Menu

Har vi for travlt til at opdage, sommeren kommer?

Fra "Nyt fra Købnerkirken" juni 2007

Skrevet af Mai-Britt Rasmussen

I dag har vi større huse og mindre familier. Mere bekvemmelighed, men mindre tid.

Vi har højere uddannelse, mindre sund fornuft. Mere viden, men mindre dømmekraft.

Ler vi ikke for lidt, kører for hurtigt, bliver vrede for hurtigt, er oppe for sent, ser for meget tv, læser for lidt? Vi taler for meget, så vi ikke får tid til at lytte.

Vi har været hele vejen til Månen og tilbage igen. Men vi har svært ved at gå over gaden for at møde vore naboer!

Hvad med, om vi beder til Gud om at gøre denne sommer til noget specielt? Beder til Gud om at åbne vores øjne og ører, så vi kan høre fuglene pippe og kvidre, så vi kan se, hvor skøn Guds natur er.

Da jeg var ung og kom sent hjem (eller tidligt! ), hvor det var begyndt at lysne, kunne jeg blive noget så irriteret på fuglene, når de begyndte at kvidre, når jeg skulle til at sove. Kunne slet ikke nyde, hvor skønt det lød.

For ca. 3 år siden flyttede jeg fra et sted, hvor jeg havde boet i 10 år, og hvor jeg slet ikke kunne høre eller se fuglene. Nu bor jeg et sted, hvor jeg kan høre og se dem, lige fra de står op meget tidligt om morgenen.

Men nu er det en velsignelse at høre dem, nu gør det ikke noget, at jeg kan ligge i min seng og høre dem synge godmorgen. Det er for mig en skøn måde at starte dagen på, og det takker jeg Gud for hver dag

Som barn i søndagsskolen sang vi en sang, som lyder sådan her:

Hvem skabte blomsterne, blomsterne, blomsterne?
Hvem skabte blomsterne?
Gud i himmelen.

Hvem skabte fuglene, fuglene, fuglene?
Hvem skabte fuglene?
Gud i himmelen.

Hvem skabte dig og mig, dig og mig, dig og mig?
Hvem skabte dig og mig?
Gud i himmelen.

Vi må huske at takke Gud for alt, hvad Han har skabt, og også takke Ham for vores familier og venner. Vi må huske at fortælle dem, hvor meget vi holder af dem.

Lad os dermed nyde sommeren uden stress og jag. Rigtig god sommer.