Min livshistorie - fortalt af Marianne Jensen
Jeg er født den 28. marts 1953 på Martinsvej på Frederiksberg. Indtil jeg var seks år, boede mine forældre og jeg på Østerbro i en lille 2-værelses lejlighed.
Begge mine forældre var handelsuddannede. Far voksede op på et lille husmandssted i Nordjylland med far, mor og en søster. Han blev udlært som kommis hos en lokal købmand.
Mor arbejdede i morfars købmandsbutik på Følfodvej på Amager, hvor hun mødte far. Det vil sige, de havde mødt hinanden i forvejen på spejderførerstævne. Pludselig fik far travlt med at komme til København og arbejde i morfars butik. Så blev de gift og fik 4 børn.
På Østerbro var mor hjemmegående med lidt hjemmearbejde, bl.a. klippede hun tråde for Amoda Lingeri. Det hjalp jeg med. Det, synes jeg, var rigtig sjovt. Far kørte med vasketøj for et af de store vaskerier, Søborg 4711. På det tidspunkt var det begyndt at blive moderne at få vasket sit tøj ude i stedet for at stå i en mørk og våd vaskekælder. Det var længe før, der var noget, der hed quickvask og møntvask.
Da jeg var 16 måneder gammel, blev jeg storesøster. Det var Annette, der kom til verden. Fem år senere kom Vibeke. Da var vi lige flyttet til Amager, hvor vi boede sammen med mine morforældre i deres hus på Vejlands Allé.
En aflægger af Hovedbanegården
Flytningen til Amager blev også min start på aktiviteterne i Købnerkirken. Pludselig var mit liv fyldt med søndagsskole, spejder og børnekor. Det var en heftig tid. Far var meget glad for biler, så vi blev kørt alle vegne. Der var jo hele 2 km til kirken, og så langt skulle Annette og jeg sandelig ikke gå selv. Der var søndagsskole, spejder og børnekor en gang om ugen. Når vi skulle til børnekor, ledet af Margot Hjelmholm, var far som sædvanlig chauffør, og inden vi nåede kirken, var vi ofte 11-12 børn i fars folkevognsboble. Det er ganske fascinerende at tænke tilbage på. Det var nok ikke gået i dag.
I 1962, da jeg var ni år, så vores lillebror, Henrik, dagens lys, og efterhånden syntes mor, pladsen blev for trang. Så da jeg var 14 år, flyttede vi til et større hus, også på Amager – og tættere på kirken. Derefter tog ”kirkelivet” rigtig fat. Jeg blev spejderfører for lærkerne, begyndte at gå til præst og blev døbt. Vores præst var Kyrø-Rasmussen, som jeg senere var heldig at få til at vie min mand og mig, selv om han (præsten altså) på det tidspunkt var flyttet til Tølløse menighed.
Vi boede i et kæmpehus på Skipper Clements Allé 1, og selv om mine bedsteforældre var flyttet med, havde vi også plads til logerende. Hos os var der altid mange mennesker. Når jeg i dag tænker tilbage, vil jeg kalde det en aflægger af Hovedbanegården; men jeg husker det, som en dejlig tid med mange gode oplevelser.
Man kan da ikke gå i skole, når man er forelsket
Da jeg blev 16 år, ville jeg ud af skolen. Jeg var forelsket i Henning, og jeg syntes ikke, man kunne gå i skole, når man var forelsket. Jeg havde kendt Henning siden jeg var otte dage gammel. Han er otte år ældre end mig og passede Annette og mig, når vores forældre gik til ægtepardans. På Østerbro boede vi i samme opgang som Henning, og vores forældre holdt kontakt med hinanden, efter vi flyttede til Amager.
Så jeg plagede far og mor om at måtte gå ud af skolen. Det var de ikke meget for, men det endte med, jeg fik en læreplads som frisør. Det var ikke en særlig sjov tid. Men jeg blev da færdig, selv om jeg aldrig kom til at arbejde som frisør. Og Henning? Ham er jeg stadig gift med.
I 1969 købte Henning og jeg en byggegrund i Ishøj. Mens vi byggede vores hus, boede vi hos vores gamle nabo på Amager. Det var faktisk også der, mine forældre startede deres bofællesskab. Vi flyttede ind i januar måned, men blev først gift i april. Uha, fy-føj, det kunne man bare ikke. I den periode var der en del af de ældre i menigheden, som ikke ville hilse på os, når vi kom i kirken. Da vi så blev gift i april måned, i en fyldt Købnerkirke, kom de selv samme mennesker og ønskede til lykke. Så var alt pludselig godt igen. Tak for det!
Tabt på gulvet
Jeg havde fået nok frisørvæsen som elev. Så, da jeg var udlært, begyndte jeg i stedet som kontorassistent i postvæsenet. Det første år arbejdede jeg som afløser, og jeg var rundt i det meste af Storkøbenhavn. Da Henning og jeg var færdige med vores byggeprojekt i Ishøj, fik jeg arbejde på posthuset i Greve. Jeg var ansat i postvæsenet i 17 år. Så skulle der ske fornyelser indenfor etaten, og alt gik pludselig så stærkt. Der var meget, der blev tabt på gulvet – også mig.
