Min livshistorie – fortalt af Maj-Britt Rasmussen
Jeg blev født en kold januardag i 1948 i Kgs. Lyngby. Mine forældre var meget unge, og de fik hurtigt fire piger lige efter hinanden. Jeg er nr. to i rækken.
Men mine forældres ægteskab kunne ikke holde, og de blev skilt, da jeg var fire år gammel. Der var visse omstændigheder der gjorde, at min far fik forældremyndigheden over os alle fire. Det var ellers yderst sjældent dengang først i halvtredserne. Men det kunne far alligevel ikke klare. Så mine tre søskende blev adopteret af familie og venner. Jeg flyttede med far hjem til farmor og farfar. Der var vi fem mennesker i en lille 2½-værelses lejlighed.
Jeg blev smaskforkælet af farmor og farfar. Hvis jeg ville have lakrids eller wienerbrød til morgenmad, så fik jeg da det. Behøver jeg at fortælle, at alle mine mælketænder blev hevet ud, da jeg kom i skole?
Da jeg blev 10 år, giftede far sig igen, og jeg fik en dejlig mor, en søster og bror til.
Skole - nej tak!
Det der med at gå i skole var i øvrigt ikke lige noget for mig, så jeg gik ud af skolen efter 7. klasse og blev ung pige i huset i to år. Men jeg havde altid haft en drøm om at komme på højskole, så i 1966, som 18-årig, tog jeg til Baptisternes Højskole i Tølløse. Det var et dejligt ophold, hvor jeg fik mod på at lære noget nyt, og jeg fortsatte med at uddanne mig til barneplejerske.
Bagefter var jeg så heldig, at Køberkirkens Børnehave skulle flytte fra kirkens krypt til helt nye lokaler med plads til flere børn. Derfor skulle der mere personale til, og jeg blev ansat af frk. Inga Olsen, som var leder dengang.
"Hovedbanegården" på Skipper Clements Allé
Da jeg nu havde fået et godt job, fandt jeg et lille hummer af et klubværelse på Kvintus Alle, som var tættere på børnehaven. Kvintus Alle ligger jo på Amager, så jeg begyndte at komme i Købnerkirken, hvor jeg hurtigt blev shanghajet til både spejdere og søndagsskole. Da jeg havde boet på klubværelset i et halvt års tid, fik jeg en opringning fra et af Købnerkirkens medlemmer, som havde et ledigt værelse i sit kæmpe hus på Skipper Clements Allé, jeg kunne komme og se på. Jeg nøjedes ikke med at se – jeg flyttede hurtigt ind. Det var et dejligt værelse med et lille køkken, og da der var andre logerende, som ikke havde køkken til deres værelser, blev det hurtigt sådan, at vi var 3 piger, der kokkererede sammen og delte husholdningen mellem os.
Det blev til godt fire år på Skipper Clements Alle også kaldet "Den Sekundære Hovedbanegård", fordi der altid var et rend af mennesker, som enten boede der eller besøgte nogen, der boede der. Der havde jeg mine bedste ungdomsår, trygge og rare, altid en masse andre, som man kunne have fællesskab med og altid hjælp at få, hvis det var det, man havde brug for.
En verden udenfor
På et tidspunkt, det må have været i 1972, syntes jeg, at jeg trængte til nye udfordringer. Pludselig følte jeg mig låst fast. Jeg havde godt nok mit gode værelse, Købnerkirken og arbejde; men jeg følte ikke, jeg vidste, hvad der skete i verden udenfor. Jeg havde brug for at være mig selv og at udfordre mig selv.
Jeg pakkede min kuffert og tog til Grønland. Det var spændende! Efter et år i Grønland fyldte jeg 25. Jeg arbejdede i en vuggestue, hvor lederen havde fødselsdag samme dag, som jeg. Vi planlagde en stor fest, og lederen meldte hurtigt ud, at der skulle en mand med, der hed Gunnar Dam. Nå ja, han måtte da så med, når nu hun syntes sådan. Og så skete det jo hverken værre eller bedre end, at det bare lige sagde BANG. Det var da ham, jeg skulle giftes med. Så i 1974 tog vi et smut til Kristuskirken i København og blev gift og så retur til Grønland, hvor vi tilbragte endnu et år.
