Menu

Sandheden

Fra "Nyt fra Købnerkirken" april 2008

Skrevet af Klaus Lundberg

Han er vores bror - Han døde!
Da Han gik omkring på jorden, blev Han forfulgt.
De hånede Ham, Han insisterede på at elske.
De fordømte Ham, Han tilgav.
Vores bror var klog, vis og kærlig - vokset op i fattige kår, men dog en konge uden lige.
Han sørgede altid for os, gav mad til de sultne, hjalp de syge, beskyttede de svage, talte retfærdighedens sag for de dødsdømte - og tog sig af børnene.
Han var der altid, gav håb og hjælp i nød.
Han gjorde alting nyt.
De slog Ham ihjel, mørket magtede Ham ikke - Han, den levende Jesus Kristus, Guds søn, vor frelser.

Et lille digt, der insisterede på at blive skrevet. Ordene kom til mig en nat. Jeg vågnede - jeg sov videre, tænkte, prøvede at slippe, men Han ville ikke slippe.

Da jeg vågnede næste dag, var jeg klar over, at jeg skulle skrive digtet og dele det med andre. Få minutter efter var det skrevet, og kun nogle få ting skulle rettes. Det var en af de gange, hvor jeg følte, at Herrens Helligånd talte til mig. En af de gange hvor jeg føler, at Gud taler til mig, og hvor jeg faktisk lyttede. For er det ikke sådan, at Herrens stemme er en stille, lille stemme, der ofte overdøves af daglidagens travlhed, stress og egenrådighed?

Tit har vi vel for travlt og er for opslugt af alle de ting, vi tror er vigtige - og så? Så er det, at Han taler til os, ønsker vores hjælp, ja kræver den. Vil at vi skal hjælpe - vise kærlighed i de små ting såvel som de store.

Jesus bad os tage vores kors og følge Ham, sagde, at hvad vi gjorde for de mindste af Hans, gjorde vi også for Ham.

Så lad os i ord som handling vise vej til Ham. "Og har jeg profetisk gave og kendte alle hemmelighederne og al kundskaben, og har jeg al troen, så Sandheden! jeg kunne flytte bjerge, men ikke har kærlighed, da var jeg intet" (Paulus’ første brev til Korintherne, kapitel 13, vers 2).