Godhavn, begyndte grønlænderne at lære mig at synge de grønlandske julesalmer. Jeg skulle kunne dem alle på grønlandsk, for i december sang de julesalmer hver dag. Jeg nåede at lære dem alle sammen, inden det blev december. De begyndte også med det samme at lære mig det grønlandske sprog efter naturmetoden. Det var ikke blot en time dagligt, men hele dagen.
I Godhavn var der en varm kilde. Vandet i kilden var fire grader varmt hele året. Vandet var derfor rent, når det blev hentet. Men når det nåede til sygehuset, hvortil det for det meste blev kørt på hundeslæder, var det ikke rent mere. Derfor måtte alt vand koges. Vi havde to mænd, som var ansat til at køre vand fra kilden til sygehuset. De kørte frem og tilbage hele dagen. I gangen, som også var venteværelse for patienterne, stod der tønder til opbevaring af vand. Men hvis de to vandkørere imidlertid hørte, at der var sæler at se, så glemte de alt om vand til sygehuset og gik på fangst. Så kunne patienterne ikke blive vasket, og vi kunne ikke koge kartofler osv., før de kom tilbage igen.
Sygehuset havde 28 hunde og nogle slæder. Grønlænderne kunne bedst styre deres egne hunde, men når lægen eller jeg skulle køres, var det altid med sygehusets hundespand.
Alt patienttøj, sengetøj m.m. blev vasket i køkkenet. Der var to damer, der stod bøjet over hver sin balje og skrubbede tøjet rent. Senere, da strømmen blev mere pålidelig, fik vi vaskemaskiner, og vaskeriet blev lige så stort som sygehuset. Men det var svært at få grønlænderne til at bruge vaskemaskinerne. Maskinerne larmede, og grønlænderne, som var blevet ansat i vaskeriet, var sikre på, at der var krividokker (ånder) i vaskeriet.
Da vi lige havde fået lagt strøm ind på sygehuset, svigtede lyset meget ofte, og vi måtte ty til petroleumslamperne. Vi havde en speciel lampe, som vi brugte ved operationerne. Den havde en tidligere læge opfundet. Der var et spejl bag lampeglasset, og den gav et helt fantastisk lys.
Is og kærlighed
Vi havde fire små udsteder eller bygder, som vi skulle besøge. Min første tur med Lægebåden Holk, som var udlånt af Arktisk Station, gik til Nibisat. Det var en loranstation, hvor Villy arbejdede. Vi havde, som sagt, været med samme båd fra Danmark. Han kom ned til båden for at hente mig, og vi fik snakket en hel del. Senere brækkede han sit ben og måtte til Godhavn. Så lagde isen til, og han kunne ikke komme tilbage igen. Allerede kort tid efter begyndte vi at tale om bryllup, som skulle være i Godhavn Kirke.
Papirerne, som vi skulle bruge i den anledning, skulle telegraferes fra Danmark til Godthåb og videre til Godhavn. Det var meget besværligt. Men det var den eneste mulighed. Vi havde jo ikke telefoner og heller ikke noget postvæsen. Når vi engang imellem fik breve hjemmefra, kom de med fly og blev smidt ned med faldskærme. Endelig var vores papirer i orden - troede vi. Da den grønlandske præst så, at jeg var baptist og derfor ikke tilhørte Folkekirken, som Villy gjorde, ville han kun vie os, hvis jeg ville skrive under på, at vores eventuelle børn skulle opdrages i Folkekirkens tro, og det betød også barnedåb. Det ville jeg selvfølgelig ikke. Konklusionen blev, at præsten nægtede at vie os. Men den 20. oktober 1956 blev vi borgerlig viet i Egedesminde. Det er nu 50 år siden.
Da vores første søn blev født den 29. december 1956, skulle han så indskrives i den grønlandske kirkebog. Det gik ikke stille for sig. "Tænk", sagde præsten, "at det skulle overgå mig, at et barn født på Grønland bliver nægtet sin dåb, det er aldrig sket på Grønland før." Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men Holger blev dog indskrevet i kirkebogen.
Den 10. juni 1957 skulle vi så tilbage til Danmark. Vi skulle sejle med en kystbåd til Godthåb, og derfra videre med Disko. Vi var ca. 100 passagerer.
Omkring Kap Farvel blev det et forrygende stormvejr. I tre døgn lå vi nærmest underdrejet, og lasten i skibet forskubbede sig. Vores lille søn var 6 måneder gammel, så det var meget vanskeligt for os at passe på ham. Men det gik. Vi kunne ikke komme ud af vores kahyt på grund af det hårde vejr. Men da stormen stilnede lidt af, fik kaptajnen vendt skibet, så lasten kom på plads igen. Vi havde hårdt vejr på resten af turen, men ikke værre end at vi kunne komme op i salonen og spise, og jeg kunne vaske børnetøj og hænge det til tørre på det øverste dæk.
