Bliv ikke siddende!
Fra "Nyt fra Købnerkirken" juni 2009
Skrevet af Jan KornholtDette er en sand historie: Larry Walters er truckdriver og bor i et "stille" rækkehuskvarter nær Los Angeles lufthavn. Larry gør det samme hver lørdag, når han har fri: Han går ud i sin have med en 6-pack og en liggestol. Larry sætter sig i liggestolen og drikker sine 6 øl, og sådan går alle hans lørdage.
Men en dag vil Larry gøre noget ekstra ud af sin lørdag. En af hans venner arbejder på Meteorologisk Institut og har adgang til vejr-balloner. Larry taler med sin ven, og en lørdag formiddag mødes de og binder 45 vejrballoner i Larrys liggestol. Hans tanke er den, at han lige så stille vil hæve sig 50 - 100 meter over kvarteret og flyve hen over naboernes haver og vinke ned til dem. Med sig i liggestolen har Larry sin 6- pack og et gevær. Med geværet vil han regulere højden ved at skyde ballonerne en efter en, indtil han igen lander sikkert på jorden.
Larry giver besked om at kappe fortøjningen, og som planlagt stiger Larry med 6-pack og gevær til vejrs. Han stiger, og han stiger - indtil omkring 5 kilometers højde. I liggestolen sidder Larry stiv af skræk og tør ikke røre sig. I 5 timer kredser han rundt over lufthavnen med sin 6- pack i liggestolen. Al flyvning til og fra Los Angeles er indstillet, og efterhånden følger millioner af mennesker med åndeløs spænding med i mediernes dækning af Larry Walters’ flyvetur.
Ganske langsomt begynder gassen at gå af ballonerne, og Larry nærmer sig jorden. Ambulance, politi og adskillige TV stationers reportere står parat, da Larry endelig rammer jorden - uskadt! Den første reporter, som når frem til Larry med sin mikrofon, stiller ham tre spørgsmål: "Var du bange? Vil du gøre det igen? Hvorfor gjorde du det?" Til det første spørgsmål svarer Larry "Jep!" Til det andet spørgsmål er svaret "Nej!" Men det tredje spørgsmål må Larry tænke lidt længere over, for hvorfor gjorde han det? Endelig svarer han: "Der kommer et tidspunkt, hvor du ikke bare kan blive siddende der!"
Jep! At leve er at turde! Det kræver mod at leve som kristen, for det er at give uden garanti for selv at få noget ud af det. Jesus siger: "Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det!" At miste sit liv betyder at give sig selv i forhold til Gud og i forhold til mennesker - i kærlighedsforhold! I den slags forhold ved man ikke, hvordan det vil gå - man handler i tro.
Bibelens budskab påstår, at troen kan bære et menneske gennem alt - selv gennem døden! Grundtvig digtede om troen: "O vidunder-tro! Du slår over dybet din gyngende bro!" Derfor: Bliv ikke siddende i din selvsikrede ro og tryghed, men vov at tro og handle, som Jesus siger. "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte. Og du skal elske din næste som dig selv!
Kærlig hilsen
Jan Kornholt