Historien om Julius Købner - Tema: Julius bag facaden
"De mærkværdigste modsigende elementer"
"I ham forenede sig de mærkværdigste modsigende Elementer til en forunderlig Heelhed. Han besad nemlig en skarp, gjennemtrængende Forstand, en glødende inderlig dyb og mægtig Følelse, hvorved hans Prædikener syntes at være fødte i Øjeblikket. Dertil en mægtig omfattende Phantasi, der stillede Gjenstanden i en ny igen. Dannelig Skikkelse, en fuldstændig Underholdelse for Guds Ord, altsaa den samvittighedsfuldste og fuldstændigste Skriftmæssighed. Dertil Dybde og Højhed i Tanker og helt igjennem en populær og forstaaelig Udtryksmaade, saa at han højst sjælden brugte et Fremmedord og dertil et saa skjønt formfaldt Sprog, at hvad han talte godt kunne trykkes med det samme"
Således beskriver Joseph Lehmann, prædikant ved menigheden i Berlin, Julius ved mindehøjtideligheden for hans død den 6. februar 1884. Citatet illustrerer meget præcist, hvordan Julius blev set på af sine samtidige: Et på alle måder sammensat menneske. Og hvis vi skal forstå Julius og sætte ham ind i en nutidig sammenhæng, så er det måske denne sammensatte natur, som mest af alt kendetegner mennesket Julius Købner.
Vi vil i denne artikel forsøge at komme tættere på personen Julius Købner ved hjælp af beskrivelser fra hans kolleger, venner og familie – og fra ham selv.
"Hver søndag blev lig en festdag"
1836 - 1915
I ordets bedste og mest moderne betydning var Julius en karismatisk person. Og hvad angår evnen til at formidle Guds ord, ja dér var han mesteren. Broder Mattes, prædikant ved baptistmenigheden i Berlin, udtaler ved mindehøjtideligheden ved Julius' død: "Det var en Nydelse at høre ham, hver Søndag blev lig en Festdag."
Men hvordan prædikede han så? Marius Larsen var Julius' kollega hos de københavnske baptister og hans naturlige efterfølger som forstander for menigheden i København. Julius boede desuden hos ham i perioden 1865-71. Så Marius Larsen må have kendt Julius ganske godt. I en tale ved mindefesten i Kristuskirken 11. juni 1906 i anledning af Julius 100-års fødselsdag siger Marius om Julius' evner som prædikant:
"Han læste som om Gud, hvis sendebud han jo var, stod ved hans side, og derfor var der sædvanligvis også gravstille her i kapellet, når han læste. Med få ord kan det siges: Alle hans prædikener var undervisende. Når vi hørte ham, fik vi altid noget nyt at høre, sammen med det gamle. Undertiden kunne hans prædikener være noget tørre, men de fik altid en sjælsvederkvægende slutning. Købner gav aldrig først vin så vand, men omvendt - altid det bedste til sidst. Når han talte om Himlen, bragte han hjerterne til at banke af længsel efter Himmelen, og af glæde over det himmelske hjem, som Gud har beredt sine børn."
En prædikant uden lige
Meget tyder på, at en stor del af forklaringen på Julius' usædvanlige talent for at fange sine tilhørere er hans pædagogiske og letforståelige stil. I et brev af den amerikanske baptist Mr. Parker, der hører ham prædike i Hamburg 1850, kan vi læse at:
"Hr. Købner skulle prædike denne morgen. Da teksten blev annonceret, var alle øjne rettet mod taleren. Hans fremtoning var alvorlig, ærlig og kærlig. Der var en sådan følelse i prædikenen, at tilhørernes sind alle syntes at blive rettet mod taleren. Han fremførte sine sætninger klart, præsenterede sine argumenter med kraft. Hans fantasi er meget opfindsom, og opvarmet af emnet og tilhørernes kærlighed opremser han det ene billede efter det andet, tilføjer nye emner indtil den konklusion, han fremsætter, er underbygget, og den indgyder tilhørernes sind med den samme følelse, som han selv besidder. Broder Købner er en fremragende prædikant, en dygtig fortolker af skrifterne."
