Historien om Julius Købner - Breve
Til menigheden i Aalborg den 7. september 1852
Hamborg d. 7. Septemb. 1852
Kjære aalborgske Brødre
Vi ønske Eders Naade og Kraft fra Gud, vor Herre til Alt, hvad der er Ham velbehageligt. Amen.
Det er min ubehagelige Pligt, efter at jeg i Mellemtiden har gjort en lang Reise og havt mangehaande vigtige Forretninger, at fortsætte den Brevvexling, som vi desværre have havt med hinanden om den af Eder udgivne Troesbekjendelse. Fulgte jeg herved mit Hjertes Lyst, da skrev jeg Eder visselig ikke mere herom, thi jeg er i Grunden kjed af denne Sag, og af at anvende min kostbare Tid, som det synes, til ingen Nytte. Imidlertid troer jeg dog, at det er Guds Villie, at jeg skal gjøre eet Skridt endnu, for at vi om muligt, kunde komme til at forstaae hinanden. Maatte da Herren ledsage disse Linier med sin gode Helligaand.
I skrive i Eders sidste Brev, at I nu have indseet Eders Feil med Hensyn til Titelen af Eders Troesbekjendelse, paa hvilken en Usandhed staaer skrevet: I forsikkre os, at det ikke var Eders Hensigt at ville udgive en almindelig troesbekjendelse, i hvilken Alle Baptister vare enige; vi tror Eders Forsikkring paa Eders Ord; imidlertid ved Ingen, hvad I have tænkt, af de Folk, som læse Eders Troesbekjendelse, thi Tanker ere usynlige, men Enhver maa henholde sig til det Synlige, nemlig til de tydelige Ord paa Titelbladet. Dette viser, at de, som gave Troesbekjendelsen til Trykken, ikke forstod, hvad de havde paataget sig at gjøre. Men en Christen bør aldrig paatage sig noget, som han ikke forstaaer, naar derved kan afstedkommes Skade og Skam. Dog hvad der er aldeles ubegribeligt for os, er at I sige, I have indseet Feilen, Usandheden paa Titelbladet, og strax derpaa sige I: "Vi tror ikke endnu, at det er vor Pligt, at standse med dens Udbredelse. Aldrig før hørte jeg noget lignende af Guds Børns Mund. I ville vedblive, at give Folk den Usandhed, som I selv have erkjendt som er saadan; med andre Ord, I erkjende at have gjort Feil, men I ville vedblive at gjøre denne Feil. Hvad skal man sige dertil? Erkjendte I virkelig Eders Feil, da var det jo Eders første Pligt, ikke mere at udbrede den erkjendte Usandhed, altsaa enten at tilintetgjøre Oplaget, eller at lade trykke et nyt Titelblad, som indeholder Sandhed og borttage det gamle. Paa Frugterne skal man jo netop kjende, om Nogen har erkjendt sin Synd eller ikke. Er dette ikke saa simpelt, Kjære Broder, at det maa være os høist paafaldende, at I ikke kunne forstaae det? Har Nogen feilet, da maa han som Christen sige fremfor alt, at gjøre Feilen god igjen, saavidt det er muligt. Hvad nu Stilen – eller rettere Sprogetangaar er de af Eder tilføiede Artikler, da synes I ikke, at de gjør Bekjendelsen uforstaaelig, eller forargelig. Jeg nødes da desværre til at forsøge paa, at bevise Eder, at just dette er Tilfældet. Jeg har allerede ovenfor viist hen til, hvad der er en Christen Pligt med Hensyn til saadanne Ting, som han ikke forstaaer. Tro I ikke, Kjære Broder, at det vilde være latterligt og forargeligt, om jeg paatog mig at drive Agerdyrkningen, som jeg ikke kjender til, eller et Smedeværksted? Vilde jeg ikke vanære Christendommen ved at gjøre mig latterlig, naar jeg f. Ex. saaede Hvede i Snadjord og Rug i feed Jord, eller filede Hesteskoe ud af en heel Klump Jern, istedet for at smede dem? Man har da ikke det danske Sprog og en god Stiil ligesaavel deres bestemte Love og Regler, som Agerdyrkningen eller Smederiet. Jeg kunde maaskee smede et lidet Stykke til mit eget Brug, men vilde jeg optræde som Smedemester, da gjorde jeg mig latterlig. Saaledes ogsaa kunne I vel skrive et Brev til Eders Brødre, men at lade noget offentlig udgaae i Trykken, som læses og bedømmes af Alle, det forstaar I ikke. Og dog er Fordringen til den, som saaledes skriver offentlig, at han bør forstaae hvad han paatog sig, ligesaa fornuftig som at en Haandværksmester bør forstaae sin Profession. Hvad nu den Mængde Sprogfeil angaaer, da kan jeg naturligviis ikke