Ved vor hjemgangne Broder Købners Baare
En Artikel ved det tydske Blad "De ribtiske Druer"
Af Eduard Scheve
Ægteparret Eduard og Bertha Scheve var Julius Købners nære venner. Eduard var præst i Bethelmenigheden i Berlin og grundlægger af de tyske baptisters ydremissionsarbejde i Cameroon i Vestafrika.
Efter Købners død tog familien Scheve den otte-årige datter, Ruth, til sig.
I familien Scheve knyttede Ruth sig særligt til datteren Bertha. En af Berthas sønner, Hermann Gieselbusch, giftede sig i øvrigt med en af Ruths døtre, Ilse Baresel.
Kilde: Ruth Baresel in memoriam, Johannes Nørregaard, Baptisternes Ugeblad nov. 1972
Da vi tilsendte vore ærede Læsere den sidste Drue med Sørgerand anede vi ikke, at det næste Nummer ville blive lignende og dog er det uventede og smertelige blevet en Virkelighed. Vor inderlig elskelige Ven og Broder Julius Købner, det nu kjære Sandhedsvidne og ædle Digter: Israel er d. 2 Februar indgaaet til sin evige Ro og den 6. Februar stod vi i Baptistmenighedens Kapel i Berlin omkring hans Baare.
Helt andre Følelser opfyldte vore Hjerter da vi for 4 Uger siden lagte en Laurbærkrands ved vor dyrebare Br. Onckens Kiste. Hans store Lidelser havde for Aar siden bragt os til at bede "O Herre, forløs din Tjener og tag ham hjem", og derfor saa vi i Dødsbudskabet Bønhørelsen og kunne kun takke Herren, derfor, men vor Br. Købner havde vi endnu for 4 Uger seet i sin fulde Virksomhed. Hans Aand og Legemskraft var i de sidste Aar saa usvækkede, at vi tænkte os hans Død langt i det Fjerne, i særdeleshed da vi ansaa ham som uerstattelig for vor store og vigtige Arbejdsmark. Mon han selv havde formodet en saa snarlig Bortgang?
Idetmindste saa jeg af Breve fra ham i Slutningen af sidste Aar at han beskæftige sig med mange og store Planer for Fremtiden. Der skulle endnu foretages meget. Dog siden d. 8 Januar maa han have havt en bestemt Anelse om sin snarlige Hjemgang, derom vidnede hans Ord ved Br. Onckens Baare: "Da vor Sag begyndte i Tydskland i sin Udvikling, sammenbandt den store Gud tre til et Kløverblad, den Kj. Br. Oncken, den Kj. Br. Lehmann og mig Arme. Det er ikke saa længe siden, da talte jeg ved Br. Lehmanns Begravelse, et Blad var bortrevet! Nu tillige det andet! Et eneste er endnu tilbageblevet hvilket nu vel ogsaa vil blive nedsænket i Støvet."
Ved Begravelsen fik han en Forkjølelse og var enig om at ledsage sig til hans Bopæl. Han turde ikke blive staaende der længere. Derfor forlod vi Kirkegaarden førend Højtideligheden var til Ende. Da jeg den næste Dag endnu en Gang besøgte ham hos Br. Lübech i Altona for at tage Afsked, var hans Holdning og Udseende saaledes, at jeg dengang ikke kunne tvivle om, at han havde en bestemt Anelse om sin snarlige Død. Da jeg paa hans indtrængende Bøn om ikke at tage Afsked endnu fra ham men blive nogle Dage hos ham sagde: "Kjære Br. Købner Jeg beklager meget, at jeg maa rejse iaften, jeg kan og tør ikke blive længere, snart sees vi i Berlin, da skilles vi ikke saasnarte" trak han paa Skulderen uden at give mig noget Svar, og idet han gjorde nogle Bemærkninger om sin lille Ruth kyssede han mig og sagde da: "Jeg er ikke vel".
Søndag den 13 Januar holdt han i Berlin sin sidste Prædiken over 1. thes 3,12/3 og sagde nogle Dage efter til Br. Mattes: "Min kjære Broder, Jeg vil ikke mere komme til at betræde Prædikestolen. Da min Datter var syg bad jeg Dag og Nat om hendes Helbredelse, men nu da jeg selv ligger, har jeg ingen Frimodighed at bede Herren om mit Livs Forlængelse."
