Historien om Julius Købner - Tema: Forfatteren
Til Guds ære
1813-1855
Sideløbende med Julius Købners store indsats for den europæiske baptisme lykkedes det ham også at forfatte et stort antal bøger. Og han mestrede næsten alle genrer: digte, salmer, teaterstykker, historiske værker, skrifter for menigheden, politiske manifester og endog romantiske romaner.
Selvom han var født og opvokset i Odense, var hans foretrukne sprog tysk. De fleste af Julius' større værker, hvoraf flere er omtalt i denne artikel, er aldrig blevet udgivet på dansk. Så for hovedparten af samtidens danske baptister var det kun hans salmer og lejlighedsskrifter, som var tilgængelige.
Knapt så bekendt er det vel i øvrigt, at Julius Købner var den første, der i 1864 oversatte et skrift af den danske teolog, filosof og forfatter Søren Kierkegaard til tysk.
Hvis man skal finde en rød tråd i Julius' forfatterskab, må det være, at han skrev til Guds ære. Formålet med alt, hvad han skrev, var at prise Gud. Vi vil i denne artikel forsøge at indkredse forfatteren Julius Købner.
Poesi med mening
Julius var næppe en stor poet, hvilket han angiveligt også selv var helt klar over. Men nok så afgørende var det, at især hans digte og salmer tjente et helt bestemt formål: De gav den spirende baptistbevægelse et fælles sprog og en selvforståelse som kirkesamfund. Hans salmer bandt baptisterne sammen, og sammen med hans prædikener var de med til at forme det unge kirkesamfunds tankesæt. Hans digtning var frembragt med det hovedformål at blive brugt i menigheden. Og brugt blev de. Julius skrev sine salmer til hverdag og fest i menigheden: gudstjeneste, nadver og dåb. Han gav med sine salmer sin menighed, hvad den havde brug for.
Manifestet
1818 - 1883
1820 - 1895
"Den frie Urkristendoms Manifest til det tyske Folk". Bag denne imponerende titel (som er endnu mere imponerende på tysk) gemmer sig Julius' mest betydelige politiske værk – et værk som var omdrejningspunktet for det tyske festskrift i anledning af hans 200 års fødselsdag i 2006. Manifestet er skrevet i 1848. På samme tid går en revolutionær bølge gennem Europa. Revolutionen når Berlin i marts 1848 og er et opgør med det bestående monarki og udtryk for et ønske om borgerlige, demokratiske frihedsrettigheder - herunder ønsket om at adskille kirke og stat.
Hans manifest udkommer på et tidspunkt, hvor den gryende baptistkirke i Tyskland (ligesom i Danmark) stadig lider under statsmagtens undertrykkelse. Bare det at trykke og udgive baptistiske skrifter kan medføre fængselsstraf. Julius selv oplever dette, og det er formentlig også med dette i tankerne, at han forfatter teksten.
Manifestet er på lidt over 20 sider og er et forsvar for religionsfrihed og den frie menighed. I manifestet kritiserer han sammenhængen mellem kirke og stat. For Julius har denne sammenhæng betydet, at den tyske protestantiske kirke er blevet en undertrykkende kirke, der forfølger anderledes tænkende. En sådan forbindelse mellem stat og kirke, argumenterer han, fik i sin tid Jesus på korset. Over for den herskende kirke opstiller han sit alternativ: Den frie urkristendom, dvs. en selvstændig menighed uden forbindelse til statsmagten. I denne menighed er alle medlemmer lige, og alle beslutninger træffes gennem demokratiske afstemninger. De "frie, myndige medlemmer" af denne menighed tilslutter sig deres tro af et "frit hjerte". Dette oprindelige alternativ til statskirken finder Julius naturligvis i den baptistiske trosretning. Han appellerer derfor til slut i manifestet til "en tilbagevenden til den oprindelige Kristendom, en Kristendom uden søgen efter Ære og indflydelsesrig Anseelse, uden Kirkegods og Præsteskab, uden uhyrlige Kirkesogne og et Medlemskab så stort som Havets Sand - men med Ånd og Sandhed, med genfødte Medlemmer og levende Menigheder, præget af Jesus Christi Ydmyghed og Herlighed."
Manifestet med den svulmende tyske titel "Manifest des freien Urchristenthums an das deutsche Volk" blev udgivet på Onckens forlag i Hamburg i 1848 og blev straks derefter forbudt af den daværende statslige censur. Det udkom i øvrigt samme år som et mere kendt og nok også mere indflydelsesrigt et af slagsen: "Det kommunistiske manifest", forfattet af de herrer Marx og Engels.