her gjøre Eder dem begribelige, men jeg vil prøve paa at vise Eder det Forunderlige i Indholdet, hvilket I lettere ville kunne fatte. F. Ex. i Artikelen om Evangeliet tænker enhver forstandig Læser at finde en Forklaring om, hvad vi forstaar ved Evangelium, hvad de Mange kalde Noget Evangelium, som i vor Overbeviisning er langt fra at være det. Altsaa hvad Evangeliet indeholder i al Korthed og hvorledes det er forskjelligt fra Loven, saa at disse to ikke maa blandes med hinanden, som mange Uforstandige gjøre. Saadant Indhold af denne Artikel er Enhver berettiget til at vente, naar han læser Overskriften "Om Evangeliet", altsaa vore Tanker om hvad Evangeliet er. Men istedet derfor gives der ubegribeligeviis slet ingen Forklaring om hvad Evangeliet er, men paa den 19de Side kun nogle Bibelstykker om Evangeliets Virkninger og derpaa to hele Sider (20 og 21), som ikke indeholde et Ord om Evangeliet, men kun om, hvorledes Folk som prædiker, bør føre sig op. Efter at denne Opførsel er afhandlet kommer Regler (Side 21, Linie 8) for Kirketugtens Anvendelse mod saadanne Evangelister, hvis Opførsel ikke er god. Derpaa forglemmer Forfatteren helt, at han skriver en Artikel i en Troesbekjendelse og mener at han skriver et Brev, thi han giver sig til at formane. Uden videre Forklaring – ja endog uden et Punktumbegynder han at sige: ere vi funden værdige af Gud til at Evangelium maatte os betroes, saa ere vi og skyldige at dele med Eder, ikke allemeste Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv. Vee mig, dersom jeg ikke prædiker o.s.v. Hvem ere de, som har tale og sige "vi" og hvem ere de "Eder" som de "vi" her taler til? Og hvem er det, som strax derpaa siger "vee mig" og "dersom jeg ikke prædiker". Er det Baptisterne eller den aalborgske Menighed, eller enkelt Baptist, som her begjynder saaledes at prædike? og til hvem taler Han? Derpaa lyde Udtrykkene saaledes: "Vee mig, dersom jeg ikke prædiker Evangelium, endskjøndt Herren haver forordnet for dem, som forkynde Evangelium, at de skulle leve deraf o.s.v. Hvad Tanke-Forbindelse er der imellem det "Vee", som udraabes over den som ikke forkynder Evangelium og det Bud at leve af Evangelium? Begge Ting er her bragte sammen, som det var en Tanke og Bindeordet "endskjøndt" med et Komma foran lader begge Ting endog saaledes fremtræde for Læseren. Af samme Slags er de øvrige Linier af Artiklen indtil Enden; en Forvirring og Overtrædelse af al sund Tænkningsog StiilsLov, værre end naard en Bonde saaede Vaarkornet om Efteraaret, eller Vinterkornet om Foraaret. Omtrent ligedan er Artiklen om Troen. I Artiklen om Nadveren er der skaaren noget ud og flikket noget ind, men paa en saa barbarisk Maade, at Ordene nu er uden Mening. Det lyder nu saaledes: Denne naadefulde Indstiftelse o.s.v. bestaaer deri, at der bliver af de dertil i Menigheden Forordnede, under Fremsigelse af Indstiftelsesordene og efter høitidelig Takkebøn, Brød brudt og delte de, som derefter ogsaa Viin af Kalken, nydes af Menighedens Medlemmer, i hvilke Christus giver dem sit Legeme og Blod at æde og drikke ! Saa spørger man nu hvad er Meningen af de Ord "i hvilke"? hvem ere disse "i hvilke"? og efter Sprogets uundgaaelige Love maa man svare. Medlemmerne er det, som skal forstaaes ved Ordet i hvilke ! Altsaa i Menighedens Medlemmer giver Christus sit Legeme og Blod at æde og drikke; men hvem giver ham dette? "dem" staaer der. Men hvem er nu de "dem", efter at Menighedens Medlemmer er de, som selv skulle spises og drikkes? Sandelig, kjære Brødre, her er overflødig Leilighed for Verdens Børn til at spotte (desværre med Ret) og for Guds Børn til at smile, thi der staaer egentlig, at Menighedens Medlemmer spise og drikke Herrens Legeme og Blod, idet de spise og drikke sig selv. Men er det ret, Brødre, at udsætte saadanne hellige Guds Ting for Verdens Latter, ved at overlade Talen derom i en Troesbekjendelse til Saadanne, som ikke vide hvad de sige, fordi de kjende ligesaalidet til Sprogets Love som til Astronomiens?
