Historien om Julius Købner - Kapitel 5: Fremad og opad
Topmødet på Vestsjælland
1806 - 1884
I perioden fra 1840 og frem til 1852 besøger Julius Danmark flere gange. Præcis hvor mange missionsrejser han foretager fra sit hjem i Hamburg til sine baptistiske brødre i Danmark, er ukendt. Men et faktum er det, at han i efteråret 1847 foretager sin nok mest betydningsfulde rejse - nemlig til den første samlede konference for de danske baptister. Mødet blev senere kaldt "Topmødet på Vestsjælland".
De to vigtigste emner på dette møde er dels at nå frem til et fælles trosgrundlag, men også at behandle en opstået splittelse i den københavnske menighed, ledet af Peter Christian Mønster. Mønster har siden 1840 været de danske baptisters "biskop" - og den førstedøbte. Men i løbet af 1840erne opstår der to konkurrerende baptistmenigheder i København. Oncken vælger at frasige sin støtte til Mønsters menighed og i stedet støtte den anden københavnske menighed. Splittelsen breder sig hurtigt til menighederne på Langeland og Vestsjælland. Så noget må der gøres.
"Topmødet" i Danmark er godt forberedt under et ugelangt formøde i Hamburg i august 1847 mellem Oncken, Julius og de danske ledere - dog ikke Mønster. Mødet holdes på Vestsjælland i september på baptisten Rasmus Jørgensens gård "Lille Egede" lidt uden for Slagelse. Mødet ligger først underdrejet en uges tid, fordi Julius' ankomst trækker ud. At det ikke kunne gå i gang uden ham, vidner om hans store betydning. Ole Nielsen Føltved, forstander for menigheden i Ålborg, beretter om ventetiden:
"Næsten til enhver Tid blev der talt om, hvorledes Baptistmenighederne i Danmark igen kunde forenes, uden at komme til noget Resultat, fordi man ventede på Købners Komme".
Den 17. september ankommer Julius så endelig til Lille Egede efter en hård overfart over Storebælt og et ufrivilligt ophold i Nyborg på grund af en forrygende storm. Resultatet af topmødet bliver som forventeligt, at Mønster enstemmigt bliver udelukket fra bevægelsen. Baptismen i Danmark er nu spaltet i to grupper.
Du kan læse mere om splittelsen i de danske baptistmenigheder i Bent Hyllebergs artikel om Julius Købner og de første danske baptister, som vi bringer på et senere tidspunkt her på koebnerkirken.dk.
"Min Fader, jeg har altid æret dig"
1775 - 1847
To måneder efter mødet på Vestsjælland oplever Julius den store sorg, at hans far, Isaak Aaron Købner, dør. Faderen lever de sidste år af sit liv under små kår som kirkebetjent ved den lille jødiske menighed i Svendborg. Isaak Aron får sin grav ved siden af sin hustru Hanne, som han overlevede i 18 år. Han blev 72 år gammel. Vi ved ikke præcist, hvordan Julius' forhold til sin far har været, siden han i 1826 forlod ham for at se verden. Men vi må formode, at det har været en stor sorg for faderen at opleve, at hans førstefødte og meget begavede søn konverterede til kristendommen i stedet for at blive rabbiner. Og oven i dette kom så, at flere af Julius' søskende også gik over til baptismen - nemlig hans brødre Waldemar og Harry og søster Serine. At Julius havde indflydelse på sine søskendes overgang til baptismen, er vel ikke usandsynligt.
Men at Julius selv havde elsket og æret sin far, vidner denne tale i anledning af faderens begravelse om:
"Min Fader, jeg har altid æret dig. Du var mit Forbillede i Sanddruhed, Flid og Troskab. Du viste mig den Gud, jeg skulle elske. Du gav mig det grublende Sind, der tidligt viste mig mine egne Veje. Du overdrog mig Omsorgen for mine Søskende, som jeg ikke udøvede efter dit Sind. Ikke i alt kunde jeg følge dine Ønsker og Fodspor. Det Kald, du havde udset mig til, kunde jeg ikke følge: Tilgiv mig det! Naar jeg bringer mine Tilhørere det "glade Budskab" af dybeste Overbevisning, saa gør jeg det med den samme Kaldsoverbevisning, med hvilken du har forkyndt Guds Ord og Lov. Du drog engang ud fra dit Fødeland og lærte, at der gives mere end Talmudvisdom. Jeg lærte, at der gives noget højere end Talmud- og Verdensvisdom. Fader, jeg ser ikke Modsætningen, kun en Bevægelse fremad og opad."
En smukkere begravelsestale kan nogen far næppe forlange.
Til nye opgaver
Barmen
Byen Barmen ligger i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen og havde i 1855 41.442 indbyggere.
Det var i øvrigt i Barmen, at den tyske politiker og filosof Friedrich Engels blev født i 1820 (ham fra Marx og Engels).
