Forældreløse børn i Burundi
Fra "Nyt fra Købnerkirken" juni 2008
Skrevet af Solveig og Niels Christian Nielsen, Burundi
Solveig og Niels Christian Nielsen bor i Burundi og gør et stort arbejde for forældreløse børn.
Købnerkirken støtter hjælpearbejdet.
Vi skal besøge Nyanza Lac og Nyantakara i dag. De ligger begge i Sydburundi, og vi bliver glædeligt overrasket over, at kineserne er i gang med at reparere vejen. Desværre kun de første 10 km! Derefter en gammel asfalt, som kun er tusinde huller de næste 30-40 km. Resten er udmærket. Det er en skøn tur ned langs Tanganyika-søen og med udsigt til Congo på den anden side. Vejret er klart og godt, og turen på 120 km tager ca. 3 timer.
Vi besøger alle nu 51 menigheder 2 gange om året og får en snak med alle ca. 700 børn og deres plejeforældre, så vi kan følge med i, hvordan de bruger den hjælp, som vi giver dem. I Nyanza Lac, der ligger lige ud til søen, skal vi besøge vore børn, som vi gennem børneprojektet har taget lidt under vore vingers skygge. Her er der ikke så mange børn at snakke med, 15 i alt, så det klares på ca. 1,5 time.
Fra Nyanza Lac kører vi efter en fisk og en Fanta videre op over Afrikas vandskel (Congo/Nil) med en fantastisk udsigt både på den ene og den anden side mod Nyantakara ved Tanzanias grænse, hvor de sidste 20 km plejer at tage 5 kvarter. Vi bliver igen glædeligt overrasket. De har lavet vejen, så det nu kun tager 40 minutter. Kun de sidste 3 km er totalt håbløse.
Hvert barn får ca. 450 kr. om året i 2 år. Halvdelen er til skoleudgifter, materialer, uniform, sygebehandling osv. Den anden halvdel er til at skabe en indtægtsgivende aktivitet hos plejefamilien, så de kan få råd til at fortsætte med at holde barnet i skole, også når hjælpen fra vores projekt hører op.
Det er omsorgsgruppen, der skal administrere pengene i samarbejde med plejefamilien. Hver menighed har en omsorgsgruppe med 5 kvinder og tre mænd. De besøger børnene ca. en gang om ugen, et stort frivilligt arbejde, som gøres i dette projekt. Vi har nu 50 menigheder x 8, så det bliver 400 frivillige medarbejdere, vi har. Vi giver udvalgte medarbejdere fra alle menigheder mindst en uges kursus om året, så Forældreløse børn i Burundi de bliver bedre udrustede til at hjælpe traumatiserede børn og børn, der på mange måder er udsatte.
I Nyantakara er der 15 børn, som vi får snakket med sammen med deres plejeforældre. En af dem har nu 10 geder og nogle høns. Det betyder, at han nu har noget gødning til sine marker og har en indtægt, så han kan fortsætte i skolen. Andre har investeret i marker og såsæd, og andre steder er der mange andre initiativer, som vil hjælpe dem i kommende år. Det er dejligt at se.
Fra Nyantakara har vi ca. 50 km til Rutana, hvor vi skal snakke med børnene i morgen tidlig. Vi overnatter på et lille billigt hotel, hvor vi ankommer ved 17-tiden. Endnu en god dag er slut. Det er godt at besøge vore børn rundt omkring i menighederne og opleve, at den hjælp, vi får lov til at formidle fra danske baptister, virkelig hjælper mange forældreløse børn her i Burundi. Må Gud velsigne enhver glad giver.
Kærlig hilsen
Solveig og Niels Christian