Historien om Julius Købner Breve
Til menigheden i Aalborg den 29. juni 1852
Hamborg d. 29. Juni 1852
Vi hilse Eder i vor Herre Jesu Christo og ønske Eder Hans Naade og Fred.
Eders Svar, kjære Brødre i Herren, til os paa vor Skrivelse til Eders Forstander har bedrøvet os dybt. Vi ville imidlertid endnu en Gang gjøre Forsøg paa at formane Eder, som det er Brødres Pligt, paa det vi i det mindste kunne have den Bevisthed, at have gjort, hvad der stod i vor Magt naar hvert Formaningsord skulde findes at være forgjæves. At I ikke have faaet den Erklæring og Formaning som vedtoges af de til Conferentsen for Danmark forhandlede Brødre er ikke vor Skyld, men Broder Niels Nielsen’s, som fik det Ærinde, at skrive Eder til i Overeensstemmelse med den tagne Beslutning. Det gjør os ondt at det ikke er skeet; imidlertid kjendes Br. Føltved og Br. Jørgensen Beslutningen, da de var nærværende og det kan næppe antages, at de ikke skulde have mundtlig meddeelt den, især da Eders Brev tyder her paa, at I ret godt kjende dens Indhold.
I skriver som Svar paa det, vi havde bedt om, følgende Ord: "Kunne I rette Eders Troesbekjendelse for Gud og Alle Mennesker, da skulle vi strax holde op med at udgive flere." Troesbekjendelsen, I tale om er ikke vor, men det Forbunds, som indbefatter nde tydske, danske og svenske Baptistmenigheder. Den kan altsaa ikke rettes af os, men kun af alle Baptistmenighederne tilsammentagne, som høre til Forbundet og som netop have forenet sig paa Grund af denne fælles Troesbekjendelse. Herren bragte denne Forening istand, skjøndt vel ellers omtrent hver enkelt Baptist skulde have sin egen Smag og sine egne Tanker om hvorledes en troesbekjendelse bør lyde. Nu fordrer Menigheden i Aalborg, at alle Baptistmenigheder skulle rette sig efter den og rette deres Troesbekjendelse efter deres Mening. Vi spørge derfor med Rette: Hvem har sat den Aalborgske Menighed til et Overhoved over alle Menigheder, saa at hvad den beslutter og lader trykke, derefter skulle Alle rette sig? I skriver i Eders Brev: "Men derfor er det ingenlunde Pligt eller Gavn for os, at blive Menneske-Trælle, selv om vi følte nok saa stor en Kjærlighedsforbindelse mellem os og dem, som ville have os fangen". Men skulde det da være vor Pligt og Gavn for Baptistforbundet, at være en enkelt Menigheds Træl? Staaer den Aalborgske Menighed saa høit, at alle de andre Menigheder skulle følge den, som Børn deres Moder? (for dog at bruge en ædlere Lignelse end hiin om Trælle). Vi, kjære Broder, ville hverken have Eder eller nogen anden Menighed "fangne". Alle Menigheder staar frit og frivilligt i Forbundet og Troesbekjendelsen indeholder de Lærdomme, som de virkelig tror. (Herved bemærkes igjen, at naar en Troesbekjendelse skulde i sin enkelte Dele og Udtryk være Alle tilpas, da maatte der være saa mange Troesbekjendelser, som der er enkelte Menighedslemmer.) Den Aalborgske menighed er ligesaalidet "fangen" som nogen anden Menighed, finder den at dens Tro saa meget afviger fra Baptistforbundets Tro, at den ikke kan dele Forbund of Troesbekjendelse med dette, da staaer det jo til den, at erklære sin Udtrædelse og saaledes skille sig fra Samfundet og dets Bekjendelse, hvor smerteligt og lidet opbyggeligt saadant Skridt end maatte være. Men at fordre, at Forbundet skal forandre sin Troesbekjendelse, skjøndt den udtrykker dets virkelige Tro, er vist nok saa urimeligt, at I ved nøiere at overveie dette, vil komme til at indse det og afstaae fra den Fordring, at ville foreskrive hele Forbundet en Troesbekjendelse.
