Menu

Slap dog af!

Fra "Nyt fra Købnerkirken" august 2009

Skrevet af Jan Kornholt

Er du stresset? På de fleste arbejdspladser er der i dag et stort pres på de ansatte. Også i fritiden, i venskaber, ægteskaber og foreninger er der så meget, vi skal. De fleste mennesker bliver i dag presset fra så mange sider, at det er svært at finde ro og fred. Vi bliver stressede.

Hvordan har du det?

Du bliver irritabel, mister koncentrationen og føler dig træt. Du får svært ved at sove om natten, får ondt i ryg og nakke og har ofte hovedpine. Så har du næsten alle symptomer på stress, og så er du rigtig langt ude. Og du er ikke den eneste. Faktisk er mere end hver fjerde europæer ramt af disse symptomer på stress, viser tal fra EU. Den menneskelige organisme er ikke skabt til at leve under det konstant psykiske pres, som den fortravlede hverdag byder os.

Alle kan få stress!

Den befolkningsgruppe, som procentvis har flest, der lider af stress, er bistandsklienter, som nummer to på listen kommer selvstændige erhvervsdrivende. Alle har risiko for at blive ramt af stress. Der er mange forskellige forhold, som kan føre til stress. Det kan være en uvis fremtid, skuffede ambitioner, for meget at lave, ja hvad som helst der forårsager et konstant psykisk pres på din krop og din sjæl.

Når kirken giver stress

Engang forklarede en yngre kvinde mig, hvorfor hun aldrig kom i baptistkirken: "Det kan jeg simpelthen ikke holde til, man skal lave så meget, og gør man det ikke, så bliver man moppet!" Den gode og tro medarbejder i kirken, som ikke kan sige nej, kan meget let få stress af at arbejde i kirken. Der er jo hele tiden opgaver, der skal løses og hele tiden brug for flere medarbejdere. I Købnerkirken er der mange mennesker, som har en eller flere opgaver. Og indrømmet: Det går ikke altid, "som præsten prædiker". Der er planer, som mislykkes, og medarbejdere som ikke kan nå det hele, og så kan det ende med, at også kirken giver stress.

Guds vilje er et godt liv

Der er dog ingen tvivl om, hvad det er, Gud ønsker at give dig: Et godt liv. Guds vilje er, at alle Hans skabninger skal trives og leve i glæde og fred. Guds vilje er ikke fred og ro i den betydning, at ingenting sker. Guds vilje er ikke lediggang og passivitet, men et liv, hvor der sker noget - dog ikke mere end at du fuldt og helt kan være til stede og være dig selv, glad og fri.

Jeg vil give jer hvile

Alle, som arbejder for meget eller bærer på for store problemer, kan få hjælp hos Jesus. Han siger: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." (Matthæus 11,28). Den hvile, som Jesus giver, er at kunne overskue situationen og få indsigt og mod til at komme videre. Den hvile, Jesus giver, er ikke en kort pause, inden det går løs igen, men en reel forandring af dit stressede liv.

Fald til ro igen

Alle urolige, rastløse og frustrerede mennesker kan forvente Guds hjælp. En digter i Det Gamle Testamente har selv oplevet Guds hjælp og skriver: "Fald til ro igen, min sjæl, for Herren har handlet vel imod dig." (Salme 116,7). Den ro, som Gud giver, er en glæde, som er der, selv når du fejler eller "går ned med flaget." Den ro, som Gud giver, er ikke stilstand efter stormen, men en ny erfaring af Guds gode gerninger i dit liv.

Du skal vælge

Det er ikke sikkert, du selv er skyld i dine problemer. Mange af os rammes uretfærdigt af tilfældig sygdom eller krise. Andre af os har fået som fortjent, fordi vi har handlet forkert. Men uanset årsagen til vores stress og problemer har vi den samme mulighed for at komme videre: Vi kan vælge at lade Helligånden blande sig.

Moses sagde til Israels folk: "Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dine efterkommere må leve, og elsk Herren din Gud, adlyd Ham, og hold fast ved Ham! Så vil du leve." (5. Mosebog 30,19-20). Du kan vælge det liv, som Gud giver. Det betyder, at Guds Ånd får indflydelse på alle forhold i dit liv. Du vælger livet, når du beder til Gud og derved giver Guds Ånd adgang til dine tanker og beslutninger. Jamen, så gør det dog og oplev, hvor afslappet et aktivt og problemfyldt liv kan være.

Kærlig hilsen
Jan Kornholt