top of page

Vores vedtægter og valgregler

Herunder kan du læse om vores vedtægter og valgregler. Dette henvender sig primært til Købnerkirkens medlemmer,

men alle er selvfølgelig velkommen til at læse dem. 

​Købnerkirkens Vedtægter 

  1. Menighedens navn er Købnerkirken

  2. Menigheden er hjemmehørende i Københavns kommune.

  3. Menigheden er medlem af Baptistkirken i Danmark.

    1. I: Menigheden er en del af den kristne kirke og bekender troen på den ene Gud som Fader, Søn og Helligånd.4.                               II: Menighedens opgave er at forkynde evangeliet om Jesus Kristus, undervise om Guds Rige og have omsorg for medmennesket. III: Menighedens vigtigste norm for tro og kristenliv er Bibelen.

  4. Menigheden består af de til enhver tid værende medlemmer. Modtagelse af nye medlemmer sker efter nærmere fastlagte retningslinjer.

  5. Menighedens ejendele tilhører menigheden som juridisk person. Menigheden hæfter med sine ejendele for opfyldelsen af de af menigheden stiftede forpligtelser.

  6. Menighedens øverste myndighed er menighedsmødet, hvortil alle med interesse for menighedens arbejde har adgang. Menighedens medlemmer har stemmeret.

  7. Ordinære menighedsmøder afholdes 3 gange årligt, som indkaldes med 4 ugers varsel. På årets første møde fremlægges årsregnskab, og på årets sidste møde fremlægges budget. Der afholdes ligeledes ved dette møde valg til menighedsråd samt menighedens forhandlingsleder, sekretær, kasserer og revisor.

  8. Menighedens anliggender afgøres så vidt muligt i enighed på menighedsmøderne. I mangel af enighed træffes beslutninger ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte medlemmer.

  9. Beslutning om køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og andre tilsvarende forpligtelser skal vedtages på to på hinanden følgende menighedsmøder.

  10. Ekstraordinære menighedsmøder kan afholdes med mindst syv dages varsel til menighedens medlemmer med angivelse af dagsorden.

  11. Der udfærdiges et referat af menighedsmødet. Referatet skal udvise de trufne beslutninger. Referatet skal være tilgængeligt for menighedens medlemmer og godkendes på det først følgende ordinære menighedsmøde.

  12. Når referatet er godkendt af menigheden, danner en udskrift af dette, bekræftet af forhandlingslederen og sekretæren, dokumentation for det passerede, såvel over for menighedens medlemmer som over for tredjemand

  13. Ledelsen af menigheden, herunder udførelse af de på menighedsmødets vedtagne beslutninger, forestås af et menighedsråd.

  14. Menighedsrådet vælges af menighedens medlemmer efter den i menigheden fastlagte valgprocedure.

  15. Menighedsrådet fastsætter sin egen forretningsorden og konstituerer sig selv med formand.

  16. Menighedsrådsformand og menighedens kasserer er i forening underskriftberettigede over for offentlig myndighed og i alle økonomiske anliggender, når menighedsmødet har vedtaget pågældende anliggende.

  17. Menighedens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet føres af en kasserer valgt af menigheden og revideres af en revisor ligeledes valgt af menigheden.

  18. Revideret årsregnskab med status forelægges til godkendelse på menighedsmødet i januar.

  19. Menigheden hæfter med sine ejendele for opfyldelsen af de af menigheden stiftede forpligtelser. Medlemmerne hæfter ikke personligt for menighedens forpligtelser.

  20. Dersom en del af menighedens medlemmer udskiller sig fra menigheden, har disse ingen lod eller del i menighedens ejendele og kan derfor ikke gøre krav gældende af nogen art.

  21. Ved en aftalt deling af menigheden skal dens ejendele fordeles efter bedste skøn ved forhandling mellem begge parter. Kan overensstemmelse ikke opnås, henvises sagen til endelig afgørelse i BaptistKirkens ledelse.

  22. Hvis menighedens medlemstal er gået ned til 20 – om ikke før – skal der ske henvendelse til BaptistKirkens ledelse for sammen med den at afklare menighedens fremtid.

  23. Beslutning om menighedens opløsning eller sammenlægning med en anden baptistmenighed kan gennemføres med ¾ flertal blandt de fremmødte medlemmer på to på hinanden følgende ordinære menighedsmøder. Såfremt menigheden opløses uden sammenlægning med en anden baptistmenighed, overføres resterende aktiver til Baptistkirken i Danmark.

  24. Menighedens vedtægter kan ændres, såfremt dette vedtages med 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer på to på hinanden følgende ordinære menighedsmøder.

Vedtaget på menighedsmøde den 7. oktober 2012 og den 25. november 2012

Købnerkirkens valgregler om menighedsrådet 

1.Menighedsrådet består af 4-6 menighedsmedlemmer samt præsten/præsterne.

2.Valg til menighedsrådet finder sted hvert år.
Stk. 2. Valgperioden er to år og følger kalenderåret.

Stk. 3. To-tre afgår hvert år.

Stk. 4. Genvalg kan finde sted.

3. Valget indledes med en drøftelse om menighedens aktuelle udfordringer og behov.

Stk. 2. Drøftelsen kan foregå på et menighedsmøde eller i et tilsvarende forum, som er åbent for enhver
Stk. 3. Drøftelsen afholdes mindst seks uger før årets sidste ordinære menighedsmøde.

4. Menighedens medlemmer kan foreslå kandidater til menighedsrådet.
Stk. 2. Forslag til kandidater sendes eller afleveres til menighedsrådet senest fire uger før året sidste ordinære menighedsmøde.
Stk. 3. Kandidater med to eller flere forslagsstillere opstilles til valget.

5. Valget afsluttes på årets sidste ordinære menighedsmøde.
Stk. 2. Opstilles der flere kandidater, end der skal vælges, udsendes stemmesedler med kandidaternes navne til menighedens medlemmer senest to uger før årets sidste ordinære menighedsmøde.
Stk. 3. Fristen for rettidig aflevering af udfyldte stemmesedler er ved begyndelsen af årets sidste ordinære menighedsmøde.

Vedtaget på menighedsmødet 9. februar 2014, revideret på menighedsmødet den 15. november 2020

bottom of page