Historien om Julius Købner - Kapitel 6: Får søger hyrde
"Af opvækkelse spores intet"
1800 - 1884
I 1865 er situationen for de danske baptister alt andet end lys. Det er nu over 25 år siden, Oncken og Julius medvirkede ved stiftelsen af menigheden i København. Men efter stor fremgang de første år er tilstrømningen af nye medlemmer til de danske baptistmenigheder næsten hørt op. Den københavnske menighed er stadig splittet i to. De to eneste menigheder med egne bygninger, Vandløse og Oure, er handlingslammede af indre stridigheder og nok så vigtigt: Man mangler en myndig og stærk leder. Baptisten Søren Hansens beskrivelse af situationen hos menigheden i Ålborg tegner stemningen hos de danske baptister:
"Af opvækkelse spores intet. Faa og saa godt som Ingen besøger vore Forsamlinger. Arbejderne er ikke alene faa, de er saa godt som Intet!"
Mange medlemmer af baptistmenighederne er desuden udvandret til USA. Tiden fra 1840 til 1865 er for eftertiden blevet kendt som "de tørre år".
Både Oncken og Julius har nøje fulgt udviklingen i Danmark. Især Julius kender gennem sine rejser til Danmark i perioden 1840 - 1865 udmærket til den problematiske situation i sit fædreland. Så noget må der gøres. I juli 1865 indbyder de to derfor med blot en måneds varsel til konference den 2. august (midt i høsten) hos menigheden i Vandløse på Sjælland:
"Derfor have vi besluttet, drevet af Kjærlighed til de danske Brødre, at gøre det Forsøg at samle Brødre fra de forskjellige Menigheder til en Konferents omtrent i Midten af Landet, nemlig i Vandløse på Vestsjælland den 2de August d.A."
Som sagt så gjort. Den 2. august 1865 klokken 10 samles omkring 200 baptister i kapellet i Vandløse fra alle menigheder - på nær de tre helt små, Hesselho, Odense og Nyborg. Oncken og Julius ankommer med en times forsinkelse på grund af en stormfuld overfart med båden fra Kiel til Korsør. Et af de mest betydningsfulde møder blandt danske baptister nogensinde kan begynde.
En overraskelse
- De danske menigheders nærmere forbindelser med hinanden skal fremmes ved: a: Fælles enighed omkring trosbekendelsen. b: Årlige konferencer. c: Valg af ordnende brødre til at bilægge stridigheder. d: Uddannelse af lærere (prædikanter). e: Fælles salmebog og udvikling af sangen. f: Udsendelse af foreningsmissionærer. g: Et bogforlag i København. h: Oprettelse af søndagsskoler. i: Fælles forsamlingsform. j: Oprettelse af missionskasse.
- Stridighederne skal bilægges i Oure og Vandløse menigheder.
- Indkomne dagsordenspunkter, herunder Førsters eventuelle genoptagelse.
Alle punkter blev vedtaget og realiseret i løbet af få år.
Dagsordenen på mødet er medbragt fra Hamburg og formuleret af Oncken. Hovedformålet er at samle de danske menigheder. Blandt de emner, der diskuteres, er fælles enighed omkring trosbekendelsen, årlige konferencer, fælles salmebog og oprettelse af søndagsskoler. Men det vigtigste emne og den største overraskelse er Onckens forslag om at ansætte Julius som forstander for menigheden i København. Oncken argumenterer for sit forslag således:
"Vi have valgt Købner til at staa mig bi i Hamborg, men han modtog ikke Valget, og endskjøndt jeg indseer, at han er nødvendig baade i Hamborg og Westphalen, saa bringer jeg for mit Vedkommende dog gerne Danmark dette store Offer, at give ham til Kjøbenhavn, eftersom Hamborg kun er en Stad, Westphalen kun en Provinds, men Danmark et helt Kongerige, af hvilket jeg endnu haaber at se herlige Frugter."