På det tidspunkt ventede jeg vores søn. Derfor tog vi hjem og flyttede til Horsens, hvor vi var bondefamilie på en mindre gård med grise og høns. Det var hårdt, men endnu en udfordring. Siden fik vi en datter.
En dag i 1980 ringede telefonen. Det var Gunnars tidligere chef, som spurgte, om vi havde lyst til en tur mere til Grønland. Ja da! Så rejste vi igen til Grønland – denne gang med børn, der på det tidspunkt var tre og fire år gamle. Jeg betingede mig bare, at vi skulle hjem igen, når børnene skulle starte i skole. Men sådan blev det nu ikke. For da vores børn kom i skolealderen, syntes vi godt, de kunne tage de første år med i Grønland. Men vi trivedes alle fire så godt, og først da børnene skulle på efterskole, vendte vi tilbage.
Blod på tanden
Jeg havde jo ikke fået meget ud af min egen skolegang, så mens vi var i Grønland, tog jeg 9. og 10. klasse og HF, og jeg fik arbejde på en skole for børn med særlige behov. Det gav mig blod på tanden, så jeg startede min egen børnehave med plads til 20 børn. Det var både grønlandske børn, hvis forældre syntes, deres børn skulle lære dansk og danske børn, hvis forældre arbejdede på Grønland. Der arbejdede jeg i 4-5 år.
I 1993 tog jeg og børnene retur til Danmark, mens Gunnar blev i Grønland endnu fem år. Det var lige en hård tid. Vores børn havde nu nået den alder, hvor de ville på efterskole. De kom på Baptisternes Efterskole. For min del syntes jeg igen, der skulle ske noget, så jeg tog en pædagoguddannelse. Den blev lidt kortere end normalt, da jeg slap for praktikken. Den havde jeg ligesom allerede haft rigeligt af. Jeg blev færdig med uddannelsen et halvt år før, jeg fyldte 50. Jeg havde under uddannelsesforløbet holdt mig orienteret om, hvad der skete i Købnerkirkens Børnehave, fordi jeg på det tidspunkt var i børnehavens bestyrelse. Der var en ledig stilling, så inden jeg afsluttede min uddannelse, havde jeg faktisk fået stillingen. Det blev til 6 år i Købnerkirkens Børnehave. Men til sidst måtte jeg stoppe på grund af helbredet. Jeg lider af en kronisk muskelsygdom, der gør, at jeg ikke har mange kræfter og hurtigt bliver træt.
Hvis nogen i dag spørger mig, om der er noget, jeg ville gøre om, så er svaret nej. Jeg ville selvfølgelig gerne være helt rask, men sådan kan det ikke være. Jeg har fået to dejlige børn, som er kommet godt i vej og kan tage vare på sig selv. Jeg er stadig gift med Gunnar, og i dag har vi en dejlig lys lejlighed med to altaner på Engvej, hvor vi stortrives.
At lære hinanden at kende
Ingen går sorgløs gennem tilværelsen, og min største sorg har været, at vi fire søskende fra min fars første ægteskab ikke fik lov at vokse op sammen. Derfor er det en fantastisk berigelse, at min ene søster nu er flyttet tættere på, faktisk i samme ejendom, som Gunnar og jeg bor i. Så nu går der rigtig meget tid med, at vi lærer hinanden at kende. Selv om vi er søstre, så er der meget, vi ikke ved om hinanden.
Jeg føler mig privilegeret. Jeg synes, jeg har fået de fleste af mine drømme opfyldt. Der er dog et par stykker tilbage, som mangler at gå i opfyldelse, men det sker nu næppe. Den ene drøm er, at jeg godt ville kunne svømme rigtigt. Jeg "drukner", når jeg ved, at jeg ikke kan bunde. Den anden drøm er en tur i faldskærm. Men jeg tror, jeg tager livet af Gunnar, hvis jeg finder på det. Gunnar bryder sig absolut ikke om tanken. Så jeg klarer mig med det, jeg indtil nu har nået at udrette, og fortsætter med at leve livet og være aldeles tilfreds.
Maj-Britt Rasmussen december 2009