Andre samtidige fremhæver Julius' evne til at kombinere det pædagogiske og det fantasifulde i sine prædikener. Igen må vi forestille os en tid uden moderne elektroniske massemedier til at forstyrre. Det talte ord, og dets evne til at fange fantasien, blev ikke forstyrret af radio, TV, internet og mobiltelefoner. Dertil kom, at prædikenerne ofte blev holdt i små, tætpakkede lokaler. Så den enkelte prædikants evne til at formidle Guds ord på en forståelig måde var afgørende.
Og Julius' prædikener var formentlig ikke alene let forståelige, men direkte spændende. Hans evne til at gøre sit emne elementært spændende strækker sig også til almindelige foredrag. For eksempel da han holder et foredrag om astronomi ved baptisternes forbundskonference i 1863 i Hamburg. Den tyske baptist og prædikant Eduard Scheve er til stede og fortæller:
"Dette Foredrag gik ganske vist hen over Hovedet paa mange, men det var saadan holdt, at Stjerneverdenens Skaber traadte tydeligt frem i sin Visdom, Almagt og Kærlighed. Det virkede så levende, at en Tilhører ved slutningen udbrød i et højt: Halleluja! Og fra mange sider lød det: Det var herligt og skønt."
Førnævnte Joseph Lehmann, som selv var prædikant, fremhæver også Julius' talent for det talte ord:
"Han var en prædikant uden lige. De mærkværdigste, tilsyneladende modstridende Egenskaber forenede sig hos ham, men den gode Forstand, han var udstyret med, viste sig i hans Prædikener sammen med et glødende og hjerteligt Følelsesregister parret med en Fantasi, der kunde fremsætte enhver Ting på en ny og ejendommelig Maade, dog altid underordnet Guds ord."
Den største synder
Karisma – karismatisk
Kommer af græsk karis, der betyder gave.
I daglig tale bruger man udtrykket karismatisk om mennesker, ofte ledere, med en særlig udstråling og en stærk, vindende og overbevisende personlighed.
I Det nye Testamente er karismata de særlige åndelige gaver, som Gud har givet de kristne ved Helligåndens udgydelse over menigheden på pinsedagen (1. Kor. 12). Det er bl.a. tungetale, profeti og helbredelse.
Julius var en mand med en mission, og historien om hans liv er fortællingen om en lang rejse for baptismens sag. Han arbejdede hårdt til det sidste. Selv i sine sidste år stod han angiveligt op klokken 5 om morgenen, foretog kolde afvaskninger og satte sig derefter ved sin arbejdspult. Og ofte kæmpede han sig i storm og regn frem til møder i små baptistmenigheder.
Hvordan skal vi forstå denne nærmest ufattelige energi og arbejdsomhed? Svaret ligger muligvis gemt i Julius' forhold til sin tro. Hans tid, kræfter og alt hvad han havde af talenter var ikke hans egne, men tilhørte Gud. Han så sig selv som en ydmyg synder, der burde tjene Gud ved at gøre Hans vilje her på jorden.
Marius Larsen fortæller:
"Han kunne ikke - med sit mærkværdige skarpe blik for, hvad der var uret og med sit store kendskab til det menneskelige hjertes totale fordærvelse - nogensinde blive tilfreds med sig selv. Hans motto var: "Det er troværdig tale og fuld modtagelse værd, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, blandt hvilke jeg er den største." Købner så sig selv som den største synder, større end andre syndere."
Set i denne sammenhæng kan vi måske forstå, hvad der drev Julius til at yde en utrættelig arbejdsindsats, på trods af et angiveligt svagt helbred. Han kunne formentlig aldrig blive tilfreds med sin egen indsats. For ham var arbejdet for Gud om ikke meningen med livet så det, der gav livet mening.
