Sommer
Fra "Nyt fra Købnerkirken" juni - juli 2006
Skrevet af Lars ThorndalSommeren er over os. Foråret lod vente næsten uendeligt længe på sig, og da kuldens magt endelig blev brudt, var det som om, at foråret blot var en parentes, som skulle overstås, og sommeren kom lige så pludseligt, som kulden forsvandt.
I Købnerkirken er det også indendørs som om sommeren. Det er med stor glæde og taknemmelighed, at vi ser, hvorledes menighedens nye satsning på gospel har fået vind i sejlene og bragt varme mennesker og smil indenfor. At koret er dygtigt, ja, langt dygtigere end man turde håbe, kan der ikke herske tvivl om. Vi er mange menighedsmedlemmer, som glæder os over den summen af aktivitet, der nu hersker i kirkens lokaler tirsdag efter tirsdag.
Sommeren er også tiden, hvor vi skal på udflugter. Kvindekredsen inviterer på udflugt, børnekirken inviterer på udflugt, vi skal have endnu en grill-aften i gården med tryllekunst og troubadourer. Der er sommerstævne i Mariager, og ferietiden ligger og venter lige om hjørnet. Jo, der er masser at glæde sig til og glæde sig over her i den varme tid.
Midt i al glæden og forventningen, eller måske rettere bagom alt det pragtfulde, aner vi Guds hånd og omsorg. Han har skabt den verden, som vi lever i og glæder os over. Blomsterne, træerne, fuglene, solen, månen og stjernerne. Det alt sammen, og så smukt, stort og overdådigt, at man til tider blot må læne sig tilbage og lade sig overvælde og undres. Kan det virkelig passe, at denne jord er blevet givet os som en kæmpestor have af muligheder? Muligheder for at elske, værne om hinanden, støtte hinanden og sammen glæde sig over det liv, som vi har fået.
Glæd dig i denne tid. Glæd dig med din ægtefælle, dine børn, din nabo, dine venner. Piet Hein udtrykte det således: ”Husk at leve, mens du gør det, husk at elske, mens du tør det!” Det skal også være mit råd og ønske for dig i dag. Husk at leve i nuet.
Skynd dig ud og nyd solen, varmen og al den spontane glæde, som vi hver især indeholder, og som blot venter på at blive lukket op for. Gud, vor Far, har givet dig sommeren, lyset, varmen og livet.
Brug dagen i dag, som var det din sidste. Kast dine bekymringer på Ham og glæd dig, hver eneste dag.