I 1852 sker der to vigtige ting i Julius' liv: Det lykkes ham at stifte en lille baptistmenighed i sin fødeby Odense, og han forlader sit hjem gennem 16 år i Hamburg. På Onckens initiativ sendes han til den tyske by Barmen nær ved Wuppertal. Den 17. november 1852 stiftes den baptistiske menighed i Barmen med syv medlemmer - Julius inklusive. Fra protokollen lyder det:
"Brødrene Frick, Irrgang, Klein, Neuhaus, Prein og Stremmel slutter sig sammen som Medlemmer af en Menighed af døbte Kristne og danner herefter en sådan. Den almene Trosbekendelse af døbte Kristne i Tyskland (fra 1847) antager den nyopståede Menighed i Elberfeld og Barmen herefter som sin."
Hermed er den første baptistmenighed i Nordrhein-Westfalen og den 31. baptistmenighed i Tyskland dannet. Efter to år tæller menigheden 73 medlemmer. I begyndelsen mødes menigheden i en træbarak. Men den 27.-29. september 1856 kan de nu 103 medlemmer af menigheden indvie det smukke "Eben-Ezer kapel", som Oncken har skaffet penge til via en kollektrejse i USA. I denne kirke virker Købner i 13 år som prædikant, leder af menigheden og frem for alt missionær.
Succes ude - problemer i privaten
Tiden i Barmen er udadtil en fremgangsrig tid for Julius. Han deltager som repræsentant for baptisterne i flere store møder: Kirkedagen i Frankfurt am Main 1854, den evangeliske alliances hovedmøde i Paris i 1855, og han opholder sig i 1862-63 i England på en kollektrejse til fordel for kapellet i Barmen. I 1858 overværer han de svenske baptisters konference i Stockholm, hvor der på det tidspunkt findes 75 menigheder og omkring 3000 medlemmer i Sverige. Julius har selv en betydelig indflydelse på baptismens fremgang i Sverige, da en af de første og mest betydningsfulde svenske baptister, Anders Wiberg, bliver overbevist om baptismens lære gennem samtaler med Julius og ved at læse hans skrifter.
Du vil i en senere artikel her på koebnerkirken.dk kunne læse om Julius Købner som forfatter.
Men ét er succes ude i den store verden. Noget andet er privatlivet. Julius hører ved en lejlighed om et drikkelag, som medlemmer af menigheden har deltaget i. Han taler stærkt imod dette i en prædiken i kapellet i Barmen, men hans ord falder angiveligt på stenet grund. For da han kort tid efter sin formanende prædiken besøger et af de tørstige medlemmer af menigheden, bliver han mødt med denne sætning: "Før du formaner andre, bring så først dit eget Hus i Orden!" Ved efterfølgende møder med menigheden rettes hård kritik af Julius: Dels mod hans hyppige rejser og for at han giver menigheden stedfortrædere, de ikke kender. Men den hårdeste anklage retter sig mod Juliane, som anklages for "manglende properhed".
Juliane Købner har formentlig haft svært ved at falde til hos menigheden i Barmen. Omstillingen fra storbyen Hamburg til provinsbyen Barmen må have været stor. Og da hun var barnløs og ofte er alene hjemme, mens Julius rejste Europa tyndt, har hun formentlig haft svært ved at få tiden til at gå og finde sin naturlige plads i lokalsamfundet. En anekdote illustrerer, hvordan menigheden i Barmen så på Juliane:
I tiden kort efter opførslen af kapellet får ægteparret Købner stillet en lejlighed til rådighed. Til denne lejlighed hører en lille have med udgang direkte fra lejligheden. Og i denne lejlighed holder Juliane marsvin som kæledyr. Hendes mand er ofte ude at rejse, så hun har behov for et kæledyr at betro sig til. Juliane lader sine marsvin løbe rundt på gulvet i lejligheden, mens hun selv går ind og ud af lejligheden med beskidte havesko. Dette kommer menigheden for øre og medvirker til menighedens modvillighed mod Juliane.
Modvilligheden mod Juliane kulminerer, da hun beskyldes for at have åbnet et brev, som var stilet til et andet medlem af menigheden. Juliane anklages for at have brudt brevhemmeligheden og udelukkes derefter af menigheden. Det må være en stor belastning for ægteskabet og en svær tid for Julius. I 1860 synes stormen i menigheden i Barmen dog at være stilnet af. Julius skriver i missionsbladet:
"Vores Menighed består stadig trods alle de Storme, som har blæst hen over den. Den består ikke kun gennem dens Medlemmer, men har også i det forgangne År nydt salig indre sjælelig Fred, er blevet velsignet gennem Hjerternes Tilhørsforhold til hinanden, har ofte forsamlet sig for at høre Korsets Ord, og har ikke kun hørt det fra de stakkels Menneskebørns Læber, men gennem den hellige Guds Ånds hemmelighedsfulde Stilhed".
Efter 13 år i Barmen venter nye opgaver på den nu 59 årige Julius. Denne gang i Danmark, hvor baptistbevægelsen igen er præget af indre splid. Følg beretningen om hans rejse tilbage til sit fædreland i 1865 - her på koebnerkirken.dk