Hvem er vi?
Her finder du en kort introduktion til Købnerkirken, herunder vores vision & værdier, hvem Købnerkirken er, hvad en baptistkirke er, hvad vi tror på og om fire personer fra kirken som deler, hvorfor de er en del af kirken.
Vores vision
En fri kirke for alle!
-
​Hvor alle kan erfare Guds kærlighed
-
Hvor vi arbejder for at være en positiv del af lokalsamfundet
-
Hvor alle er velkomne uanset livssituation, baggrund og seksualitet m.m.
Vores værdier
Åben
Fordi vi vil være åbne for Gud og mennesker! Åbne for den kærlighed, Gud vil dele med os og åbne for de mennesker, vi møder. Fordi vi tror, at troen på en levende Gud er en åben og nysgerrig tro, hvor vi ikke har alle svarene og lytter mere, end vi taler.
Fælles
Fordi vi tror på, at mennesket har godt af at være fælles. Fælles om at dele livets glæder og sorger, fælles om at grine og græde og fælles om at være Købnerkirken.
Involveret
Fordi vi tror på, at Gud er involveret i vores liv og inviterer os til at involvere os i verden. Involveret i hinandens liv, involveret i verden omkring os og involveret i kirkens fællesskab.
Kikset
Fordi vi tror på, at Købnerkirken ikke er for de perfekte, men for helt almindelige mennesker. Kikset, fordi vores kirke ikke er et strømlinet fællesskab, men en skøn rodebutik og kikset, fordi der er plads til at fejle og tage fejl hos os.
Gavmild
Fordi vi tror på, at gavmildhed forandrer verden. Gavmild, fordi vi ønsker at være milde med gaverne overfor hinanden og gavmild fordi vi tror på, at livet bliver så meget rigere, når vi deler det, vi har, med hinanden.
Kristian byder velkommen og fortæller om, hvem Købnerkirken er.
Hvad er en baptistkirke?
Købnerkirken er en frikirke, en baptistkirke og en del af Baptistkirken i Danmark, men hvad er baptister for nogle mennesker, hvad er deres forhold til Bibelen, den kristne tro, og hvorfor har de været på kant med loven?
Det kan du få svar på ved at læse FAQ om baptister ved at klikke her
Hvad tror vi på?
Du kan læse mere generelt om, hvad vi som baptister bygger vores tro på ved at klikke her
Mød fire personer fra kirken som fortæller,
hvorfor de er en del af Købnerkirken

Thomas
Thomas fortæller:
"Jeg er en del af Købnerkirken, fordi her er højt til loftet – både teologisk og menneskeligt."
"Jeg føler, der er plads til mig, og jeg oplever, at her bliver der talt om Gud og tro på en måde, jeg kan stå inde for – med et syn på, at alle mennesker har værdi og betyder noget for verden."
"Det er en kæmpe gave at være et sted, hvor det bliver levet ud i praksis."
"Lige nu passer kirken og fællesskabet her perfekt til den fase, jeg er i med min hustru og vores søn.
Der er mange andre familier, vi kan spejle os i, være sammen med og dele livet med – og det betyder virkelig meget."

Ulrikke
Ulrikke fortæller:
"Efter jeg flyttede til København, er Købnerkirken blevet mit kirkehjem. Her var der plads til, at jeg kunne komme, som den jeg er."
"Jeg oplever et fællesskab, hvor jeg både kan bidrage med det, jeg kan – og samtidig lære meget af de mennesker, jeg møder her. Vi ser hinanden, lytter til hinanden og har lyst til at være en del af hinandens liv."
"Det betyder virkelig meget for mig – og her mærker jeg Guds nærvær."

Niels-Erik
Niels-Erik fortæller:
"Jeg har faktisk været en del af Købnerkirken hele mit liv. Mine forældre kom her, og det gjorde mine bedsteforældre også – så man kan vist godt sige, at jeg er baptist mange generationer tilbage."
"Jeg er stort set vokset op i kirken, og det er blevet en naturlig del af mit liv. Det startede måske som noget, jeg fulgte med i, fordi min familie kom her, men gennem årene har jeg selv valgt at blive. Jeg elsker at komme her, for jeg får fred, når jeg træder ind ad døren. Her hører jeg til, og her har jeg min tro."
"Noget af det, jeg sætter stor pris på, er den åbenhed, der er vokset frem i kirken gennem årene. Det betyder meget for mig at se, hvordan vi i dag rummer mennesker på tværs af forskelligheder – og hvordan fællesskabet er blevet stærkere og mere inkluderende."
"Jeg har selv haft mange roller i kirken gennem tiden – jeg har været formand for ungdomsforeningen og kassér for Købnerhus i 30 år. Det har været en stor del af mit liv, og jeg ser tilbage på den tid med glæde."
"Nu er jeg blevet pensionist, og det er en ny fase. Jeg nyder, at jeg kan slappe lidt mere af og bare glæde mig over at være en del af menigheden. Det er fantastisk at se, hvordan nye generationer tager over – alle de unge, familierne, børnene, der løber rundt. Det gør mig glad og taknemmelig."
"Jeg synes virkelig, at Købnerkirken er et sted for alle generationer. Der er plads til os alle – uanset alder – og det er lige præcis sådan, en kirke skal være."

Laust
Laust fortæller:
"Jeg er en del af Købnerkirken primært på grund af bibelsynet. Jeg synes, det er en rar og imødekommende måde at gå til kristendommen på."
"Det er et sted, hvor man virkelig føler, at alle er velkomne – eller i hvert fald, at vi gør vores bedste for, at det skal være sådan. Det betyder meget for mig."
"Og så kommer jeg også for fællesskabet. Der er en ro og en samhørighed her, som jeg virkelig sætter pris på. Det er et sted, hvor man kan være sig selv og mærke, at man hører til."
.png)