Lyt med hjertets ører
Fra "Nyt fra Købnerkirken" august - september 2006
Skrevet af Alice Johansen Stolt
Jeg står i sommervarmen på en bro over Themsen og nyder udsigten over London, mens jeg filosoferer lidt over tilværelsen. Oppe på Savoys terrasser forbereder tjenerne Five O’Clock Tea. En stor Rolls Royce glider forbi med tonede ruder og chauffør i uniform, kasket og hvide handsker.
Nede under broerne, i indhak, nicher, bag bolværk m.m. bor papkassefolket - Londons hjemløse, som frister en kummerlig tilværelse, mens de i al slags vejr luner sig mellem gamle papkasser. En ganske anden verden, som øjensynlig også er sat i system. Nogle driftige plattenslagere sørger for fordelingen af pladser - mod passende betaling, forstås! Ak ja, selv elendigheden kan man slå plat på.
Jeg står, som den gamle jøde i "Spillemand på en tagryg", og argumenterer lidt med Vorherre: "Var det nu for meget at be’ om lidt bedre fordeling af goderne, hva’?" og minder mig selv om, at jeg skal huske at sige tak, fordi jeg har en seng og en returbillet til et lille land, "hvor få har for meget og færre for lidt" - og så også huske at bede for dem, som er så meget mindre privilegerede. Efter en lang travetur synker jeg træt og varm ned på en bænk i den store Southwark katedral i Londons ældste del. En sød ældre kirketjener spørger, hvor jeg kommer fra. "Jamen, så skal du ha’ den røde her - dem uddeler vi nu ikke mange af", tilføjer hun og giver mig en rød folder om kirken - på dansk. Synd, at ikke mange danskere finder vej hertil, tænker jeg. Southwark Cathedral ved London Bridge er absolut et besøg værd.
Solens lys vælder ind gennem rudernes smukke glasmalerier og historiens vingesus ud af væggene. Organisten sidder og øver sig. Kirkens ældste del dateres til ca. år 1160. Blandt dens mange mindesmærker, kapeller og gravmonumenter er også Shakespeare, som ligger henslængt på sit stenleje og ser ud, som om han tænker på sit næste skuespil til sit genopbyggede teater kun nogle få hundrede meter herfra.
Jeg bladrer lidt i det lokale kirkeblad og falder over en artikel med overskriften "Det elvte bud" fra en ordinationstale til en flok nye præster. "Da Moses skulle videregive de 10 bud fra Gud, sneg han et ekstra bud ind - hans eget yndlingsbud: Du skal lytte! Enhver lærer vil fortælle dig, at selv den smarteste 10-punkts undervisningsplan er ikke støvet fra tavlekridtet værd, hvis ikke klassen er opmærksom. Således også i forholdet til Gud. Hvordan skal han komme nogen vegne med os, hvis vi ikke lytter til, hvad han vil med os. Det kræver stilhed og bøn. Vi må lytte med hjertets ører."
Jeg kom til at tænke på min gamle lærer i Sjælesorg, som påpegede, at der er noget, der hedder "Det hellige lytte-embede". Det kan vi nok alle have brug for at huske - såvel i vort forhold til Gud som til vort medmenneske.