Historien om Julius Købner Breve
Til Fru Dorothea den 22. august 1877
Frankfurt A. M. d. 22. Aug. 1877
Min egen søde Stakkels Mutter!
At dit sidste Brev i høiste Grad bedrøvede mig, følger af sig selv. Først ved dette Brev fik jeg klarere Begreb om din nærværende Sundhedstilstand, og har siden den Tid ikke gjort andet end anraabe Herren om Hjælp i Nøden, som han har lovet i sit dyrebare Ord. Skjøndt jeg i alle Maader vil bøie mig under hans hellige Villie, kan jeg dog ikke slippe ham før han ved et Mirakel gjør dig rask igjen. Hvad der meest var mig paafaldende, var den bestandige kolde Sveed, du taler om. Jeg troer, at denne kræver Opmærksomhed frem for alt Andet, og jeg troer, at Arsenik er det fortrinligste Middel imod den, som imod den Svækkelse, der følger deraf. Ved Siden af Arsen, skjøndt ikke lig med den, kan endnu China gjøre god Tjeneste. Du taler om Forkjølelse, som du faaer. Jeg troer, at naar du skyder Barnets Vogn, og saa underveis holder stille for en eller anden Tings Skyld, maaskee lader Barnet komme lidt ud, som jo kan være meget godt, saa giver dette netop rigelig Leilighed til Forkjølelse. See dig derfor alvorlig om efter en lille Pige, som kan skyde Vognen, imedens du gaaer ved Siden af den og passer paa Alt. Er det umuligt, at faae en saadan, som jeg dog ikke troer, saa vil jeg hellere, at Barnet bliver hjemme, end at den sidste Rest af dit Helbred nedbrydes. Naturligvis er jeg erhyre for, at Barnet og du selv kommer ud hver Dag, men kun paa det Vilkaar, at Du ikke skyder Vognen, thi ellers holder jeg Tanner for mere skadelig end gavnlig.
Hvad nu Mad. Funk’s besøg angaar, saa skulde du ikke have indladt dig paa at tage imod hende. Du skulde have sagt, at du snarere trængte til Pleie, end havde Kræfter til at pleie Andre i stedet for at indlade dig i lang Samtale, havde det været bedst, at minde om min Eneret, til at afgjøre, hvordan det skulde være i vort Huus, og din Pligt, at rette dig efter min Villie. For denne Gang er det jo nu for sildig, men for om der skulde indtræde flere saadanne Tilfælde, skriver jeg dig her et lille Brev, som du saa kan fremlægge, saa al videre Snak har en Ende.
M. Larsen er en herlig Mand, men han har den Svaghed, at han er meget letsindig med Hensyn til Pengebrug. Hans Kjærlighed til sin Kone er vist ikke synderlig stor. Jeg troer ikke, at han bedømmer hendes legemlige store Svaghed, som den er. Men naar han ikke formaaer dette, hvorledes skulde han saa kunne bedømme, hvor svag Andre ere. Og naar han selv ikke kjender til sand og høi ægteskabelig Kjærlighed, hvorledes skulde han saa kunne bedømme et Forhold, som det, der imellem os To ? Vi maa derfor ikke tage det saa ilde op, at han taler som en Blind om Farverne. Du skulde være mere rolig, min dyrebare Mutter! Lad Alle dog sige, hvad der er deres Mening. Hvad skader det os i grunden, da vi ikke ere afhængige af dem og de ingen Magt have over os. Lad dem have Frihed til at have deres egen Mening. Vi beholde jo ogsaa Frihed til at have vor og rette os efter den. Jeg har endnu ikke fundet noget Sted her i Tydskland, hvor jeg kunde bo og gjøre Gavn. Maaskee jeg endnu finder Eet. Det beroer paa Herren og hans dyrebare Villie bliver i saa Henseende, som i alle Henseender, vor høieste Lov.
Siden jeg skrev sidst, har jeg holdt Forsamling i Oberhausungen, Spangenberg, Hersfeld (hvor jeg prædikede to Aftener). I Søndags var jeg Hassenhausen, prædikede kun een Gang, fordi der kun var een Gang Forsamling, men katachiserede i Søndagsskolen og uddelte Nadvere. Mandag holdt jeg Forsamling i Beuern, en Landsby, og i Aftes hvilede jeg her uden at tale. I Aften skal der være Forsamling i Oberrath og Overmorgen her. Saa gaar min Reise sydpaa til Würtenberg. Det vanskelige Terrain er altsaa heelt overstaaet og Alt gik over al Forventning godt. Herren være priset! Skjøndt det nu er i Høstens travle Tid, vare Forsamlingerne dog alle ret gode. – Desværre er jeg endnu idag ikke i Stand til at skrive nogen Adresse, som dit Brev kan sendes til i Bischofzell, hvor jeg er Søndag d. 2. Sept. og i Herisan, hvor jeg er Søndag d. 9de, fordi Forstanderne bor borte fra Stedet og jeg intet andet Navn ved.. Men da jeg fik dit Brev, som var Posterestyant, i Fronhausen, saa haaber jeg ogsaa, at faa det posterestant i Bischofzell -doi Herissan. Faaer jeg imidlertid et Navn at vide saa skriver jeg. I Zürich, hvor jeg er d. 16. Sept. adresseres Brevet til Prediger I Harnisch an der Baptistengemeinde.
Nu mit Hjertes Skat, gid jeg kunde kysse din Sygdom bort! Men saa fik jo Herren intet at gjøre og det er dog ham, som skal have Æren og Takken. Gjør nu paany, hvad jeg har sagt dig angaaende Barnets Vogn og bryde dig ikke om, at det koster lidt. Du faaer jo endnu af Lübeck 189 Mark.
Nu lægger jeg dig i vor Herres dyrebare, engang for dig gjennemstukne Haand. Du er jo hans Gave til mig Dorothea! hvis Haand skulde da bedre kunne hjælpe og beskærme dig. Med tusind forgæves Forsøg paa Kys og Favntag slutter din Fatter.
Julius Købner
Hilsen til Ruth fra Va!
Igaar var den halve Tid omme, omme, omme!!