Videre skrive I i Eders Brev, at det er en ligefrem Usandhed, naar vi have sagt, at I nægte Udvælgelsen. Men strax derpaa sige I: At Udvælgelsen blev udeladt af vor Troesbekjendelse er skeet for at den ikke skulde komme i aabenbar Modsætning til Eders! Altsaa staaer det, som I tror angaaende Udvælgelsen i aabenbar Modsætning til det, som vi tror, eller med andre Ord, I tror det Modsatte om Udvælgelsen af det som vi trtor. Men hvorfor er det da Usandhed, at I ikke tror hvad vi tror? Dette forekommer mig, som om f. Ex. en Uomvendt, til hvem jeg sagde:" Du troer ikke paa Christus", vilde svare mig:" Du siger Usandhed, thi jeg tror paa Christus skjøndt jeg ikke troer som du, at han var Gud", Har nu at indlade mig paa vidtløftige Beviser for Udvælgelsens Sandhed, saaledes, som den er fremsat i Baptisternes Troesbekjendelse ville I vist indsee Umuligheden af. Dette Brev er allerede meget for langt og min Tid er meget for Knap til at skrive lange Afhandlinger, som dog ikke nytte, fordi Ingen kan troe paa Udvælgelsen, uden han er istand til aldeles at tage sin Fornuft til Fange og troe paa den menneskelige Naturs Fordærvelse i den Grad, at Mennesket ikke kan give sit Samtykke til sin egen Omvendelse, man fødes paa ny ved Guds Magt uden sit eget Samtykke, som først følger paa, naar vi allene ere gjenfødte. Naar man kan tro paa den menneskelige Fordærvelse i den Grad, at ingen Christen kan bevare sig selv til det evige Liv, men at dette udelukkende er Guds Gjerning, saa at i Virkeligheden intet Menneske blev salig, naar ikke Gud med sin Aands Vold og Magt gjorde dem salige, som han har udvalgt, da kan ingen tro paa Udvælgelsen."Saa forbarmer han sig da over den, som han vil". "Mange ere kaldede, men faa ere udvalgte". Dog der er Guds Aand, som allene kan faa os til at tro dette uden at indvende: "Hvad klager han da over? Hvo haver kunnet imodstaae hans Villie?" (Rom 9,19)Menneskelig Beviisførelse gavner her lidet, ja mindst ved denne ubegribeligste af Skriftens Lærdomme.
Der er endnu en Ting, som jeg nødvendig maa omtale, fordi der synes i den Henseende at være en Misforstaaelse imellem os, somlet kunde frembringe Fordomme, som vare slemme til at blive af med igjen. I sige nemlig i Eders Brev: "Da vi ikke i nogen Maade vil forbyde Eder at lade Eders Troesbekjendelse udgaae, saa haabe vi og, at vederfares den samme Ret af eder". – Kjære Broder, hvilken Mening har det Ord "forbyde" her? Mente I maaskee at vi ville forbyde Eder, at udgive hvad I ville? Kunne I virkelig troe om os, at vi kunde mene, eller forsøge paa at forbyde Eder eller noget Menneske nogen Ting angaaende Religionen? Ethvert Menneske har jo Lov til at troe, hvad han vil og gjøre hvad han vil i religiøs Henseende. Vi hverken kunne eller ville forbyde Eder nogen Slags Ting, hvor forkeert og daarlig den end monne være. Men et andet Spørgsmaal er det, om det er godt og gavnligt, at gjøre alt, hvad Andre ikke have Ret til at forbyde os. Saaledes er Spørgsmaalet med Hensyn til eders Troesbekjendelse ikke, om det kan forbydes Eder, at lade den trykke, men om det er godt og gavnligt, at I have gjort det, og derved fremlægge for hele Danmarks Øine Beviset for, at der er to Baptist-Secter i Danmark med to forskjellige Troesbekjendelser, foruden Fuldkommenhedslærerne og P. Mønsters Menighed. Hvad Gavn maa der være i at vise Verden denne i sig selv saa sørgelige Adsplittelse? Var det ikke nok, at I og vi vilde Forskjellen imellem os, hvorfor skulde Verden vide den? Havde I Samvittigheds-Scrupler ved at uddele den almindelige Troesbekjendelse (af hvilken hermed nogle Exemplarer følge) saa kunde I jo have ladet være derved; vi skulle aldrig forlange af noget Menneske, at gjøre noget mod sin Samvittighed. Saaledes, kjære Broder, kan Talen ikke være om, at forbyde hinanden noget, men om en Christen tør gjøre Alt hvad Andre ikke kunne forbyde ham, det er et Spørgsmaal, som vi ville lade Eder selv besvare. – Hvad nu Ordene: "da vi ikke i nogen Maade vil forbyde Eder, at lade Eders troesbekjendelse indgaae o.s.v. angaaer, da glemme I, at Troesbekjendelsen ikke er vor, men Baptisternes i Almindelighed. Forholdet er ikke, som imellem to Menigheder, nemlig den aalborgske og den faaborgske med hver sin Troesbekjendelse, nu paa den ene Side staar alle Menighederne i Tydskland og Danmark, som udgjøre Baptristforbundet og paa den anden Side en enkelt Menighed. Om det da er passende, at et enkelt Lam siger til det Hele: "vi ville ikke i nogen Maade forbyde Eder, at lade Eders Troesbekjendelse trykke, men haabe og at vederhaves samme Ret af eder", det vil jeg ligeledes overlade til Eder, at besvare, især da Eders Menighed i de gjentagne store Conferentser, hvor-ved Eders Deputerede vare tilstede, ikke yttrede et Ord om, at I maatte forkaste Samfundets Troesbekjendelse, hvorpaa det blev bygget og som er det udvortes Baand, der holder det Hele sammen I kunne nu i alle Henseender gjøre hvad I ville; men Eet finder vi af Eder som af retskafne Mennesker og det uden alt Hensyn til Christendommen eller det Broderskab, som er imellem os, nemlig at I lade trykke et nyt sandru Titelblad til Eders Troesbekjendelse. Vor Ret til denne Fordring vil end ikke noget forstandigt Verdensmenneske nægte.