Omsider nåede vi helskindede til Danmark. Det havde været en dejlig tid.
Tilbage på Amager
Vi flyttede tilbage til Amager igen. Jeg fik et job på Børneplejestationen, som det hed dengang. Det var kun om lørdagen, og jeg havde min lille søn med. Allerede halvandet år efter Holger blev Michael født.
Børnene var ret små, da jeg igen fik lyst til at arbejde. Jeg ville gerne på operationsafdelingen, men det kunne ikke rigtigt forenes med at have de to små drenge.
Så fik jeg arbejde som hjemmesygeplejerske i Tårnby Kommune. Men kommunen ville kun antage mig, hvis vi havde en barnepige ansat. Det fik vi så. Jeg var kun ude til kl. 13 og havde derefter telefontid hjemme, så børnene og jeg fik god tid sammen.
Da børnene blev lidt større tog jeg orlov, og uddannede mig til sygeplejelærer og ledende sygeplejerske. Jeg fik en stilling i Københavns Kommune som leder i hjemmeplejen m.m. og brugte også min sygeplejelæreruddannelse til at undervise i socialmedicin. I denne stilling blev jeg, til jeg som 62-årig gik på efterløn.
Båd og børnebørn
Allerede mens børnene var små, købte vi båd. Vi sejlede i det meste af vores fritid og i alle ferier. Nu har vores yngste søn, Michael, overtaget båden. Det er dejligt at se Michael og Gitte have lige så mange dejlige timer med båden, som vi har haft. Vi har sejlet meget på den svenske kyst, hvor jeg har kunnet lede efter mine aner. Vores sejlerliv har betydet meget for vores familie. I båden og i de forskellige havne, ikke mindst i Kastrup Lystbådehavn, havde vi tid til hinanden. Børnene fik optimistjoller på deres seksårs fødselsdag, og de har begge haft et dejligt friluftsliv her.
Jeg synes, jeg har haft et rigt og dejligt liv. Min familie har altid haft stor betydning for mig. Den har været det vigtigste i mit liv. Villy og jeg kan i år fejre vores guldbryllup og glæde os over vore to dejlige sønner og vores lige så dejlige svigerdøtre. Vores børnebørn er ved at være voksne. Sune og Troels er 16, og Kristian er 22 år. Vi glæder os over, at de er målrettede og dygtige alle tre.
Købnerkirken, mit andet hjem
Købnerkirken har altid været mit andet hjem. Mange i menigheden har jeg kendt, fra jeg var barn eller ung. Min ungdomstid i menigheden var rig på oplevelser og fællesskab. I mange år sang og spillede jeg i strengekoret, senere musikkoret, og familiekoret. Jeg har været i menighedsrådet, været spejderfører, og jeg har deltaget i menighedens arbejde efter bedste evne.
For tre år siden blev jeg meget syg. Her oplevede jeg, at mine venner i menigheden bad for mig. Det, der skete, var et under. Pludselig, efter at jeg intet havde kunnet gøre selv, ikke havde været bevidst om, hvad der skete og ikke kunne kende min egen familie, var det som om, sygdommen forlod mig, og alt blev klart igen. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var Gud, der greb ind. Jeg er dybt taknemmelig for de mennesker, der bad for mig igennem lang tid.
Jeg er nu 77 år, menigheden er stadig mit andet hjem, og jeg nyder hver eneste gang, jeg kan være med i Købnerkirken.
Selvfølgelig har jeg dummet mig
Jeg tænker på, om der er noget i mit liv jeg ville have gjort anderledes. Det er der ikke. Jeg ville have valgt den samme uddannelse. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre familie end den, jeg har. Selvfølgelig har jeg dummet mig mange gange og sagt og gjort meget, som jeg har fortrudt. Men sådan er det jo nok mere eller mindre for alle mennesker.
En fordel at blive gammel
Jeg føler stadig, mit liv er spændende. Jeg er ivrig i min slægtsforskning og bliver nok aldrig rigtig færdig. Internettet tager meget af min tid nu. Det er helt utroligt, hvad man kan finde der. Det har jeg meget glæde af. Men der går også meget tid med det, så jeg glæder mig meget over, at jeg kan bruge al den tid, jeg har lyst. Det er jo én af de store fordele ved at blive gammel.
Grete Osbæck
Juli 2006