Den første kop kaffe - og hva' så?
Fra "Nyt fra Købnerkirken" oktober - november 2006
Skrevet af Jacob AnhøjHvis Gud er din far, vil jeg gerne være hans svigersøn.
Man skal elske sin næste. Vil du være min næste?
Hej smukke, vil du med hjem og se min selvlysende bibel?
Undskyld frøken, hvis jeg fjerner splinten i Deres øje, vil De så hjælpe mig af med min bjælke?
Hørt i byen: Jeg har glemt mit telefonnummer. Kan jeg låne dit? Og senere på aftenen et andet sted i byen: Savner din far ikke en frisk svigersøn? Endelig er der min personlige favorit: Slog du dig egentlig ikke, da du faldt ned fra himlen?
Scorebemærkninger kaldes de. De tjener ét formål, at få pigen med hjem, og kan høres overalt i verden, hvor unge mennesker mødes og sød musik opstår.
I Købnerkirken bruger vi også scorebemærkninger. En af de populære af slagsen lyder sådan: Velkommen i Købnerkirken, vil du med ned og have kaffe? Ofte hører man også noget i stil med: Hvilken (baptist-)kirke kommer du fra? eller: Hvem er du i familie med?
Som i nattelivet fører scorebemærkninger i Købnerkirken ofte kun til flygtige bekendtskaber. Når jeg tænker tilbage på mine snart 25 år i Købnerkirken, må jeg med skam erkende, at var blot en brøkdel af de mennesker, jeg kun fik hilst flygtigt på, blevet hængende, havde det næppe været så let at finde plads på kirkebænkene om søndagen, som det er for tiden.
Vi har hørt det mange gange: I Købnerkirken er vi fantastisk gode til at organisere os, men knap så gode til at engagere os - i andre mennesker vel at mærke. Der findes mennesker, for hvem det ikke er noget problem at falde i snak med fremmede. Sådan én er jeg ikke. Jeg vil hellere stå på en talerstol foran 500 mennesker end skulle præsentere mig for en, jeg ikke kender. Det er vel en slags selvoptagethed. Hvad mon hun tænker om mig? Eller hvad hvis jeg allerede har hilst på ham før, men bare har glemt det? Det ville da være pinligt, ikke?
Når der kommer fremmede i kirke, kan man derfor være temmelig sikker på at finde mig ved et andet kaffebord end vedkommende, mens jeg febrilsk håber på, at Frank eller Helle eller en af jer andre, der bare kan det der med mennesker, tager over. Og hvad værre er: Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene i Købnerkirken med min fremmedfrygt.
Men det går ikke! Købnerkirken ville dø, hvis ingen var klar til at tage sig af vores gæster. Ikke at vi på nogen måde skal påtvinge andre vores fællesskab. Men vi må arbejde på at blive bedre til at vise interesse og omsorg for andre end os selv. Og I, der har den nådegave at kunne skabe kontakt, skal vide, hvor vigtige I er for fællesskabet. Lær os andre, hvordan I gør!
Efteråret i Købnerkirken er fyldt med muligheder for at træffe nye mennesker. Vi forventer at møde hundredvis af nye ansigter i kirken til foredrag, koncerter og gospelkor. Nogle af dem venter bare på at blive budt indenfor.