Historien om Julius Købner - Kapitel 1: Fra Lissa til Ovengade
Udvandrerne
Navnet Købner stammer oprindeligt fra byen Køben, som ligger ved floden Oder i Schlesien i det nuværende Polen. Og det er her, historien om Julius Købner begynder. På et tidspunkt mellem 1534 og 1744 flyttede Købner-familien til den større by Lissa (i dag Leszno), som nu er en polsk provinsby på størrelse med Roskilde, beliggende i den sydvestlige del af Wielkopolska-regionen ca. 80 km sydvest for Poznan.
I den anden halvdel af 1700-tallet lå Lissa dog i det tysktalende Preussen og var centrum for en betydelig tysk-jødisk kultur og husede en stor jødisk menighed. Mange jødiske menigheder valgte deres rabbinere fra skolerne i Lissa. Det var også her, Julius Købners kommende far Isaac Aaron Købner blev født i 1775.
Fra 1793 begyndte mange jøder fra Lissa dog at udvandre på grund af forfølgelse fra den preussiske stats side og indre splid i menigheden. Så efter at have gennemført sin Talmud-undervisning udvandrede Isaac Aaron i 1801 og havnede ad omveje til sidst i Odense. Niogtyve år gammel blev han i 1805 gift med den 19 årige Hanna Mathiesen. Det unge par slog sig ned i Ovengade 49 i Odense, og den 11. juni 1806 fik de deres første barn, en søn, der fik navnet Salomon Israel Købner.
I samme del af Odense var der året før blevet født en anden lille dreng, som også skulle komme til at drive det vidt. Han hed Hans Christian Andersen.
Salomon den vise
"Allerede i mine Drengeaar besad jeg en umaadelig Læselyst, fandt derimod ringe eller egentlig ingen Smag for de sædvanlige Lege og Ungdomsforlystelser. Endnu meget ung stod jeg op kl. 3 om Morgenen i Sommerens Tid for at tilfredsstille min Hunger efter Kundskaber, og saaledes skete det, at jeg efterhaanden arbeidede mig frem uden Hjælp eller Veiledning af andre."
1775 - 1847
Således beskriver Salomon Købner - senere kendt som Julius Købner - som voksen sine barneår i fødebyen Odense. Han var en begavet og på mange måder nok også lidt speciel dreng - som citatet også antyder. De første år af sin barndom tilbragte den lille Salomon i sit hjem i Ovengade. Familien voksede dog hurtigt, og Salomon fik med tiden i alt fire brødre og fire søstre. Den store børneflok må have kostet penge og energi at ernære. Og der gik da også kun nogle få år, før Salomon flyttede ud til sin gamle onkel Israel og tante Caroline, som boede lidt ude for Odense ved "Fruens Bøge". Den eneste betingelse var, at Salomon holdt sabbatten hjemme i Ovengade hos mor og far.
Onkel Israel og hans kone var barnløse og var meget glade for den lille kloge dreng Salomon. Hos onkel Israel kunne Salomon dyrke den verden, som skulle blive en stor del af hans liv: Bøgernes verden. Hos onklen fandt han ro og tid til at læse til sent om natten, gå lange ture i skoven og lære sin Talmud. Som han selv senere sagde: "Bøgerne var den Verden, i hvilken jeg egentlig levede." En kilde beskriver da også omgivelserne i Fruens Bøge hos onkel Israel som perfekte for den lille dreng:
"Husets og omgivelsernes stilhed omgav den lille dreng og passede godt til hans sind, thi han var alvorlig, tænkte meget og elskede i den grad den ensomhed, som han ikke kunne finde i skolen. Når han var alene i skoven, havde han det bedst og hengav sig til betragtninger, der mere tilhørte den voksne alder end barnets verden." (Citat fra: "Eduard Scheve, Lebensbild von Julius Købner ")
I skole
Skolen faldt ham også let. Allerede på dette tidspunkt begynder han således at undervise sine yngre brødre i fransk, og han lærte desuden tysk, engelsk, græsk og hebraisk.