Onckens forslag er nok en stor overraskelse for de forsamlede baptister. Men forslaget kommer angiveligt også bag på Julius, som formentlig ikke er blevet orienteret på forhånd. På dette tidspunkt trives han nemlig ganske godt hos sin menighed i Barmen i Tyskland. Og selvom hans kone, Juliane, efter udelukkelsen fra menigheden i Barmen er blevet et sygt og ensomt menneske med behov for pleje, følger han Onckens bud og vælges få dage efter enstemmigt af menigheden. Efter kort betænkningstid takker Julius ja til valget med følgende ord:
"Skal jeg vælge, hvad jeg har mest lyst til, så bliver jeg i Barmen. Søskende der har bygget mig et smukt lille Hus, i hvilket jeg bor ganske alene, og jeg er gammel (59 år) og holder ikke meget af at rejse, men jeg har i den senere Tid maatte vælge det, jeg ikke har Lyst til. Mine Tanker inden i mig er mange, og raader mig alle derfra, men alligevel maa jeg gøre det Modsatte, al den Stund jeg tydelig ser, at det er Herrens Vilje. Jeg takker nu Eder alle, kære Søskende, for den Tillid I har skænket mig, og jeg skal se at gøre alt, hvad der staar i min Magt, for at komme saa snart til Eder som muligt"
Som citatet antyder, er det en svær beslutning for vores hovedperson at forlade både sin hustru og sin menighed i Barmen. Men karakteristisk for Julius følger han pligtopfyldende sit kald og ankommer den 29. november samme år til sin nye menighed i København. Efter 41 år i Tyskland er han tilbage i Danmark. Juliane forbliver efter Onckens råd i Tyskland og får ophold i hans hus i Hamborg, hvor hun dør tre år senere.
Søndag den 3. december 1865 holder Julius tiltrædelsesprædiken i sin nye menighed. Han prædiker over temaet ægte og uægte kærlighed og sigter med dette budskab formentlig på en af sine første store opgaver, nemlig sammenlægningen af de to splittede københavnske menigheder.
Problemknuseren går i gang
Store opgaver venter den nyvalgte forstander. Julius går først i gang med den mest presserende, sammenlægning af de to københavnske menigheder. Allerede den 3. juni 1866 bærer hans arbejde frugt: Efter mere end 20 års splid er de københavnske baptister samlet igen med Julius som forstander, og menigheden vokser nu jævnt og støt under hans faste lederskab. I april måned 1866, kun fire måneder efter hans ankomst, hedder det i "Den danske Evangelist": "Flere og flere kirketroende kommer for at høre Købner. Forsamlingerne ere nu saa godt besøgte, at Menigheden nødvendigvis maae have et større Lokale".
Flere initiativer følger fra Julius' side, alle med det overordnede formål at samle de danske baptister. Fra 1866 afholdes således årlige konferencer for de danske baptister. Disse konferencer bliver et vigtigt redskab til at skabe en fælles identitet. Her løses og forebygges også mange konflikter og praktiske uoverensstemmelser. Protokollerne fra "De danske Baptist-Menigheders Forenings-conferens" i perioden 1866-1879 viser Julius som den forstandige leder, som gang på gang sætter dagsordenen i diskussionerne.
Et eksempel på dette: Til konferencen i 1867 diskuteres det bl.a., om de lønnede baptistmissionærer har behov for at blive undervist i Guds ord og de hellige skrifter i en form for missionsskole. Flere af de deltagende baptister i konferencen er bekymrede for en sådan undervisning, for som en af dem siger: "Enkelte Brødre have en slags Ængstelighed ved Tanken om en sådan Skole, da de Brødre, som erholde Undervisning, let kunne blive hovmodige af, at de vide Mere end de andre". Hertil svarer Julius med al sin veltalenhed og pædagogiske evne:
"Selv om det også sker, at En eller Anden, som kommer på en Missionsskole, bliver Hovmodig, saa kan saadan Misbrug dog ikke forandre det Gode; thi saadanne vilde blive hovmodige, selv om de ikke kom på nogen Skole. Jeg kunde jo ogsaa blive Hovmodig af at høre og see, at mange Mennesker omvendtes ved mine Prædikener. Skulde jeg derfor lade være med at prædike?"
Og hvem vil vel anklage Julius for at være hovmodig?
"Kun Kristus"
på Nørrebro, opført 1867
Næste opgave for Julius bliver at skabe de praktiske rammer omkring menigheden, som samtidigt kan være et symbol på fælleskabet hos de danske baptister. Han samler mange mennesker til sine prædikener i den københavnske menighed, og man lejer derfor i en periode en dansesal til at rumme gudstjenesterne, hvilket vel ikke er det mest repræsentative lokale til den slags. Kort sagt: Der er behov for en kirke.
