Historien om Julius Købner - Forord
Den førstefødte

1806 - 1884
Den 11. juni 1806 var en glædens dag i den jødiske købmand Isaak Aaron Købners hus i Odense. Isak og hans hustru Hanna havde længe ønsket sig et barn. Og endeligt lykkedes det. Hanna fødte den dag en søn, deres førstefødte. De kaldte ham Salomon, som betyder "fredfyldt" eller "komplet". Lille Salomon skulle være rabbiner ligesom sin far. Men sådan kom det ikke til at gå. For eftertiden blev han nemlig kendt som Julius Købner, og hans livsbane blev en helt, helt anden. Vi kender ham i dag som "kirkearkitekten", der tømrede de danske baptister sammen til et samlet kirkesamfund.
I år er det 200 år siden, han blev født. Men hvem var han, denne "banebryder for bibelsk sandhed"? Hvordan blev jøden Salomon til baptisten Julius? I en række artikler her på hjemmesiden vil vi forsøge at finde svaret på, hvilken person Julius Købner var. Følg med på en rejse, der begynder i den polske by Leszno og ender på Louisekirkegården i Berlin.
En mand med mange talenter
Når man så ham, glemte man ganske hans herkomst. Hans hele væsen var forædlet og fornyet. Man fandt hos ham ingen ærgerrighed, ingen vindesyge eller egenkærlighed. Trods sin omfattende kundskab og dannelse var han så lille i sine egne øjne, så ingen frygtede for at omgås ham, skønt man følte sig langt tilbage for ham.
Citatet stammer fra en tale ved Købners begravelse den 2. februar 1884, holdt af en af hans nærmeste medarbejdere Joseph Lehmann. Beskrivelsen er ikke enestående. Købner gjorde stort indtryk på sin samtid og på de mennesker, han mødte.
Vi lægger ud med historien om den jødiske familie Købner og lille Salomons barneår i storbyen Odense. Senere følger vi hans omvendelse til baptismen og hans år som banebryder for den tyske baptisme med farefulde afstikkere som missionær i Danmark. Endelig sætter vi spot på Købners tid i Danmark i perioden 1865 til 1879, hvor han får afgørende indflydelse på baptistbevægelsen.
Hvem var Julius Købner?
Født 11. juni 1806 i Odense.
Død 2. februar 1884 i Berlin.
Digter, forfatter, håndværker, opfinder.
Flydende på mindst fem sprog.
Fremragende prædikant, problemknuser og organisator.
Utrættelig missionær.
Kærlig far.
Meget er skrevet om Købner - og meget har han selv skrevet. Men personen Købner har indtil nu unddraget sig en moderne beskrivelse. Vi forsøger at give et bud på en psykologisk profil af manden, der var en fremragende taler og uden problemer kunne fange opmærksomheden hos flere tusinde tilhørere - men som ofte havde mere end svært ved at være nær på et andet menneske.
Få historien om, hvorfor Købners første hustru mistede sin plads i menigheden i den tyske by Barmen, og hvordan hans datter Ruth oplevede sin far. Lær personen Købner at kende gennem hans meget velskrevne (og lange) breve, bøger, digte og salmer. Læs beskrivelserne af hans enestående evner som taler. Og lær endelig Købner at kende som den kloge og meget praktiske formand for de danske baptistmenigheder via referaterne fra årsmøderne i perioden 1865 til 1879.
Købner var en mand med mange talenter: Forfatter af salmer og store historiske romaner, håndværker og opfinder, en fremragende prædikant, problemknuser og organisator, flydende i mindst fem sprog, utrættelig missionær og en kærlig far. Følg med os på rejsen ind i Købner-land. Første artikel kommer søndag den 3. december 2006 - her på koebnerkirken.dk.
/Anders Damgaard, november 2006