Guds store drama
Valdensere
Valdenserne var oprindeligt en katolsk bevægelse grundlagt i 1173 i Lyon, Frankrig, af købmanden Petrus Valdes.
I 1500 tallet slutter valdenserne sig til reformationen, og Chiesa Evangelica Valdes er i dag den største ikke-katolske kirke i Italien.
"Valdenserne" var Julius' første roman. Et dramatisk værk på over 300 sider, udgivet i Hamburg i 1861 på Onckens forlag. Bogens historiske ramme er Valdenser-samfundets kampe mod romerkirken og dets egne indre forhold. I bogen stiller forfatteren den græske skæbnetro over for troen på en kærlig og almægtig Gud. Han fortæller selv om sin hensigt med bogen: "Det var min ikke hensigt at give en poetisk fremstilling men snarere at give et historisk tro billede af valdenserne og det skrækkelige korstog imod dem."
Julius ser i valdenserne et kirkesamfund, som i lige linie er en fortsættelse af det ur-kristne kirkesamfund, det kirkesamfund som opstod i det første århundrede efter Jesus. Dette syn på valdenserne bliver allerede i Julius' samtid bestridt fra flere sider som historisk ukorrekt. Forklaringen på, hvorfor han alligevel vælger at fortælle valdensernes historie som en historie om et ur-kirkeligt samfund, er ganske enkel: Han ser i den middelalderlige valdenser-bevægelse præcis den samme ur-kirkelige menighed, som han mener, baptisterne kommer fra. For ham er valdensernes og baptisternes skæbne to sider af samme sag. Historien om valdenserne er derfor et billede på hans egen menighed.
Hamburgerposten anmelder "Valdenserne" den 24. april 1861 og skriver bl.a. om værket: "Forfatteren giver os et afrundet, poetisk gennemtænkt, digterisk udførligt Værk, der er kaldet til at gøre Epoke. Vi henviser paa det mest indtrængende til dette Værk, der ved sin ægte Poesi og Skønne Form rager langt op over Middelmaadigheden." Teolog og professor J.P. Lange fra Bonns Universitet skriver i et længere brev til Købner den 29. juni 1861 om "Valdenserne": "Enkelte at skildringerne af det djævelske i Mennesket er for stærke men enkelte lyriske Stykker er højfestelige. Den digteriske Kombination spændende. Slutningen betydelig og opløftende. Digtningen har en lykkelig dramatisk Tekst, kort Affattelse, lige Linie, Konsekvens."
Også Julius' egen menighed i Hamburg nyder godt af det nye værk. I protokollen fra menighedskonferencen i 1860 lyder det: "En stor Glæde må vi dog fremhæve, som hverken er forekommet på vores Konferences og i det hele taget i vor Menigheds Historie i Tyskland, nemlig de Forelæsninger, som Købner holdt på to Aftener under Konferencen på indtrængende Anmodning fra Forsamlingen om sit seneste Digt, Valdenserne."
I 1867 præciserer Julius i skriftet "Et Kommentar til Belysning af det dramatiske Maleri om Valdenserne" sin hensigt med "Valdenserne". I virkeligheden var hans formål med den dramatiske fremstilling på "opbyggeligvis Måde at vise Guds vidunderlige Hensynsfuldhed, hvorved han i sin uudgrundelige Visdom, Retfærdighed og Nåde skaber og behersker Verden." Og Julius fortsætter: "Verdenshistorien er Guds store Drama. Når den er til Ende, og vi kigger tilbage på den og gennemskuer den, vil vi erkende, at den er det højeste Mesterværk af almægtig Digterkunst og at en stor Tanke behersker den."
Sangen om Gud
Hvad er et konsil?
Et konsil er et kirkeretligt indkaldt møde eller kongres for biskopper og højere prælater, abbeder etc. for drøftelse og vedtagelse af forordninger om kirkelige emner. De kaldes i dag økumeniske, hvis der er indbudt deltagere fra flere trosretninger.