Med Hensyn til den aalborgske Menigheds Forhold til Baptistsamfundet, da staaer det ikke til os, at dømme heri, men dette er naturligviis hele Samfundets Sag.
Her skulde jeg være glad ved at slutte mit Brev, hvis ikke en Formaning til os i Slutningen af Eders Brev, nemlig Ordene i Cor. 4,5 tvang mig til endnu at tilføie noget. Denne Formaning har, saavidt jeg kan forstaae, Hensyn til min Yttring, at Eders første Brev indeholdt Skoser til os. Jeg vil her anføre Eders egne Ord. "Men derfor er det ingenlunde Pligt eller Gavn for os, at blive Menneske-Trælle, selv om vi følte nok saa stor en Kjærlighedsforbindelse mellem os og dem, som vilde have os fangen." "Men om vi endogsaa feilede lidt i Orthographien, det var kun et Vidnesbyrd om, at vi vare Lægfolk, som jo og Pharisærum kunde finde hos Apostlene; imidlertid var det jo bedst, at være fri for forargelige Feiltagelser, skjøndt Verden ikke saa lige er at gjøre tilpasa, helst naar Samvittigheden saares, hvilket vi haabe ikke skulde være almindeligt blandt os: at finde Anstød ved Christi Aands og Ords forunderlige Lære, thi skjøndt vi ere svage, saa forstaar vi dog nogenlunde i Herrens Navn at skille Kraft fra Skin. Uden derfor at forkaste vore Medbrødre i de forskjellige Verdensdele, som helst ville følge Sandheden [...] man ikke taler forblommende for dem o.s.v. [...] hver fornuftig maa spørge: Ligger der ingen Hentydning i alle disse Udtryk til dem, som Brevet skrives til, hvorfor staar de da i Brevet? Men da der nu ikke ligefrem siges: "vi mene Eder", saa veed jeg endnu idag ikke hvad jeg skal kalde slige Talemaader andet end Skoser. Jeg vil nu af ganske Hjerte ønske, at denne bbedrøvelige Slags Brevvexling maa være til Ende og at Herren maa skjende Eder Naade til at kunne see, hvem der for Gud har Ret i denne Sag.
For at undgaae videre Misforstaaelse føier jeg endnu til, at der ikke er talt vidtløftigen eller udførligere i Artiklen om Udvælgelsen i Troesbekjendelsen for ikke at lægge nogen Slags unødige Hindringer i Veien for Nogen, at samtykke i Hovedindholdet. Jo udførligere og vidtløftigere en Troesbekjendelse er, desmere uskikket er den til at forene mange Christne til Eet Samfund, thi hvad den behager den Ene, det støder den Anden. Det falder saaledes bort, hvad der i Eders første Brev er sagt om en "farlig Tvetydighed".
Modtager nu vor broderlige Hilsen i Herren, som er vort eneste Haab, fordi han er den Eneste, som kan bortrydde Hindringerne og bringe Alt tilrette. Han, Fredsfyrsten være med os alle og samle os i sin mægtige Kjærlighed. Han bevare os i det broderlige Samfund, indtil han bringer os til det evige Samfund med Ham og alle Hellige. Fjenderne begynde igjen at rase paa alle Kanter og vi kunde derfor trænge til at staae nærmere sammen, istedetfor at splittes ad. Vor Herre hjælpe os. Amen.
Idet vi haabe snart at faa et Svar fra eder, for hvilket vi kunne takke Herren, slutter jeg som Eders Broder i vor Herre Jesu Christo
J. Købner