Imidlertid have I, kjære Broder, gjort mere end dette; I have rent ud sagt at den Troesbekjendelse, som I fandt for godt at udgive, var alle Menighedernes Troesbekjendelse og dermed have I sagt Usandhed. Vi have allerede gjort Eder opmærksomme derpaa i vort sidste Brev. Vi ventede, at I som Christen vilde erkjende den begaaede Synd og holde op med at vedblive at begaae den ved at udbrede Eders Skrift med et usandfærdige Titelblad. Men der indeholdes end ikke et Ord i Eders Skrivelse tilSvar paa vor Formaning. Skal en enkelt Christen svare, naar han overbevises om at have sagt Usandhed, hvormeget mere en Menighed Hos Menighedens Lærere i det mindste er denne Synd begaaet med fuld Bevisthed om, at den udgivne Troesbekjendelse ikke var den almindelige og saa længe med dets nuværende Titelblad udbredes, vedblive hele Menigheden at leve i Usandheds vitterlige Synd. Bedrøveligt maatte det være om I vedblev at nægte dette, kjære Broder; men Verden ville meget snart fremlægge Sort paa Hvidt for Eder og I kunde da ikke længere nægte, at have sagt Usandhed, naar Forbundets Troesbekjendelse ligger ved Siden af Eders, hvilket som vi allerede have sagt, vil skee om en meget kort Tid, da allerede over et Ord er sat. Jo flere I da have udbredt, jo mere vil eders egen Ære lide derved. Vistnok har den Aalborgske Menighed Ret til at udgive sin egen Troesbekjendelse og naar I fortælle Verden, at den kun er Eders, ikke de andre Baptisters, da kan i det mindste intet Menneske beskylde Eder for Usandhed. Den Aalborgske Menighed danner da et eget, fra alle andre Baptister forskjelligt Parti; thi om der end gives et forholdsviis meget lidet Antal saakaldte General-Baptister, som nægte Udvælgelsen, ligesom I saa gives der dog ingen Menighed i noget Land blandt Baptisterne, som har den Lutherske Lære om Nadveren, saaledes som den ved en Tilsætning i Artiklen om Nadveren af Eder er fremsat. Hvad Gavn det vil gjøre, ved to forskjellige Troesbekjendelser at vise den danske Verden, at den Aalborgske Menighed udgjør et Parti for sig selv, forskjellig fra de andre Baptister, det overlade vi til Eder selv at bedømme, da I selv skulle staae Gud til Ansvar for den Skade, som afstedkommes. Hvormeget det vil skade Baptisterne i Regjeringens Øine, have vi, saavidt erindres allerede viist i vor sidste Skrivelse, men I synes at være utilgjængelig for Grunde som kommer fra os og vi maa derfor nøies med hvad vi allerede have sagt. Kun dette ville vi endnu bede Eder, at overlægge, at I med samme Ret, som I forlange, at alle Menigheder skulle rette sig efter een og uden videre underkaste sig dens Beslutning, kan ogsaa nogle enkelte Lemmer af en Menighed forlange, at hele Menigheden skal rette sig efter dem og underkaste sig deres Mening og Beslutning, hvorved vor hele Menigheds-Forfatning maatte bortfalde og Præsteherredømmet træde tilbage.
Ved Slutningen af Brevet til os sige I, at Baptisterne, vore Medbrødre helst ville følge Sandheden "saafremt man ikke taler forblommende for dem". Vi er os ikke bevidste, at have talt forblommende til vore Brødre. Eiheller har jeg (Købner) som skriver dette Brev, talt forblommende til Eder, da jeg var i Aalborg for broderlig at understøtte Eder, kjære Broder, som jeg bedst kunde. Derimod er eders Brev til os fuldt af forblommende Skoser, som vi af Broderkjærlighed til Eder ikke ville svare noget videre paa.
Vi have nu aabenhjertigen og uden Omsvøb saa temmelig sagt Eder alt, hvad vi troede at burde sige. Med Pennen at begynde en Disputation med Eder om Lærdomme, som vi af ganske Hjerte troe og kunne bevise af Guds Ord, holde vi hverken for passende eller gavnligt. Derfor maa vi ønske Eder Lev vel. Herren styre Eders Tanker og Følelser og oplyse Eders Forstand, han frelse Eder fra Synd og tvætte Eder med sit dyrebare Blod! Amen.
Vi hilse alle Brødre og Søstre i Aalborg og Omegn i vor Herre Jesu Hans Naade være med Eder alle.
Dette ønsker i Broder I. G. Oncken’s og sit eget Navn
J. Købner