Undervejs har vi fået to børn, først en dreng og siden en pige. De har begge fået en god skolegang, og vores søn Peter er uddannet som landmand og arbejder i dag som dyrepasser i Zoologisk Have. Vores datter Berit har taget uddannelse som social- og sundhedshjælper, men arbejder i dag som trafikmedarbejder i DSB. Vi har i alt tre børnebørn, og nummer fire er på vej. Det glæder vi os selvfølgelig meget til. Det er en stor gave at blive bedsteforældre.
Hvis hun kan, så kan jeg også
Marianne titter frem mellem mor og far
Henning er uddannet typograf og blev på et tidspunkt selvstændig. Det blev til, at jeg skulle være medhjælpende hustru. Efter nogle år fik vi firmaet hjem i privaten, og vi arbejdede derfra. Men det var en uddøende branche, og da firmaet var gået konkurs tre gange, måtte der ske noget helt andet. Så sadlede vi begge to om.
Jeg blev sekretær hos en praktiserende læge, og Henning gik med aviser og gjorde rent på en skole. Sådan kørte det i ca. fem år, indtil lægen, jeg arbejdede hos, nedlagde sin praksis, og jeg måtte finde på noget andet at lave. Der skulle jo penge til. Vi havde nu to børn, villa og bil.
Vores datter, som jo var blevet social- og sundhedshjælper, gav mig modet til at prøve samme branche. Jeg havde altid haft en drøm om at blive sygeplejerske, men det kan man altså ikke, når ikke man har gjort skolen færdig. Jeg tænkte, at hvis min datter kunne, så kunne jeg også. Og social- og sundhedshjælper smager jo altid lidt af fugl.
Så blev jeg social- og sundhedshjælper, og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg arbejder i dag på et plejecenter i Greve. Jeg begyndte som aftenvagt kort efter, jeg blev færdig. I dag arbejder jeg som nattevagt. Det håber jeg, jeg kan fortsætte med, indtil jeg ikke skal arbejde mere. Det er et dejligt, givende arbejde. Man får så meget fra de ældre mennesker. De har en stor livserfaring, og man kan lære meget af dem, hvis man vil og er åben.
Henning arbejder i dag i et vikarbureau efter at have været ansat i Dansk Supermarked i ni år.
Knubs
Det er Henning med briller
Jeg synes, jeg har fået mine knubs i tilværelsen. Mine forældre blev skilt, da jeg var 16, og de døde begge to unge – mor var 49 og far 53. Jeg har altid følt, at det var mit ansvar, at mine søskende kom godt i vej samtidig med, at jeg havde mit eget liv og min egen familie at holde sammen på. I 1989 meldte jeg mig ud af kirken. Jeg var igennem en tid med en meget alvorlig depression. Jeg syntes, mit liv blev slået i stykker, og jeg var sygemeldt fra mit arbejde i lang tid. En god kollega fik mig sendt til psykolog, som fik sat det hele på plads. Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved mange ting, som jeg før havde taget som givet, og jeg fik en ny omgangskreds, som jeg dengang ikke følte gik i spænd med at komme så meget i kirken, som jeg gjorde. Det var en drøj tid, men der var åbenbart nogle ting, jeg skulle lære. Og heldigvis er det sådan, at det, man ikke dør af, bliver man klogere af.
I 2007 meldte jeg mig ind i Købnerkirken igen. Og det er jeg lykkelig for. Alle har brug for et fast tilholdssted, og mit sted er Købnerkirken. Det er ligesom, jeg er kommet hjem igen. Ting, der skulle prøves som ung, eller for hurtig voksen, er nu prøvet. Det var ikke alt sammen lige sjovt. Nu er der kommet ro på, og jeg kan igen glæde mig over livet.
Ingen går ikke gennem livet uden sorger. Dem synes jeg, jeg har haft min del af. Mine forældre døde, som sagt, alt for unge. Det var en stor sorg. Min egen datter har valgt et andet liv end det, hun er vokset op med. Det betyder, at Henning og jeg ikke har kontakt til hende og hendes familie. Det er også en meget stor sorg, som forhåbentlig finder sin løsning på et tidspunkt.
Der er noget godt til os alle
Men selv om jeg fik muligheden, tror jeg ikke, der er noget i mit liv, jeg ville gøre om. Nogle mennesker får flere knubs end andre; men der er også noget godt til os alle. Jeg er indtil videre kommet helskindet igennem, og i dag kan jeg kun prise mig lykkelig. Jeg har en dejlig familie, et dejligt arbejde og nu igen også et dejligt menighedsliv. Så der er bestemt ikke noget at klage over.
Marianne Jensen, marts 2008