Da hans Sygdom kun bestod i Mathed, saa haabede man stadig paa Bedring. Men han blev mere og mere mat, indtil han Lørdag d. 6. Februar døde Kl. 6 Aften sov ind som et Barn i sin Frelsers Arme. Da jeg saa det afsjælede Legeme paa sit sidste Leje, saa forekom det mig, som om jeg saa et slumrende Barn – intet Spor af Død var tilstede. For at forvisse mig derom lagde jeg min Haand paa hans Pande - den var iiskold. "Han er hjemme", hed det i mit Hjerte. Han har fuldendet sit Lod. Han synger nu sin "Sangen om Gud i højere Chor". Det elskelige Kløverblad er igjen forenet og kjender ingen Kampe, ingen Storme ingen Adskillelse.
Hvilken Agtelse og Kjærlighed den dyrebare Hensovede nød mellem sine Brødre. Derom gav hans Begravelse et herligt Vidnesbyrd. Menigheden i Berlin, i hvis Midte han knapt havde virket i 10 Maaneder, havde overtaget alle Omkostningerne og derved vist hvilket Offer Kjærligheden formaar at bringe. Den store Kiste var bedækket med saa mange Krandse og Blomster, at en Deel af dem maatte lægges rundtomkring, imellem dem vare tre store Laurbærkrandse med Atlaskessløjfer med Indskrift fra Menighederne i Barmen og Altona samt fra den rihnske Forening. Et stort Antal Laurbærtræer dannede som en venlig Skov om det elskelige Stod og omfattede eneste i sin Kreds en Mængde Prædikanter og Venner som inderlig vare forbundne med ham i Livet.
Det var Brødrene Bichel Rode, Pielslick, Liebirg, Kemnitz, Wickler, Dr. Bäedicker, Meyer i Reetz og Mayer i Prenzlau, Rorhbach, Freic og Jahr Schröder fra Barmen, Diedrichs fra Ellerfeld. Brødrene Günther, Mattes, Braun, Lehmann, Scheve og Harnnisch ledede Højtideligheden i Capellet der tog henved 2 Timer. Br. Wickler holdt ved den aabne Grav en stor Klage knyttet til Ap. Gj. 8,2.
En saa stor og dybtbevæget Deltagelse ved en Begravelse har jeg endnu aldrig før seet. Det var ikke alene under Sørgefesten i Capellet, at alle Pladser vare til Trængsel opfyldte, men det var ogsaa til den langt bortliggende Kirkegaard en saadan Tilstrømning at foruden circa 50 fyldte Vogne der fulgte Liget gik der 2-300 Sødskende og Venner deels bag og deels ved Siden af Ligvognen, og Smerten var almindelig over det lidte Tab.
Kl. 7 om Aftenen var der i Kapellet en Mindefest, hvortil alle Pladser vare besatte til efter Midnat, og en salig Fred og hellig Alvor fyldte de Tilstedeværende Hjerter. Gjerne delte vi udførligt med vore Læsere, hvad der blev talt af de forskjellige Brødre og foredraget i Chor af Sangere, men vi maa opsætte det til en senere Tid.
Forhaabentlig komme vi ofte tilbage til den saa rigt begavede Guds Mands Liv. Har han end taget Afsked af vor Hjerte, saa pleje vi dog i Aanden Forbindelse, og hans skriftlige Vidnesbyrd ham uforligenlige Sange, Waldenser, Lied von Gott, Christi Menighed, Den nye Jord og de mange andre Skrifter af ham vil i uberørt Kraft virke videre, og vi blive derved mere og mere foranlediget til at skue ind i hans Hjerte og i hans milde Aasyn, lig Kjærligheds-Desiplen Johannes der deri træder os imøde.
I Særdeleshed bliver det Tilfældet med mig idet han betroede mig sin bedste og værdifuldeste Skat – hans Livsaftens Kraft - der udøvede en saa forfriskende og oplivende Indflydelse fra ham, og for hvem hans ganske Hjerte slog af Kjærlighed nemlig hans eneste Barn, den lille kjære Ruth.
Døden har i det sidste Aar tilføjet os store tab. Maatte Herren udgyde sin Aand over os, saa at vi i Kraft fra det Høje kunne føre det Værk videre, hvad vore nu hensovede Fædre i Christo have Begyndt.