De københavnske baptister har allerede i begyndelsen af 1860'erne erhvervet en grund uden for de københavnske volde - ude på Nørrebro. Området er på denne tid præget af en voldsom befolkningstilvækst og et tilsvarende byggeboom. I 1857 er der således 10.000 indbyggere på Nørrebro, et tal der i 1880 er vokset til knap 52.000 mennesker. Så der var nok sjæle at omvende.
Arbejdet på "Kristuskapellet", som kirken skulle hedde, påbegyndes 16. april 1867 under Julius' ledelse. Under hele byggeriet er han den altdominerende drivkraft og bygmester. Pengene til byggeriet skaffer han via indsamling hos de danske baptister. Det lykkes dog ikke at indsamle tilstrækkelige midler til byggeriet, og bygningen kan derfor ikke opføres uden gæld. Men trods disse vanskeligheder står kirken færdig allerede samme efterår. De københavnske baptister har fået deres kirke. På væggen bag ved prædikestolen er malet ordene "Kun Kristus", som også er temaet for indvielsesprædikenen den 13. oktober - som naturligvis holdes af Julius selv.
Du vil i en senere temaartikel på koebnerkirken.dk kunne læse hele historien om Kristuskapellet og Købner som kirkearkitekt. [Red.: Den planlagte artikel er udsat på ubestemt tid, da det viste sig vanskeligere end ventet at få adgang til kildedokumenterne.]
Troens Stemme - den første salmebog
1870
Julius har nu opnået fælles fodslag hos de danske baptister, og Kristuskapellet er opført som et fælles, samlende symbol for baptisterne. Nu venter hans tredje store gerning: At give de danske baptister en fælles salmebog. Allerede til konferencen i Vandløse 1865 kritiserer Oncken de danske baptister for at bruge flere forskellige salmebøger:
"Jeg har været i en dansk Forsamling, hvor de havde to à tre Psalmebøger, og det varede en halv snes Minutter, før Enighed opnaaedes om, hvilken Psalme de vilde synge. Jeg raader til at samle en Samling, som bruges af alle danske Baptister"
Julius har allerede i 1850 givet de tyske baptister deres salmebog "Die Glaubestimme". Så det er ganske naturligt, at han nu tager fat på at samle salmer til en dansk pendant, "Troens Stemme". Arbejdet med at samle de omkring 700 salmer har været enormt og en udfordring selv for en mand som Købner. Han skriver over 100 af dem selv, oversætter en del fra tysk og omarbejder en del danske salmer af blandt andre Brorson, så de passer til den baptistiske trosopfattelse. Da "Troens Stemme" endelig er færdig i 1870 efter fem års arbejde, bliver den præsenteret ved en festgudstjeneste i menigheden i København. Julius udtaler ved denne lejlighed:
"Herren minder mig i denne Stund særligt om to andre Begivenheder i mit Liv. For 20 år siden nød jeg den samme Festivitas, da min Salmebog for de tyske Menigheder blev taget i Brug første Gang. Hvor umuligt var det ikke for mig den Gang at forudsige, at jeg skulle forflyttes til Danmark og skabe en lignende Bog og opleve en lignende Højtidelighed her. Og gående endnu længere tilbage til mine Ungdomsdage, da jeg stod i den jødiske Synagoge og sang hebræiske Sange, hvor umuligt var det da ikke for mig dengang at forestille mig den Tanke, at jeg skulle tildanne to Salmebøger på hver sit Sprog i forskellige lande. Guds Veje er uransagelige"
"Troens Stemme" tjente de danske baptister i hele 46 år.
Succes på jobbet og lykke i privaten
Perioden som forstander for den københavnske menighed i perioden 1865-79 er på det personlige plan formentlig den roligste og rigeste i Julius' liv. For de danske baptister er hans indsats nærmest en åbenbaring. Hans betydning for udviklingen af den danske baptisme kan ikke overvurderes. Julius er her og der og alle vegne. De danske baptister har fået den hyrde, de manglede. Og Julius selv finder sin hyrdinde i København. I januar 1875 bliver han nemlig gift med sit livs anden store kærlighed: Dorothea.
Følg den fortsatte historie her på koebnerkirken.dk.