Kilde: J. Marcussen, Kirkehistorie
"Das Lied von Gott" - på dansk: "Sangen om Gud" - udkom på tysk i 1872 og er Julius' største værk - også målt i sidetal. Det er et storladent, fortællende digt på 462 sider og blev angiveligt skrevet i de sene nattetimer, mens han opholder sig i København, travlt beskæftiget om dagen som leder af den københavnske baptistmenighed. I digtet forsøger han at give intet mindre end en fuldstændig beskrivelse af universets tilblivelse, englenes oprør og fald, solsystemets skabelse, menneskets syndefald og andre storslåede emner. Et meget ambitiøst værk, som Karl Gerock, tysk teolog og lyriker, da også påpeger anerkendende i et brev til Julius lige efter udgivelsen af "Sangen om Gud":
"Deres Foretagende er gigantisk, Stoffet uhyre, Behandlingen original, paa sine Steder af stor poetisk Kraft, paa andre af mægtig Tankedybde; atter igen paa andre ved første Indtryk sælsom, og først i det Heles Sammenhæng til at forstaa og bedømme."
Julius' egne trosfæller i baptistmenigheden i Hamburg er knapt så imponerede og venligt stemte overfor "Sangen om Gud". På forbundskonferencen for de tyske baptistmenigheder i 1873 bliver han således kritiseret for bogen. Flere af deltagerne på konferencen mener, at bogens indhold ikke stemmer overens med Bibelen og bogen afføder en lang og heftig diskussion. En af deltagerne på konferencen har endog ladet trykke en liste med kritikpunkter. Et af kritikpunkterne går på, at Julius i "Sangen om Gud" har ladet Gud tage engle til hjælp ved menneskets skabelse, noget man ikke mener kan bekræftes i skabelsesberetningen.
Kritikken går dog ikke kun på indholdet. Flere af medlemmerne i menigheden i Hamburg kritiserer tillige værkets praktiske værdi. "Den kære broder maatte hellere have skreven os en god Traktat" påpeger en af deltagerne. Samme kritik af værkets manglende praktiske værdi for det daglige arbejde i menigheden kommer fra en anden deltager: "Efter mange års Arbejde byder Købner os det omtalte Værk, der trods alt det skønne det indeholder, ingen praktisk Værdi har for os."
G. W. Lehmann, leder af baptistmenigheden i Berlin, tager til genmæle over for menighedens kritik af "Sangen om Gud" og kritikken af, at indholdet ikke stemmer overens med Bibelens ord: "Man maa lade Digteren have sin Frihed, ellers maa man ogsaa forkaste andre lignende Værker. Det poetiske Standpunkt må fastholdes. Man må ikke opfatte det som en Lære." Og så tilføjer G. W. Lehmanns søn, Joseph Lehmann, lidt provokerende at: "Baptisterne til Konferencen ikke er kvalificerede til at bedømme Værket og flere endog ikke har læst det."
Julius selv afviser da også kritikken af "Sangen om Gud": "Konferencen er ikke et Konsil, som kan fælde Dom over en Bog. Vi er samlet her på Grundlaget og Basis af vores Trosbekendelse. Hvad der ligger ud over det, det kan Konferencen ikke dømme om, da dens Kompetence mangler. Man har haft som Forudsætning, at jeg gav denne Bog i Baptisternes Hænder. Det er en fuldstændig Misforståelse. Jeg har absolut ikke skrevet den for Baptister. For Mennesker, både for ikke-omvendte og Kristne har jeg skrevet den."
Violinistinden
1876 - 1972
Julius skriver i 1881, i sit livs efterår, en romantisk roman, som han tilegner sin lille datter Ruth. "Violinistinden" - på tysk: "Die Geigerin" - foregår i England og har som hovedperson en kvindelig idealskikkelse. Hun er fuld af renhed og sjælstyrke og overvinder alle anstrengelser. Han udruster sin heltinde med viden og med kærlighed til kunst, særligt musik. Disse personlige egenskaber hos heltinden forener han med en dyb religiøsitet. I heltindens egenskaber genkender vi hans egne idealer, baseret på erfaringerne fra hans eget lange liv, omgivet af bøgerne og musikken – i Guds tjeneste.
Julius Købner – Forfatteren
Vi har i denne artikel kun omtalt en lille del af Julius Købners forfatterskab. Men selv efter vore dages standarder og med tekniske hjælpemidler som computere, telefoner og internet til rådighed virker hans produktion overvældende. Ikke mindst bredden i hans forfatterskab aftvinger respekt: Skuespil, romaner, digte, salmer, populærvidenskab, teologiske skrifter, politiske indlæg osv. Næsten intet emne undgik hans spidse pen.
Det kan måske undre, at så lidt af Julius' forfatterskab har overlevet til i dag. Det er vel kun hans "manifest" og så en håndfuld salmer, der kan siges at have modstået tidens tand. Men som han selv var klar over, var det næppe poesien, der var hans største styrke. Dét, vi i dag husker ham for, er hans evner som prædikant, leder og ikke mindst diplomat.