Joseph Lehmann oplevede også Købners ydmyghed og selvindsigt. Lehmann fortæller en sigende anekdote om denne side af Julius:
"Det var i den slesvig-holstenske Krig. Broder Købner rejste i Preusien med Bibler og Testamenter for at besøge sine Landsmænd, de danske Fanger. Han kom til Berlin og tog mig med til Spandau. I Jernbane-vognen sad overfor os en ung Mand, der ligesaa begyndte at tale om sig selv, om sine Talenter, om sin Flid, om sin Indsigt, sin Dygtighed! Og saa varm blev han ved dette Thema, at han slet ikke lod os komme til Orde, han talte fort indtil Toget naaede Spandau, og vi steg ud. Da jeg saa gik med Broder Købner spurgte jeg: "Broder Købner, har De før truffet et Menneske, der var saa opblæst og indtaget af sig selv, som denne unge Mand"? Da lo han med kun sin Latter, der var hans egen og sagde: "Nej, Broder Lehmann, nej. Jeg kjender kun endnu en, og det er en vis Købner."
En moderne leder
Julius var en karismatisk leder med stor menneskelig indsigt. Førnævnte Marius Larsen er kun én blandt mange samtidige, der anerkender Julius' store menneskekundskab: "Han kendte det menneskelige hjerte, og man kan vel sige, at han kjendte det til bunds". Men Julius var på den anden side også et menneske, der havde svært ved at nærme sig andre mennesker på det helt personlige plan. Ved en konference i Danmark beskriver han selv, hvor svært han har ved sjælesørgerarbejdet:
"Man skulle mene, at naar en har Evne til eet, saa har han til alt; men det er ikke saadan. Jeg kunde f.eks. holde en Prædiken for et Par Tusinde Mennesker, hvad Klasse de end hørte til. Derimod er jeg ængstelig og raadvild, naar jeg skal tale til eet eneste Menneske."
Julius var også bevidst om faren ved at være leder. Og i modsætning til Oncken ønskede han ikke en autoritær ledelsesform indført hos baptisterne i Danmark. Dette gjaldt også de årlige konferencer for danske baptister, hvis rolle han så som rådgivende og vejledende uden mulighed for indgriben i den enkelte menigheds selvstyre. Købner var bevidst om denne frygt for "præstestyre" hos menighederne:
"Jeg ønsker ikke at give nogen ubegrundet Tanke hos andre Næring. Det er blevet ytret, at Somme frygter Præsteherredømme. Jeg hører med til dem, der nærer denne Frygt. Jeg vil være den Første til at modvirke enhver virkelig Fare i saa Henseende, hvad jeg ogsaa har bevist ved mit Forhold til Forholdene i Tyskland."
Et menneske som os andre
1876 - 1972
Men når alt kommer til alt, var Julius måske alligevel som alle os andre? Fuld af modsætninger, fejl og mangler – alt det, der kendetegner og fascinerer ved et menneske. Hans datter Ruth Baresel kommer måske tættest på at forstå ham som menneske i dette citat fra hendes biografi om sin far:
"Hans Væsensejendommelighed ligger i en vis Dobbelthed. Hans sarte Legeme staar over hans Aandsstyrke, hans Viljekraft sejrede over hans Svaghed. Meget kom maaske af hans Livsforhold. I Ungdommen stod det stille Hjem ved Skoven overfor det livlige Familieforhold hos Forældre og Søskende. Dette medførte et vist Behag i Ensomhed, men fordrede ogsaa Samkvem, hvilket han fandt i Menigheden. Af Natur var han fremstormende og utaalmodig, men af Livet lærte han Taalmodighed. Hans faste Villie til Fred stod overfor hans stærke Optræden for erkendt Sandhed. Hans Strenghed og Sarkasme stillede sig i mærkværdig Modsætning til hans udprægede Forsonlighed. Ofte viste han i Dagliglivets Ting stor Raadvildhed, deroverfor stod hans Sikkerhed i Ord og Skrift. Han var Kristen, men beholdt dog Præg af sin Herkomst."