"Med stor Flid bragte jeg det saavidt, at de tyske, engelske og franske Litteraturskatte stod til min Raadighed. Senere bragte jeg det saavidt i græsk og hebraisk, at jeg ved siden af de forskellige Bibeloversættelser ogsaa kunne bruge Grundteksten."
Det var kundskaber, der skulle vise sig at være en stor fordel i hans voksne liv.
Salomon blev opdraget i den jødiske tro. Hver morgen, før morgenmaden, måtte han sætte bederemmen om sin pande og hånd og fremsige de hebraiske bønner. Han fulgte også gudstjenesterne, hvor hans far som overrabbiner ledede sangen. Men bønnerne sagde ham ikke noget, og han fremførte dem med mekanisk stemmeføring. Allerede på dette tidspunkt begyndte han at spekulere over sin religion, og han fordybede sig i bøger med religiøst indhold. Om sine religiøse tanker som dreng skrev Købner senere:
"Tidligt følte jeg, at min religion var utilfredsstillende. Jeg forstod snart, hvor tomt det var at læse noget op for Gud af en uforståelig bog og at fremsige skrevne bønner. Jeg så, at de kristne omkring mig kendte det, de læste og sang ved deres gudstjenester, og jeg begyndte at tænke, om ikke deres religion var mere rigtig end min."
Gravøren griber vandrestaven
En gravør er en håndværker, der graverer tekster, mønstre og lignende i metal, glas og andre hårde materialer.
Gravører udfører også stempler til mønter og trykforme til frimærker.
Nu til dags bliver der kun uddannet én gravør om året i Danmark. Men på Købners tid var det et udbredt håndværk.
Som vel alle fædre spekulerede Isaac Aaron på, hvad sønnike skulle drive det til. Salomon var som førstefødt bestemt til at blive rabbiner. Og da hans far ikke alene var købmand, men også overrabbiner i Odense, var det naturligt, at Salomon skulle gå samme vej. Men ifølge jødisk skik skulle man lære et erhverv inden den videre undervisning i Talmud. Så hvad skulle knægten beskæftige sig med?
Ud over en ubændig læselyst havde onkel Israel og hans far bemærket, at drengen var glad for at tegne - og tilmed var ganske ferm til det. Så efter endt skolegang gik han i 1822 i lære som gravør.
Med iver kastede Salomon sig over sit nye arbejde. Hans bror Waldemar skriver således i et brev med begejstring om sin storebrors "gravørkunst". Efter to års læretid var han 18 år gammel udlært gravør. Som alle raske unge mænd havde han udlængsel og greb derfor vandrestaven for at se sig om i verden.
Et skelsættende møde
Vandrestaven førte ham i 1824 med sejlskib til hansestaden Lübeck. Noget af det første han gjorde der, var at opsøge præsten for den reformerte menighed, Dr. Geibel. Mødet med Dr. Geibel omtales i flere kilder som et skelsættende møde for Salomon Købner. Her mødte han for første gang i sit liv en virkeligt troende kristen. Om mødet fortæller Julius Købner senere:
"Da jeg kom til Tyskland fra Danmark traf jeg for første gang en sand kristen. Han fortalte mig, hvad kristendom var, og da jeg ransagede den kostelige lære blev jeg stadfæstet i den tanke, som jeg allerede tidligt havde fundet var skøn og herlig."
Mødet med Dr. Geibel er en central begivenhed i den unge Købners liv og omtales da også både af Købner selv og eftertidens kilder. Fra mødet stammer også en af de typiske anekdoter om Købner. Ved afskeden med Dr. Geibel ville præsten nemlig give den unge Købner et par dukater i hånden til at købe mad for. Dem nægtede Købner dog bestemt at modtage og sagde: "Sådanne har jeg ikke søgt." En mand med rygrad var han, den unge Salomon.
Og her forlader vi den unge Salomon Købner, hvor han står ved en korsvej i livet. Følg den videre beretning i næste artikel, hvor han både møder kærligheden, skifter navn og bliver kristen.
Følg med på koebnerkirken.dk